Palæo-inuit (Grønland)

De tidligste palæo-inuit i Grønland er navngivet Independence I af arkæologen Eigil Knuth, der først fandt levn fra kulturen i Independence Fjord i Nordøstgrønland. Independence I-folket indvandrede fra arktisk Canada til det nordvestlige Grønland for omtrent 4.500 år siden, og de bredte sig nordom, over Peary Land og videre ned langs den nordøstlige del af landet. I forhold til de efterfølgende kulturer var Independence I-folkets geografiske udbredelse begrænset, og befolkningstætheden var lav.

Trods flere variationer i redskabstyper, boliger og fangstdyr kan nogle kendetegnende træk ved dette folk fremhæves. De er særligt kendt for deres usædvanlig fine tilvirkning af stenredskaber, der hovedsagelig var fremstillet af flintlignende råmaterialer som agat og jaspis, tilgængelige i den nordøstlige del af landet. Redskaberne blev fremstillet ved udhugning med hammersten og blev efterfølgende bearbejdet med trykstokke af knogle, tand eller gevir. Stenredskaberne omfatter pile- og lansespidser, sideskrabere, endeskrabere, mikroflækker, stikler m.fl., som kan have forskellige funktioner. De tilhuggede ægge er savtakkede.

Af redskaber fremstillet af knogler eller tand fra pattedyr kan nævnes prene, som formentlig blev brugt til at stikke huller i skind, og sidegrene til fiskespyd, samt tynde synåle af fugleknogler med runde udborede nåleøjer.

Independence I boede hele året i runde eller ovale telte med skindoverdækning. Boligen havde ofte en indendørs stensat midtergang med et centralt placeret ildsted. I de varmere årstider er boligen kendetegnet ved at have et udendørs ildsted, typisk kvadratiske bokse bygget af tynde stenfliser, og de blev benyttet som både lys- og varmekilder samt til madlavning. Nogle ildsteder er fyldt med nævestore sten, der er blevet tolket som kogesten benyttet til at opvarme rum og vand samt til madlavning. På baggrund af analyser af nogle boliger med affald fra redskabsfremstilling er fordelingen af redskabstyper tolket som, at boligen var indrettet med kønsbestemt foretrukne arbejdspladser.

I mange møddinger er der en overvægt af knogler fra moskusokser, og derfor mener arkæologerne, at Independence I primært jagede moskusokser i højarktis, og at det var jagten på disse samt de daværende varmere klimaforhold, der ledte deres vandring til det nordligste Grønland. Drivtømmer, som via havstrømmene i Det Nordlige Ishav afsættes på kysterne ved Nordøstgrønland, var ligeledes et andet vigtigt ressourcegrundlag. Selvom Independence I også udnyttede andre land- og havpattedyr, var det samspillet mellem det varmere klima, jagten på moskusokser og drivtømmer til brug for brændsel, der gjorde, at de i nogle hundrede år kunne leve i verdens nordligste bosætning.

Selvom bopladserne var koncentreret i Nordøstgrønland og dermed geografisk adskilt fra den samtidige Saqqaq-kultur, som bosatte sig i landets sydligere del, er der stor lighed mellem deres redskabs- og boligformer. Derfor betragtes Independence I og Saqqaq-folket i dag som værende et og samme folk, der karakteriseres ved forskelle i deres ressourcegrundlag.

Independence I-folket forsvandt fra landet, samtidig med at en koldere klimaperiode begyndte, men det kan også have været samfundsmæssige dynamikker, der lå til grund for kulturens ophør.

Efter arkæologiske fund ved bygden Saqqaq i Qeqertarsuup Tunua (Disko Bugt) blev de første folk, som bosatte sig på vestkysten, navngivet Saqqaqkulturen af arkæologen Jørgen Meldgaard. Bopladser fra kulturen findes langs kysterne på vest-, syd- og østkysten. Det tyder på, at de fra den nordvestlige del af landet har spredt sig sydpå og videre op til Nordøstgrønland.

Saqqaq-folket indvandrede til landet stort set samtidig med Independence I-kulturen, men et møde mellem de to kulturgrupper er endnu ikke påvist.

Trods Saqqaqs store tidsspand og vide geografiske udbredelse er kulturen karakteriseret ved at være ensartet og konservativ. De fleste fund er gjort i og omkring Qeqertarsuup Tunua samt ved Sisimiut, hvor større og omfattende koncentrationer af bopladser findes. Af disse fund er de fleste dateret til de første 800 år af kulturens tilstedeværelse (ca. 2400-1600 f.v.t.), og derefter spores gradvise ændringer efterfulgt af omfattende ændringer i valg af råmaterialer og udformningen af jagt- og husholdningsredskaber samt i valg af fangstdyr og fangstmetoder.

Fra kulturens bopladser er fundet redskaber fremstillet af drivtræ, ben, tand og tak. Blandt disse er harpunhoveder, skafter, synåle, skeer, skåle samt nålehylstre, hvoraf nogle er simpelt dekorerede med streger og kajak-lignende fartøjer. Særlig velbevarede fund kommer fra bopladserne Qeqertasussuk og Qajaa i Qeqertarsuup Tunua og Nipisat syd for Sisimiut. Fundene har ligget i permafrosne jordlag og giver et unikt indblik i en kultur, som eksisterede for flere tusinde år siden. Eksempelvis har det været muligt at sekventere et næsten komplet genom fra et DNA-molekyle. Genomet, der viste sig at stamme fra en mand, blev udtrukket af en hårtot fundet i møddingen i Qeqertasussuk. Fund af tynde træbånd er tolket som trommerammer, der ligner inuits skindtrommer, og fund af hundeknogler vidner om, at Saqqaq-folket holdt hunde.

Bjergarten killiaq (kiselskifer) var det foretrukne råmateriale til stenredskaber. Der kendes kun to forekomster, på Nuussuaq-halvøen og i den sydlige del af Qeqertarsuup Tunua. Killiaqs distribution over store afstande vidner om et vidtstrakt netværk langs de enorme kyststrækninger. Råmaterialer til stenredskaber omfattede også agat og kvarts, særligt i kulturens yngre periode.

Stenredskaberne blev fremstillet som hos Independence I-kulturen; dog fik nogle redskabstyper en afsluttende bearbejdning ved slibning, specielt i kulturens senere fase. De karakteristiske stenredskaber inkluderer tosidige våbenspidser, stikler, ende- og sideskrabere, lanser, knivblade og økseblade. Jagtredskaber var fint og præcist bearbejdede til fangst af et bredt udvalg af hav- og landpattedyr.

Boligerne var runde eller ovale telte med midtergang og ildsted til brug i de køligere årstider. Teltringe med platforme af sten og med et centralt ildsted er tolket som vinterboliger. Boliger fra de varmere sæsoner havde ofte ildsteder uden for teltene. Fedtstenskar og lamper til belysning, opvarmning og madlavning er ikke fundet fra den tidlige Saqqaqkultur. Variationer over stensatte ildsteder og kogesten kendetegner derimod kulturens tidlige periode. Omkring år 1500 f.v.t. begynder fedtstenskar og små runde fedtstenslamper at vinde indpas.

Saqqaq-folket forsvandt efter 1.800 års tilstedeværelse. Det skete parallelt med klimaændringer, som kan have haft væsentlige konsekvenser for menneskenes og dyrenes tilstedeværelse. Saqqaq er den længstvarende kultur i Grønland.

En ny indvandring fandt sted omkring 800 f.v.t. De første fund fra kulturen, der betegnes Grønlandsk Dorset, blev gjort i 1920’erne i Cape Dorset (Kinngait) på Baffin Island i arktisk Canada. Kulturen blev med tiden opdelt i tre faser. De første to kulturfaser blev tidligere kaldt Independence II og Dorset I/Tidlig Dorset, men antages nu at være fra en og samme kulturfase, der nu kaldes Grønlandsk Dorset.

Grønlandsk Dorset bredte sig hurtigt langs vestkysten og bosatte sig ofte ved de samme steder, som Saqqaq-kulturen førhen beboede. Ligesom Independence I-folkene ca. 1.700 år tidligere bredte Grønlandsk Dorset sig nordpå i landet og forblev i Nordøstgrønland, men bevægede sig længere mod syd til steder, hvor polynier, åbentvandsområde omgivet af havis i løbet af vintermånederne, forekommer. Polynier tiltrækker havpattedyr og fugle, og de gav derfor gode fangstmuligheder, specielt ved slutningen af den kritiske vinterperiode.

Grønlandsk Dorset var generelt mere marint orienterede i deres valg af fangstdyr, men udnyttede også landpattedyr; fx er der ved nogle bopladser i de indre fjordsystemer på vestkysten påvist specialiseret fokus på rensdyrjagt.

Der er regionale variationer i fundene af teltboliger, som er tilpasset koldere og varmere årstider. Boliger til den kolde sæson er delvis bygget med tørv og har flisebelagte brikse på hver side af rummet. Som hos de foregående kulturgrupper benyttede man også stensatte teltringe med midtergang eller et centralt ildsted. Fund af dele af snekniv og slædesko vidner om, at der i Grønlandsk Dorset var en mere specialiseret brug af sne og is til boliger end tidligere, ligesom de har haft slæder til vinterbrug.

Boliger til de varmere sæsoner er kendetegnet ved runde eller ovale teltringe med udendørs boksildsteder. Dobbelte teltringe vidner om en ny boligform, hvor to telte blev bygget sammen. Nye karakteristiske strukturer er trekantede fliselægninger på pladser, der tolkes som sommerbopladser, samt vifteformede ender af midtergangen og brug af både mangefarvede og sorte flisesten.

Det formodes, at Grønlandsk Dorset i Nordøstgrønland også i perioder boede i boliger bygget af sne.

Ud over slædesko og snekniv findes der enkelte redskabsfund, som er tilvirket af ben, tand og tak, inklusive harpunhoveder, lanser og tynde nåle, der er spidsformede i begge ender og udstyret med et udskåret aflangt nåleøje. Fund af runde og ovale fedtstenslamper eller dele af kar vidner om, at disse blev anvendt som lyskilder eller beholdere.

Et kendetegnende træk hos Grønlandsk Dorset er brugen af farverige stenredskaber af agat og kalcedon samt bjergkrystal. Varmebehandling før tilhugning af stenredskaber er et andet karakteristikum, ligesom nogle stenredskaber er blevet slebet. Stenredskaberne blev fremstillet med surringshak ved fæstet til et skaft eller et våben, og endeskrabere fra kulturen kendetegnes ved udsvungne sider.

Muligheden for møde mellem Saqqaq-folket og Grønlandsk Dorset er tidsmæssigt ikke umuligt; dog er der endnu ingen beviser på, at de mødtes. Efter Grønlandsk Dorset blev landet affolket i omtrent 700 år, indtil en ny indvandring fra vest genbefolkede landet. Mens landet lå mennesketomt, fortsatte Dorset-kulturen dog med at eksistere i arktisk Canada, men bosætningen rykkede til sydligere egne af Labrador og Newfoundland. Denne periode af Dorsetkulturen kaldes af arkæologer Mellem Dorset, og der er endnu ikke fundet levn herfra.

Den sidste Dorset-periode kendetegnes ved, at de tidligere forladte højarktiske områder genbefolkes. Dorsetkulturen, som er en udløber af den canadiske kultur Sen Dorset, indvandrede til Grønland og opholdt sig i de nordvestligste egne af landet i ca. 600 år.

Den sene Dorset-kultur er den første arkæologisk erkendte og generelt mest kendte af palæo-inuitkulturer. Selvom udviklingen og relationen til Canadisk Mellem Dorset og Sen Dorset ikke helt er forstået, antages det, at kulturen Sen Dorset udviklede sig lokalt fra kulturen Mellem Dorset i arktisk Canada og Newfoundland. Arkæologerne kender ikke årsagen til, at Sen Dorset-folket spredte sig til de højarktiske områder, men klimaændringer i den middelalderlige varmeperiode er en generelt accepteret årsag til deres ekspansion til højarktis. Dog er der ofte et samspil mellem flere forhold, når der sker ændringer med kulturerne.

Sen Dorset-folket udviklede en særpræget og iøjnefaldende kunstnerisk tradition, som sædvanligvis var små udskårne figurer af bl.a. ben, tand, drivtømmer og fedtsten. De skildrer redskaber, mennesker og dyr i både naturalistiske og abstrakte udgaver. Til tider ses figurerne dekoreret med udskårne symboler og tegn. Traditionen for at fremstille små figurer menes at være befordret af Sen Dorset-kulturens brug af metallerne meteoritjern og kobber til skæreredskaber. Figurerne havde forskellige funktioner; nogle var relaterede til spirituel praksis, personlige amuletter, legetøj, rituelle genstande, mens andre illustrerer forholdet mellem mennesker og dyr samt deres omgivelser.

Sen Dorset-folket skiller sig også ud ved, at de konstruerede bygninger, som arkæologerne kalder for langhuse eller megalitanlæg. Bygningerne er opført af store stenblokke sat i 8-43 m lange parallelle rækker med indre breddemål på 4-6 m. Det er usikkert, om strukturerne oprindelig har været overdækket med et skindtag, eller om der blev rejst skindtelte inde i strukturerne. I det hele taget ved man ikke, hvad formålet med langhusene var. Dog er der generel enighed om, at disse store bygninger blev opført til brug ved større sociale forsamlinger, frem for til brug som vinter- eller sommerboliger.

Vinterboligerne var forsænkede firkantede boliger, som kunne måle 4 x 5 m og var opbygget med tørvevægge. Fund af sneknive og brug af fedtstenslamper med brændstof af olie presset ud eller smeltet fra havpattedyrenes tykke fedtlag indikerer, at de i perioder kunne bo i snehytter.

Sommerboligerne er meget lig midtergangsboligerne fra de tidligere kulturer; dog er der ofte fundet flade sten med en fordybning på en af siderne ved eller i det centrale ildsted. Disse tolkes som grydeholdere.

Noget af det mest bemærkelsesværdige hos alle Dorset-folkene er, at brugen af buebor, bue og pil forsvinder, og at der ikke er gjort fund, som kan antyde brug af havgående fartøjer som hos inuit.

I Sen Dorset forblev befolkningen i området ved Pikialasorsuaq-polyniet (Nordvandet), beliggende mellem Ellesmere Island og Nordvestgrønland. Deres fangstredskaber var specialiseret til åndehulsfangst på havis og fangst fra iskanten. Det ses på udformningen af våbenspidser og harpunhoveder, at de var særligt fremstillet til jagt på havpattedyr.

Fedtstenskar og lamper er som regel små runde eller ovale kar. Brug af farverige bjergarter er stadig fremherskende; det drejer sig særligt om agat, kvartsit, bjergkrystal, basalt, skifer og kalcedon.

Meteorjern udhugget fra meteorforekomster ved Savissivik i den nordlige del af Qimusseriarsuaq (Melville Bugt) har været benyttet til våbenspidser og skæreredskaber, som blev formet ved udhamring. Meteorjern fra Savissivik er også fundet på Baffin Island og vestligere øer i arktisk Canada. Sammen med fund af naturkobber fra Kogloktok (Coppermine River) i den nordvestlige del af arktisk Canada vidner dette om et vidt udstrakt udvekslingsnetværk.

Fund af genstande fra nordboere både i den nordvestlige del af Grønland, Ellesmere Island og Baffin Island indikerer også, at netværket kunne omfatte nordboerne. Såfremt det har forholdt sig sådan, sluttede mødet mellem Sen Dorset og nordboerne cirklen om kloden for menneskets migration mod øst og vest mere end 60.000 år efter, at befolkningsgrupper udvandrede fra Afrika.