De grønlandske folketingsmedlemmer

Siden grundlovsændringen i 1953 har grønlandske vælgere, interesser og holdninger været direkte repræsenteret med to medlemmer i det danske Folketing. Siumut har stort set haft det ene af de grønlandske mandater siden partiets oprettelse i 1977. Det andet havde Atassut indtil 2001, hvor IA overtog det. I kontrast til de færøske folketingsmedlemmer gik der mere end tyve år, fra Grønland fik egen repræsentation, til et grønlandsk medlem blev medlem af en dansk partigruppe (Lars Emil Johansen hos SF i 1975). Herefter har de grønlandske medlemmer oftest tilhørt eller samarbejdet mere løst med danske partigrupper, mest kontinuerligt Siumut og Socialdemokraterne. Fra 2001 til 2011 dannede Siumuts og IA’s folketingsmedlemmer sammen med den færøske republikaner en nordatlantisk partigruppe.

De grønlandske folketingsmedlemmer har oftest beskæftiget sig med politiske spørgsmål, som har været særlig relevante for Grønland. Især har man anvendt Folketingets spørgefunktion og udvalgsarbejdet til at kontrollere den danske regerings forvaltning af sagsområder, der ikke har været hjemtagne. Som folketingsmedlemmer har grønlandske politikere også haft mulighed for at påvirke dansk politik, ikke mindst i de tilfælde, hvor de har været afgørende for at bygge et parlamentarisk flertal: Efter valget i 1971 var Moses Olsen og Knud Hertling med til at sikre den socialdemokratiske regering.

I 2007 så det en overgang ud til, at de grønlandske medlemmer kunne blive afgørende for, at den borgerlige regering kom i mindretal i en sag om asylfamiliers mulighed for at bo uden for asylcentre. I sådanne situationer har rimeligheden af, at grønlandske mandater tælles med på lige fod, været anfægtet. I de senere år har grønlandske politikere ved flere lejligheder skaffet sig adgang til forligsforhandlinger, selvom deres mandater ikke har været nødvendige for et flertal, fx i forbindelse med forsvarsforlig og i forbindelse med etableringen af en pulje til nordatlantiske projekter på Finansloven.