Politik og planer i Grønland

Efter perioden med danskstyret samfundsplanlægning og den første hjemmestyretids accelererede overtagelse og opbygning af grønlandske institutioner er grønlandsk politik og samfundsudvikling siden årtusindskiftet sat i et andet gear. På den ene side er store ambitioner om en selvstændig velfærdsstat, en selvbærende økonomi og et folk, der selv kan løfte begge dele, fortsat drivende. På den anden side er de næste skridt på vejen store og tunge, og politikken er præget af uenigheder om prioriteringer og afvejningen af forskellige interesser.

Indførelsen af selvstyre i 2009 udløste stolthed og gåpåmod, men efter lidt over et årti er stemningen mere afdæmpet. Med de solide indtægter fra fiskeriet er nationaløkonomien og landskassen sund, og grønlændere fylder mere i ledelse og stillinger, der kræver specialiserede uddannelser. Men hjemtagelserne er gået i stå, og hverken råstofferne eller turismen er trådt i karakter som økonomisk bærende erhverv.

Teknokratiske forsøg på at formulere grundlag for overordnede samfundsmæssige prioriteringer, fx Strukturpolitisk Handlingsplan 2000 og diverse udkast til landsplanredegørelser, er som følge af politisk uenighed blevet kvalt i fødslen eller har kun haltende ladet sig omsætte til konkrete reformer. Et tilbagevendende tema for både teknokratiske planer og den politiske debat har været størrelsen af den offentlige sektor. Den offentlige forvaltning kritiseres for at være for stor til et så lille samfund – og det støder sammen med de smådriftsulemper, der følger af ambitionen om, at Grønland skal forvalte alle områder på lige fod med større nationalstater. Ønsker om at overlade mere til private støder sammen med smådriftsulemper ved ødrift af 71 adskilte samfund, der er så små, at der for mange opgaver ikke vil være marked for mere end én aktør – og ofte ikke engang én.

I stedet har den politiske opmærksomhed været rettet mod en række sektorreformer, som skal finjustere den økonomiske effektivitet, udvikle de menneskelige ressourcer eller bringe infrastrukturen til et nyt stade. En del af reformplanerne (eksempelvis i fiskerisektoren) ender som mindre justeringer efter tovtrækning mellem velkendte interesser (de store effektive koncerners bidrag til eksport og landskasse; det kystnære fiskeris opretholdelse af kultur og bosteder; de landbaserede produktionsanlægs beskæftigelse). Andre forbliver ambitiøse målsætninger, uden at de fornødne ressourcer findes (fx engelsk som førstesprog, reformer af uddannelsessektoren). Det er i det lys, man må se den helt særlige karakter, som corporate social responsibility (CSR) har fået i Grønland. I andre lande bæres CSR af private firmaer, der forsøger at skaffe sig legitimitet ved ikke bare at sælge konkrete varer og tjenesteydelser, som markedet efterspørger, men også tager hensyn til samfundsmæssige værdier, der efterspørges af kunderne. I Grønland bæres CSR i vid udstrækning af offentligt ejede selskaber. Ud over at løse de opgaver, deres ejere har givet dem, forsøger selskaberne via forskellige tiltag under overskriften CSR at kompensere for deres ejeres manglende prioriteringer eller muligheder for at gennemføre politik på andre områder.

Store visioner for udvikling løber tør for dynamik, når de drivende projekter ikke har materialiseret sig (fx Alcoas aluminiumssmelter og en lang række mineprojekter baseret på udenlandske investeringer). På en del reformområder har regionale ambitioner sat hinanden skakmat, enten direkte, fordi de regionale vækstcentre er bange for, at Nuuk skal løbe med det hele, eller indirekte, fordi en investeringspakke, for at gøre alle tilfredse, ender med at være ubetaleligt stor og driftsøkonomisk tvivlsom. Undervejs har en række luftkasteller kostet dyrt. Trods stakkevis af konsulentrapporter, utallige borgerhøringer og sagsbehandling i dagevis i departementer og selvstyreejede aktieselskaber er det i sidste ende et politisk valg, i hvilket omfang man tør tro på, at en lufthavn eller en mine vil bringe opblomstring eller ødelæggelse med sig.

På samme måde vil det være et politisk valg, om fordelene i form af selvbestemmelse og selvrespekt vil overstige ulemperne i form af usikkerhed og mere direkte stormagtspres, når Forfatningskommissionen barsler med et forslag til forfatning. Oprindelig fik kommissionen til opgave at skrive to forfatninger: en, der skulle kunne bruges sammen med den danske Grundlov, og en anden, der skulle danne rammen om et selvstændigt Grønland. Efter en rodet proces, der var svær at løbe i gang, har den stærkt forsinkede kommission kun arbejdet med den sidste. Til gengæld er forventningen, at forfatningen vil lægge op til, at et selvstændigt Grønland kan indgå i »free association« med fx Danmark. Næste skridt bliver i givet fald et nyt forhandlingsforløb med Danmark. Meningsmålinger peger på, at det bliver afgørende, om en ny ordning går ud over velfærden i Grønland.

Ambitionerne om selvbårenhed og selvstændighed har været drivkraft for reelle strukturelle omlægninger, især i hjemmestyreårene, hvor det foregik under slagord om løsninger med udgangspunkt i grønlandske forhold. Under disse slagord har efterfølgende generationer søgt international inspiration til næste skridt: Kravene om hjemmestyre, rettigheder, selvstyre og selvstændighed kan kun forstås i lyset af den globale afkolonisering, af den internationale bevægelse af oprindelige folk og af erfaringerne høstet af de andre folk i Nordatlanten, der har løsnet båndene til København. Mange af de store planer for økonomisk selvbårenhed kan kun forstås som en del af internationale strømninger – og flere af de konkrete skridt er taget efter inspiration fra andre folk og lande, hvis udfordringer ligner Grønlands mere, end Danmarks gør. I det lys kan hjemme- og selvstyreårene kun ses som et succesfuldt arbejde med at gøre afhængigheden af Danmark mindre og med at finde grønlandske løsninger på grønlandske problemer. Ikke kun ved at se indad, men ved at se udad.