Efterkrigstiden og afkolonisering i Grønland

En række folketingslove fulgte på baggrund af kommissionsbetænkningen, herunder centralisering af landsrådene og af administrationen. På den forfatningsmæssige side blev Grønland tænkt ind i revisionen af Grundloven, og da loven trådte i kraft d. 5. juni 1953, blev Grønland formelt set en ligestillet del af det danske rige.

Forløbet omkring inklusionen af Grønland i Danmark viste klare interesser fra begge sider i at fastholde forbindelsen mellem landene. Danmarks interesser havde rødder i de sikkerhedspolitiske strømninger i tiden, herunder forholdet til USA, mens Grønland så en klar fordel i at fortsætte det langvarige forhold til en værdsat partner.

I 1951 blev en ny forsvarsoverenskomst mellem Danmark og USA vedrørende Grønland indgået. På denne baggrund fortsatte USA sit engagement i Grønland, men denne gang med hovedvægten på Thulebasen ved Pituffik, som blev etableret i 1951. Den lokale inughuitbefolkning i Thule blev, af hensyn til en planlagt udvidelse af Thulebasen, tvangsflyttet kort før at Grundloven trådte i kraft.

På det sikkerheds- og udenrigspolitiske felt var der i begyndelsen af 1950’erne ingen inddragelse af grønlandske politikere, når beslutninger skulle tages. Samtidig var tempoet for udviklingen for alvor sat op, og som følge af disse tiltag viste det sig hurtigt, at befolkningen havde svært ved at finde sig til rette med de store ændringer, der skete.

Med nyordningen forsvandt monopolet, og der blev dermed banet vej for private initiativer. De første år sås en del nye kiosker, men efterhånden også butikker med et varelager, der kunne konkurrere med Den Kongelige Grønlandske Handel. I 1963 blev den første brugsforening etableret, og i dag har Kalaallit Nunaanni Brugseni forretninger i flere byer. Håndværkere, ofte udsendte danskere, oprettede private virksomheder og deltog i stigende grad i opførelsen af boliger og andre bygninger og anlæg.

Samfundsøkonomien skulle bygge på udnyttelsen af landets ressourcer, først og fremmest fiskeri. Erhvervsstøtte gjorde det muligt at investere i større fiskerbåde, og antallet af fiskere steg, mens fangererhvervet fik mindre betydning, bortset fra i yderdistrikterne. De første år blev der satset på torskefiskeri, men da torskebestanden blev mindre, fik rejefiskeriet stadig større betydning, og rejer har siden været Grønlands vigtigste eksportvare.

Mens private fiskere udbyggede fiskeflåden, var der stort set ingen private investeringer i fabrikker og andre anlæg til produktion af fangsten. Denne opgave måtte staten derfor påtage sig, og i KGH’s regi blev der opført fabrikker til behandling af torsk og rejer.

I 1960 nedsatte staten Grønlandsudvalget af 1960, kaldet G-60, der i en betænkning udgivet 1964 bl.a. foreslog en intensivering i investeringerne i både infrastruktur og produktionsanlæg. Investeringerne skulle primært ske i de såkaldte åbentvandsbyer Paamiut, Nuuk, Maniitsoq og Sisimiut, hvor der var mulighed for at drive fiskeri hele året og dermed opnå en øget produktion.

Allerede før 2. Verdenskrig var dele af befolkningen flyttet fra mindre bopladser og udsteder til primært byerne. Som led i moderniseringen blev der ført en politik, der skulle øge fraflytningen fra de små steder. Landsrådet støttede op om denne politik, og kommunalbestyrelserne skulle årligt vurdere, hvilke af de beboede steder der skulle udvikles. Disse vurderinger blev afgørende for, om der skulle investeres i infrastruktur på stedet, og om befolkningen kunne modtage støtte til opførelse af en ny bolig. På denne måde pressede man dele af befolkningen til at flytte til de steder, hvor myndighederne ønskede en udvikling.

Koncentrationspolitikken blev forstærket efter 1960 i forlængelse af planerne om udbygning i åbentvandsbyerne. For at kunne huse de mange tilflyttere begyndte man at opføre boligblokke i beton, men alligevel var der i denne periode konstant mangel på boliger i byerne.

Også uddannelsespolitikken var i fokus. Det havde længe været opfattelsen, at gode danskkundskaber og kendskab til dansk kultur var en forudsætning for at bedre uddannelsesniveauet og dermed for at overtage de stillinger, danskerne hidtil havde haft.

Den nye skolelov fra 1950 åbnede – i første omgang i de største byer – for den mulighed, at eleverne efter 2. klasse kunne følge et spor, hvor dansk var undervisningssproget, dog på nær i fagene grønlandsk og religion. Det skulle bl.a. kvalificere til optagelse på realskolen på samme niveau som en dansk realeksamen. Mellem 1961 og 1976 blev mere end 1.500 elever efter 6. klasse sendt til Danmark, hvor de boede hos danske plejefamilier og fulgte undervisningen i danske skoler. I samme periode blev der oprettet fire kostskoler i Danmark, udelukkende for grønlandske elever, der skulle fortsætte skolegangen efter 7. klasse.

Bortset fra seminariet i Nuuk blev der ikke oprettet læreanstalter før i 1977, hvor Jern- og Metalskolen i Nuuk og Bygge- og Anlægsskolen i Sisimiut blev oprettet. Videregående uddannelser skulle tages i Danmark, og nogle steder blev der oprettet rent grønlandske klasser, fx på handelsskolen i Ikast og børnehaveseminariet i Aarhus.

I Danmark opstod flere foreninger for grønlændere i Danmark, og i flere byer blev der oprettet institutioner, der bl.a. skulle varetage de uddannelsessøgendes interesser. Disse eksisterer stadig i København, Aarhus, Odense og Aalborg som De Grønlandske Huse.

De mange reformer betød store forandringer i de demografiske forhold. Sammen med den forbedrede boligstandard betød en målrettet indsats på sundhedsområdet, at tuberkulosen efterhånden forsvandt i landet. Det medførte et kraftigt fald i dødeligheden og dermed en kraftig stigning i befolkningstallet, der fra 1950 til 1970 næsten undergik en fordobling fra omkring 23.000 til knap 44.000 indbyggere.

Børnedødeligheden faldt drastisk, og børne- og ungdomsårgangene udgjorde en stadig større del af befolkningen. Gennemsnitslevealderen steg fra omkring 40 år i 1950 til mere end 60 år i 1975. Tidligere havde udsendte danskere udgjort nogle få hundrede, men med de nye aktiviteter kom tusindvis af danskere nu til landet. De såkaldte sommermænd var især beskæftigede i byggeriet og opholdt sig kun i landet i den travle sommerperiode. Nogle havde ansættelse i flere år, inden de forlod landet, mens andre slog sig ned, fordi de havde stiftet familie, eller fordi de af andre grunde havde besluttet sig for at blive.

I 1975 var mere end 9.000 danskere bosat i Grønland, og de udgjorde omkring 20 % af befolkningen. Samtidig steg også antallet af grønlændere, der boede i Danmark. De fleste var under uddannelse og vendte, for de flestes vedkommende, tilbage til Grønland. Andre var blevet dansk gift og valgte at blive i Danmark.

De mange reformer og investeringer i 1950’erne og 1960’erne skabte tydelige forbedringer i de materielle vilkår. Samtidig opstod en række problemer, der kan tolkes som et resultat af, at dele af befolkningen ikke blev en del af samfundsændringerne og endte som passive tilskuere til den udvikling, de ikke havde fordele af.

En forholdsvis stor del af befolkningen havde ingen erhvervsuddannelse og endte dermed i en dårlig beskæftigelsessituation med lav løn og risiko for arbejdsløshed. En stor del af denne gruppe var folk med en traditionel grønlandsk opvækst, især folk fra bygderne eller folk, som var flyttet fra en bygd til en by. Symptomerne var øget forbrug af alkohol, der nu kunne købes frit, øget kriminalitet og et stigende antal selvmord.

I politiske kredse og organisationer var der en stigende utilfredshed med, at den grønlandske befolkning ikke i tilstrækkelig grad havde indflydelse på udviklingen og endte som andenrangsborgere i samfundet. Situationen skabte en fornyet debat om rammerne for udviklingen og krav om en reel ligestilling.

Moderniseringen af samfundet betød også udformningen af en lovgivning, der skulle sikre borgernes retssikkerhed, men i nogle tilfælde skete det modsatte: Forsøget med at sende 22 grønlandske børn på et års ophold i Danmark og derefter på børnehjem i Nuuk i begyndelsen af 1950’erne for at gøre dem til »forbilledlige borgere«, sagen om de juridisk faderløse børn og mere eller mindre formelle adoptioner af grønlandske børn skete ud fra et ønske om at assimilere grønlændere, det grønlandske samfund og den grønlandske kultur, men det fik store negative konsekvenser for de berørte.

Indførelsen af kvinders valgret i Grønland i 1948 betød, at grønlandske kvinder i højere grad blev ligestillet end tidligere, og flere fik vigtige samfundsfunktioner og kom på arbejdsmarkedet. Herefter gav flere kvinder udtryk for deres ønsker om større indflydelse i samfundet.

I takt med udviklingsprocessen ændrede drøftelserne i kvindeforeningerne sig fra emner som familie og børn til også at handle om boligpolitik, uddannelse og sundhedsforhold. Kalaallit Nunaanni Arnat Peqatigiit Kattuffiat havde til formål at samle landets kvindeforeninger og medvirkede til en betydelig udvidelse af foreningernes betydning på det samfundspolitiske område. På trods af dette var der stadig forholdsvis få kvinder i politik og erhvervsliv, men flere kvinder tog nu en uddannelse.

Med etableringen af de politiske partier i 1970’erne forsvandt kvindeforeningernes funktion som platform for kvindelige kandidater i politik mere og mere.

Efterhånden bredte modstanden sig også til andre dele af moderniseringen. I midten af 1960’erne diskuterede man forslag til en ny grønlandsk skolelov, hvor et af de vigtigste elementer var en styrkelse af danskundervisningen. Forslaget indeholdt en bestemmelse om, at forældrene kunne udskyde undervisningen i grønlandsk til 3. klasse. Det mødte skarp kritik og en frygt for, at en sådan ordning ville svække det grønlandske sprog.

I 1970 blev der i Sisimiut afholdt en konference med deltagelse af grønlandske politikere og repræsentanter for et bredt spekter af interesseorganisationer med det formål at diskutere Grønlands fremtid. Man diskuterede centrale emner som erhverv, befolkningskoncentration, skole og uddannelse, sprog, sociale problemer m.m. og udstak retningslinjer, som set under et krævede et mere uafhængigt Grønland og politikker, der i højere grad rettede sig efter grønlandske forhold. I en særlig udtalelse understregede repræsentanter for den grønlandske ungdom, at grønlænderne skulle betragtes som et nationalt mindretal, og at man ønskede et mere politisk uafhængigt Grønland.

Grønlandsudvalget og dets betænkning blev kendt under betegnelsen G-60. G-60-kommissionens opgave var at gennemgå de politiske, økonomiske og administrative forhold. G-60’s plan var: »… at højne den grønlandske befolknings politiske, sociale og kulturelle status og forøge levefoden.«

I Grønland opstod der gradvist en modstand mod konsekvenserne af G-60. Modstanden var inspireret af tanker omkring national identitet og internationale strømninger om »frie folk«. Man ville fremme en mere positiv opfattelse af det at være grønlænder og fremhævede, at grønlænderne var et særegent folk med egen kultur, traditioner og sprog, og at denne erkendelse var vigtig, for at grønlænderne skulle kunne møde danskere som ligemænd.

Det var nu et udtalt ønske, at man i højere grad udformede sine egne politiske og administrative systemer i bedre overensstemmelse med landets behov og med større deltagelse af grønlænderne selv. Den øgede politiske bevidsthed, bl.a. under påvirkning af den samtidige politiske udvikling i Danmark, de grønlandske studerendes forening og foreningen Peqatigît Kalâtdlit, påvirkede samfundsdebatten. Man vendte sig nu mod de principper, som lå bag den førte politik i Grønland, og dermed også imod daniseringen.

Ligestillingsbegrebet blev omdefineret: På samme måde, som danskerne skulle forstås ud fra egne forudsætninger, således skulle grønlænderne nu forstås ud fra deres forudsætninger, og den naturlige konsekvens heraf var krav om en udvikling, der var baseret på »et mere grønlandsk Grønland«.

Gennemførelsen af dette ville ikke kun kræve grundlæggende ændringer i den hidtil førte politik i Grønland, men også i forholdet mellem Grønland og Danmark. Nedlukningen af kulminebyen Qullissat 1972 blev symbolet på en forfejlet modernisering af Grønland, hvor økonomiske hensyn stod over hensynet til befolkningen, og hvor individer følte, at de reelt ingen indflydelse havde på egne anliggender.

Da Grønland formelt set var en integreret del af Danmark, betød Danmarks ønske om optagelse i EF også, at Grønland var omfattet af ansøgningen. Mens forhandlingerne med EF fandt sted, opstod der imidlertid en forandring i de grønlandske syn på relationerne til Danmark. Et grønlandsk ønske om en separat afstemning for Grønland blev afvist af regeringen. Resultatet i Grønland blev et klart nej til EF, men da de danske vælgere stemte ja, måtte Grønland følge med Danmark ind i det europæiske fællesskab.

Oliekrisen i 1970’erne affødte ligeledes diskussioner om retten til undergrunden i Grønland. Disse var også medvirkende til den politiske mobilisering i Grønland – en række partier og foreninger så dagens lys. Den grønlandske ungdom var en væsentlig faktor for den politiske mobilisering, fx satte rockbandet Sume ord på mange grønlænderes kritiske holdning over for den danske politik og ønsket om selvbestemmelse.

De nye samfundspolitiske bevægelser fik stor indflydelse på den udvikling, der skete i de følgende årtier. En ny generation af grønlandske politikere blev i begyndelsen af 1970’erne valgt ind i de politiske organer, og igennem deres folkevalgte positioner blev forslag om et hjemmestyre i Grønland formuleret. De grønlandske ønsker var øget selvstyre og medindflydelse på egne forhold, kontrol over undergrunden, og at den fremtidige udvikling i højere grad kunne foregå på grønlandske præmisser.

Forbindelsen til Danmark var der i væsentlig grad forskellige holdninger til. Fra et ønske om hurtig selvstændighed, til at hjemmestyreordningen måtte være et nødvendigt onde på vejen mod selvstændighed, og endelig til, at Grønland fortsat skulle være en del af Danmark.