Ilisimatusarfik (Grønlands Universitet) og Pinngortitaleriffik (Grønlands Naturinstitut) ligger i udkanten af Nuuk mellem forstaden Nuussuaq og lufthavnen. På Ilisimatusarfik var der i 2020 fire institutter med i alt omkring 750 studerende og 100 ansatte. I baggrunden ses Nuuks vartegn Sermitsiaq indhyllet i skyer.

.
De 30-34-åriges højest gennemførte uddannelse i Grønland i hhv. 2002 og 2019.
.

Første uddannelse i Grønland ud over folkeskolen var lærer-/kateketuddannelsen ved Ilinniarfissuaq, der blev etableret i 1847 i Nuuk og i 1848 i Ilulissat. I mere end 100 år, frem til oprettelsen af Ilisimatusarfik (Inuit Instituttet) i 1984 (omdøbt til Ilisimatusarfik (Grønlands Universitet) i 1987), var læreruddannelsen den højeste uddannelse, der kunne gennemføres i Grønland.

Læreruddannelsen fik i 1974 følgeskab af uddannelsen til socialpædagog. I 1995 flyttede uddannelsen under navnet Perorsaanermik Ilinniarfik (Socialpædagogisk Seminarium), PI (SPS), fra Nuuk til Ilulissat. Ud over uddannelsen til socialpædagog på bachelorniveau udbyder PI (SPS) fire andre socialrettede erhvervsuddannelser. 58 % gennemfører uddannelsen til socialpædagog.

På Ilisimatusarfik blev de første kandidatuddannelser udbudt i 1987. Den nye universitetspark Ilimmarfik, der har Grønlands Naturinstitut som nærmeste nabo, blev indviet i 2008. I dag er der fire institutter på Ilisimatusarfik: Institut for Samfund, Økonomi og Journalistik, Institut for Kultur, Sprog og Historie, Institut for Sundhed og Natur samt Institut for Læring. Under hvert institut er der en række afdelinger, og tilsammen dækker de fire institutter over ti afdelinger. Herudover er der etableret en ph.d.-skole. Et planlagt bachelorforløb i Arktisk biologi har endnu ikke i 2021 opnået finansiering.

Antallet af indskrevne studerende ved Ilisimatusarfik er steget de seneste ti år; fra omkring 500 studerende i 2009 til ca. 700 i 2019.

Ud over Ilisimatusarfik er det muligt at tage en videregående uddannelse i Sisimiut, hvor DTU i samarbejde med Grønlands Selvstyre udbyder en fireårig arktisk diplomingeniøruddannelse, Artek, der optager studerende fra både Grønland og Danmark. Det første halvandet år foregår i Sisimiut, ligesom et halvt års praktik samt afgangsprojektet på et halvt år som oftest foregår i Grønland eller alternativt et andet sted i Arktis. Det resterende halvandet år foregår i Danmark. Siden Arteks opstart i 2001 er 135 arktiske diplomingeniører dimitteret fra uddannelsen, heraf 56, der har færdiggjort gymnasiet i Grønland. 68 dimittender arbejdede i 2020 i Grønland, heraf 50, der har færdiggjort gymnasiet i Grønland.

Pinngortitaleriffik, Grønlands Naturinstitut, der primært er en forskningsinstitution, har siden 2015 gennemført kandidatforløb for biologistuderende gennem programmet Arctic Science Study Programme, ASSP. Siden opstart i 2015 har der frem til efteråret 2021 været 158 studerende igennem programmet. Kandidatstuderende på ASSP kommer primært fra universiteter uden for Grønland, da der i 2021 endnu ikke var etableret en naturvidenskabelig bacheloruddannelse.

Videre læsning

Læs mere om samfund og erhverv i Grønland

Læs videre om

Læs også om

Se alle artikler om Uddannelse, sundhed og omsorg

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig