De 30-34-åriges højest gennemførte uddannelse i Grønland i hhv. 2002 og 2019.
.
Studenter i Nuuk, 2020. Dagen blev bl.a. markeret ved, at dimittenderne i fællesskab hejste Erfalasorput. Efter folkeskolen er det for mange unge nødvendigt at flytte for at tage en erhvervsuddannelse eller gå på et af landets fire gymnasier. Lidt mere end halvdelen af befolkningen bor i de fire gymnasiebyer, men for nogle betyder det at påbegynde en gymnasial uddannelse en rejse på mere end 1.000 km.
.

Landstinget vedtog i 1986, at der blev indført en treårig gymnasial uddannelse i Grønland. Den skulle bygge på den danske højere forberedelseseksamen, og samtidig skulle det være muligt at inddrage træk fra det grønlandske kulturelle liv og egenart. I 1996 blev HF-uddannelserne omdannet til GU (Gymnasium). Landsstyret besluttede i efteråret 1997 at arbejde på etableringen af et teknisk gymnasium (HTX). I 1999 blev et lovforslag vedtaget herom, og HTX-uddannelsen tog de første elever ind i 2000. Som den sidste del inden for uddannelsesområdet overgik de gymnasiale uddannelser d. 1. januar 2009 til Selvstyret. Grønland har nu fire gymnasier, der i 2021 havde følgende elevantal: Qaqortoq i Kommune Kujalleq 139 elever, Nuuk i Kommuneqarfik Sermersooq 445 elever, Sisimiut i Qeqqata Kommunia 171 elever og Aasiaat i Kommune Qeqertalik 262 elever. Herudover er det muligt at gennemføre gymnasiet som fjernundervisning på eGUX-linjen.

Gennemførelsesprocenten for gymnasieuddannelserne var i 2019 på 48 % med en gennemsnitsalder på 23 år. Det store frafald bunder i mange faktorer, hvoraf afstand til hjemmet er en væsentlig faktor. Herudover har elevernes sociale baggrund, sprogkompetencer og generelle faglige kompetencer en betydning.

43 % af de elever, der i 2017 gennemførte en gymnasial uddannelse, påbegyndte inden for to år en videregående uddannelse. Dette er en lille stigning på 2 procentpoint i forhold til årgangen før. Andelen har dog været faldende over en årrække, og der er et fald på 32 procentpoint i forhold til studenterne fra 2008, hvor 75 % inden for to år efter studentereksamen begyndte på en videregående uddannelse.

18 % af de elever, der i 2017 gennemførte en gymnasial uddannelse, fortsatte i en erhvervsuddannelse. Samlet set er andelen, der er begyndt på enten en videregående uddannelse eller erhvervsuddannelse inden for to år, faldet fra 80 % (studenter årgang 2008) til 61 % (årgang 2017).

Faldet i andelen, der fortsætter i en videregående uddannelse, skal ses i sammenhæng med antallet af studenter. Antallet af elever, der gennemførte den treårige gymnasiale uddannelse i perioden 2010-14, steg med 56 %, mens antallet af påbegyndte videregående uddannelser var på niveau med tidligere år.

Udviklingen i antal elever har været stigende med 347 påbegyndte forløb i 2005 og 500 i 2019. I 2005 blev 150 færdige med gymnasiet; i 2019 var det steget til 314.

Videre læsning

Læs mere om samfund og erhverv i Grønland

Læs videre om

Læs også om

Se alle artikler om Uddannelse, sundhed og omsorg

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig