Qaqortoq

Området har med al sandsynlighed været beboet af nordboere, men det danske navn Julianehåb er til ære for enkedronning Juliane Marie (enke efter kong Frederik 5.) og blev givet af den norske købmand Anders Olsen ved grundlæggelsen af kolonien i 1775.

Fra begyndelsen lå den danske mission i konkurrence med Herrnhut om at kristne befolkningen i regionen. Herrnhuterne bosatte sig i Imerissoq i 1774 og kaldte deres missionsmark for Lichtenau.

Julianehåb blev snart et vigtigt knudepunkt i hele regionen for handel, mission og mineraludvinding. Gennem hele 1800-tallet blev geologien kortlagt, og små miner blev startet op. Det stoppede i begyndelsen af 1900-tallet, men interessen eksisterer fortsat. Kolonien etablerede prøvestationerne Nordprøven (nu Narsaq) i 1830 og Sydprøven (nu Alluitsup Paa) i 1850.

Tasersuaq (Storesøen) nordvest for byen har gennem tiden været et yndet opholdssted, med bær langs bredden og ørreder i søen. Midt i søen ligger Allagarsivit (Kongestenen), hvor Anders Olsen indridsede sit navn i 1777. Flere kongelige monogrammer pryder stenen, om end de næppe har været på stedet. Tasersuaq er, dengang som nu, byens primære drikkevandsforsyning.

I 1929 blev der bygget et fåreslagteri til efterårets slagtninger; det fungerede den resterende del af året som fiskefabrik. Slagteriet introducerede konserves for lokalbefolkningen, hvilket var et stort fremskridt for opbevaring af mad, som ellers traditionelt var foregået ved tørring af fisk og kød. Alle husstande fik en (konserves) dåseåbner, og slagteriet sendte kød- og fiskeopskrifter ud til de lokale. Slagteriet blev snart for småt og flyttede i 1955 til Narsaq.

Qaqortoq var og er kendetegnet ved den korte elv, der deler byen i to. I kolonitiden lå de grønlandske huse typisk på den vestlige side af elven, koloniens huse lå på den østlige side. Byen ligger i en gryde vendt mod fjorden syd for byen. Placeringen inde i fjorden og de høje fjelde omkring byen yder god beskyttelse mod føn-, norden- og vestenvind. Klimaet er mildt med gennemsnitligt 7,5 °C om sommeren og -0,1 °C om vinteren. Der kommer en del nedbør (972 mm/år), mest i efteråret og mindst i foråret.

I efterkrigsårene steg befolkningstallet i Qaqortoq. Folk fra bygderne flyttede til byen for at løfte behovet for arbejdskraft på fabrikkerne og i forvaltningen, ligesom grundlovsændringen i 1953 medførte en kraftig tilgang af danske kontorfolk, der skulle starte en kommunal administration. Byen voksede hastigt, primært mod nord og øst. I 1938 var der 708 indbyggere, i 1960 var indbyggertallet steget til 1.741.

Mod nord ligger bydelen Illoqarfittaaq (»den nye by«), oprindelig domineret af klassiske boligblokke opført af Grønlands Tekniske Organisation (GTO) under moderniseringen. Flere punkt- og rækkehuse kom til i perioden frem mod 1980’erne. To nedslidte GTO-boligblokke blev saneret i 2021. I bydelen findes også idrætshallen fra 1973 og Sulisartut Højskoliat (Arbejderhøjskolen) fra 1977. Højskolen overtog GTO’s barakker, som var blevet brugt af håndværkere fra Danmark.

Mod øst ligger boligkvarterer med private huse mellem alderdomshjem, butikker og administrationsbygninger. I 1960’erne nåede bebyggelsen bakken mod Alleriisanngivit, som byen gradvis voksede op ad. I 1964 kom den danske prinsesse Benedikte til Qaqortoq, og vejen op ad bakken blev navngivet »Prinsesse Benediktesvej«. I 2011 blev den gamle grus-fodboldbane renoveret, og Grønlands første kunstgræsbane, indviet af FIFAs daværende præsident, Sepp Blatter, var en realitet.

I havneområdet ligger en containerterminal, en fiskefabrik, et skibsværft samt landets eneste garveri, Great Greenland. Garveriet var i begyndelsen på private hænder, men ejes i dag af Grønlands Selvstyre. Det primære fokus er indkøb og garvning af sælskind, mens systuen er reduceret til ca. 10 % af tidligere tiders størrelse. Fiskefabrikken har i de seneste årtier haft forskellige ejere og har på skift forarbejdet torsk, rejer og pelagiske arter. For at overleve inviterede byens værft flere funktioner under samme tag og huser i dag også et entreprenørselskab.

Det gamle havnepakhus har bl.a. fungeret som handelskontor, posthus og rejsebureau og huser nu Innovation South Greenland (erhvervsudvikling) og kontoret for UNESCO Kujataa.

Anders Olsensvej er byens centrale gade med to supermarkeder, rådhus, selvstyreadministration, bank, posthus, hotel, forsamlingshus, kirke, restaurant og bar – og det gamle alderdomshjem fra 1953.

Regionssygehuset i Qaqortoq har ca. 60 ansatte i to afdelinger og plads til 18 patienter. Sygehuset har ansvaret for alle bygder i kommunen og sundhedscentrene i Narsaq og Nanortalik.

Qaqortoq er siden 2008 blevet forsynet med elektricitet fra vandkraftværket Qorlortorsuaq ca. 45 km øst for byen. Varmen kommer fra en kombination af affaldsforbrænding og et konventionelt kraft-varme-værk, suppleret med elvarme fra Qorlortorsuaq. Et vandværk placeret ved Tasersuaqsøens udmunding leverer byens drikkevand. El, vand og varme leveres af Nukissiorfiit. Hele byen er fuldt kloakeret med få undtagelser i små erhvervsområder i byens udkant. Qaqortoq var en af de første byer, der fik søkabel, og dermed leverer Tusass (Tele Post Greenland) lynhurtigt internet og telefoni til byen.

Med Disko Line er der daglige forbindelser med hurtiggående mindre både til Narsarsuaq og Narsaq, og Air Greenland har flere gange om ugen forbindelse til Narsarsuaq og Narsaq med helikopter og et par gange ugentligt til Nanortalik. Arctic Umiaq Lines kystpassagerskib sejler hver uge nordover. Flytransport til resten af landet foregår via Narsarsuaq, hvor Air Greenland typisk har to-tre ugentlige forbindelser til Nuuk og Kangerlussuaq og om sommeren en ugentlig forbindelse til København, ligesom Air Iceland beflyver Narsarsuaq om sommeren. Uden for sommersæsonen foregår al persontransport fra Qaqortoq til udlandet over Kangerlussuaq.

Grønlands Selvstyre har besluttet at bygge en indenrigslufthavn i Qaqortoq med kapacitet til nære oversøiske destinationer som fx Island og Iqaluit i Canada. Finansieringen af lufthavnen faldt endeligt på plads i Inatsisartut mod slutningen af 2021.

Royal Arctic Line anløber en gang om ugen Qaqortoq, og herfra er der forbindelse med mindre skib til kommunens bygder.

Torvet i den historiske del af Qaqortoq er byens naturlige midte, og springvandet midt på torvet, etableret af tømrermester Pavia Høegh i 1930, er byens kendetegn.

Ved torvet ligger den gamle kolonibestyrerbygning fra 1804, hvor kolonibestyreren boede i stueetagen, mens Den Kongelige Grønlandske Handel (KGH) gennem næsten 100 år havde sin butik på 1. sal. Øverst, under kvisten, havde KGH kontor, indtil Qaqortoq Museum overtog bygningen.

Den lille røde bygning ved siden af museet, Qaqortup Katersugaasivia, er den gamle forstanderskabsbygning fra 1856. Forstanderskaberne, det første skridt mod demokrati i Grønland, var folkevalgte grønlandske mænd, som fik lov at diskutere koloniens og regionens fremtid. Da hjemmestyret kom i 1979, valgte landsstyreformand Jonathan Motzfeldt at markere begivenheden i forstanderskabets bygning.

Det gamle bryghus fra 1871, hvor Lokalavisen nu holder til, ligger ligeledes ved torvet, og den store tilbygning var KGH’s bageri fra 1948. I dag har en privat virksomhed, der producerer hudcremer baseret på grønlandske ingredienser, overtaget tilbygningen.

Neden for det tidligere bageri ligger den gamle butik fra 1900. Den første bygning blev for lille til handelens behov, så allerede i 1901 kom en tilbygning, der fordoblede butikkens areal. Koloniens butik flyttede ind her – efter næsten 100 år på loftet af kolonibestyrerens bolig.

På østsiden af elven ligger forsamlingshuset fra 1937 og den kommunale badeanstalt fra 1933 med skalmure beklædt med Igalikusandsten.

1920’erne var en brydningstid, hvor byggestilen gik fra tørv til træ, og selvbyggerhuse blev opført i stedet for de omkring 30 oprindelige tørvehuse.

Qaqortoq er regionens uddannelsescentrum, og i »skolekvarteret«, vest for elven, ligger uddannelsesrådgivningen Majoriaq, gymnasiet, folkeskolen, handelsskolen samt biblioteket i den gamle folkeskole fra 1909. Mellem skolekvarteret og Harefjeldet mod syd ligger byens kirkegård.

Frelserens Kirke langs den vestlige side af elven blev opført i 1832 som samlesæt produceret i Drammen i Norge. På Anders Olsensvej ligger byens nye kirke, Gertrud Rasks Kirke, opført i hvid beton og indviet i 1973.

Ud mod kysten ligger det gamle salteri fra 1933, i dag en butik med fiske- og fangstudstyr. På en sliske fra elven til salteriet kunne fangere og fiskere rense dagens fangst og sælge den til salteriet. For salget fik de »anmærkninger« – forgængeren for penge. For disse anmærkninger kunne man fx gå hen til brætsalget ved siden af salteriet og, nøje udmålt fra et bræt inddelt med streger, købe fisk eller kød. Derfor kaldes salgssteder for friskfangede råvarer rundtomkring i Grønlands byer for Brættet.

Den lokale kunstner Aka Høegh lavede i 1993-94 kunstprojektet Sten og Menneske. Her inviterede hun kunstnere fra hele Norden til at udforme skulpturer i klipper og fritstående sten rundtom i byen. Det har resulteret i omkring 30 skulpturer, som giver Qaqortoq et unikt kulturelt udtryk. Aka Høegh har også udsmykket elværkets skorsten, det gamle værfts kantine og gymnasiets aula.

I over 40 år har Qaqortoq haft solhvervsfestligheder. Musikere, gadegøglere, tryllekunstnere og teaterskuespillere har gæstet byen hvert år i ugen op til Grønlands nationaldag, der falder sammen med årets længste dag.

Læs mere om Grønlands kommuner og byer

Læs videre om

• Kommune Kujalleq
• Narsaq
• Narsarsuaq
• Nanortalik
• Qaqortoq Museum

Læs også om

• Bosteder med landbrug i Grønland
• Bygderne i Grønland
• De fem storkommuner

Se alle artikler om Kommunerne og byerne