Vindsystemerne i Grønland

Grønland, med en maksimal højde på ca. 3.700 m.o.h., fungerer som en barriere i troposfæren. Lavtryksområder, der dannes ved polarfronten, og de tilhørende frontsystemer, der former sig vest for landet, bliver typisk presset op af denne barriere. Det medfører relativt store nedbørsmængder i de kystnære fjeldområder og et fald i nedbør fra kyst mod indland. Afhængigt af, hvor nordligt frontsystemerne møder kysten, bevæger de sig enten nordpå parallelt med kysten eller sydpå rundt om landets sydspids. Det sker også, at frontsystemer bevæger sig ind over Indlandsisen. Dertil kommer det islandske lavtrykssystem, der dannes vest for Island, og som sørger for, at relativt lune luftmasser transporteres nordpå forbi Island. De varmere luftmasser kan medføre særdeles ustadige vejrforhold i Sydgrønland og bringer store nedbørsmængder med sig.

Over Indlandsisen reflekteres hovedparten af solindstrålingen tilbage til atmosfæren. Det medfører en lav temperatur og et helårligt snedække i de områder, hvor Indlandsisen vedligeholder eller øger sin masse. Afkølingen over Indlandsisen gør luftmasserne tungere, hvorved de bevæger sig nedad fra Indlandsisens skrånende sider mod kysten. En sådan luftstrøm, der kaldes katabatisk vind, er hyppig på Indlandsisen og kan medføre vindhastigheder på mellem 6 og 8 m/s. Langs den ofte bjergrige kyst udvikler der sig samtidig en række vindsystemer drevet af temperatur- og højdeforskelle. For eksempel kan der opstå læ-effekter, når en vind møder en bjergkæde, hvorved kraftige, tørre fønvinde kan udvikle sig. En særlig kraftig variant kaldes piteraq, som betyder »den, der dræber dig«. Fænomenet kendes bl.a. omkring Tasiilaq og har medført en tradition for at bygge huse parallelt med vindretningen og med døråbningen i læside.

Grønlands komplekse fjordtopografi medfører også lokale forskelle. Her kan fjordvinde opstå afhængigt af en fjords orientering, bredde og dybde. De opstår gennem en kombination af trykforskelle grundet uens opvarmning af land og hav samt en jeteffekt på grund af fjordes ofte kanaliserende form. Vindene kan opstå relativt hurtigt og lokalt, og sejler man i fjordene, er det nødvendigt at vurdere, om man kan nå at sejle hjem, inden der kommer bølgegang, eller man skal søge i sikkerhed og udsætte hjemturen. Om vinteren fryser de fleste fjorde til, og der dannes havis omkring kysterne, på nær strækningen omtrent mellem øen Qeqertarsuaq (Disko) og Narsarsuaq på vestkysten. Havisen påvirker især klimaet om vinteren, hvor eksempelvis Nordgrønland i perioder nærmest har et fastlandsklima med meget lav luftfugtighed og nedbør og stærk kulde. I foråret og den første del af sommeren begynder isen at smelte, og den kolde havoverflades møde med den lunere forårsluft kan danne udbredt tåge ved kysterne, hvor der er åbent vand.

Læs mere om natur og landskaber i Grønland

Læs videre om

• Temperatur og nedbør i Grønland
• Havebrug i Grønland
• Landbrug i Grønland

Læs også om

• Grønlands landskaber
• Havene omkring Grønland
• Grønlands kyster
• Grønlands isfrie landskaber
• Grønlands fjorde

Se alle artikler om Klima