Havebrug i Grønland

Grønlands kolde klima og stenede, muldfattige jordbund indbyder ikke umiddelbart til havebrug. Ikke desto mindre går havebrugets historie tilbage til den dansk-norske missionær Hans Egede, der foran beboelseshuset i Nuuk anlagde den første have i 1728. I løbet af 1700-tallet blev der anlagt nyttehaver foran europæernes boliger, også ved de herrnhutiske missionsstationer i de sydgrønlandske fjorde, hvor klimaet var gunstigere end i de kystnære kolonier. Udbyttet var beskedent, men et vigtigt bidrag i kampen mod skørbug, der skyldtes datidens C-vitaminfattige kost. Det tynde muldlag blev suppleret med velgødet jord fra gamle teltpladser og hustomter samt fuglefjelde. Både husdyrgødning og latrin blev desuden brugt som gødning. Havestykkerne blev indhegnet med jordvolde og stakitter for at give læ og holde de fritgående husdyr ude. Både husdyrgødning og latrin blev brugt til gødskning.

Havedyrkerne gjorde mange forsøg med europæiske køkkenurter som salat, spinat, kørvel og gulerødder. Roer og grønkål, der kunne gemmes til vinteren, klarede sig bedst. Med indførelsen af drivbænke og drivhuse i løbet af 1800-tallet blev vækstsæsonen forlænget, og havebruget oplevede et opsving. Efterhånden blev der også gjort plads til græsplæner, blomsterbede, grusgange og lysthuse, og haverne blev brugt som udendørs opholdsrum.

Blandt grønlænderne var der ingen tradition for havebrug, med undtagelse af i Igaliku, hvor der havde været husdyrhold og havebrug siden slutningen af 1700-tallet. Det ændrede sig efter en aktiv indsats fra Fåreavlsstationen, som blev oprettet i Qaqortoq i 1915. Fåreavlerne dyrkede grøntsager, først og fremmest majroer og kartofler. I 1930 kom den første tosprogede vejledning i plantedyrkning baseret på mange års erfaring i anlæg af haver, gødskning, såning og behandling af en række haveplanter, der trivedes godt i Grønland.

I 1971 blev der med en ny tosproget vejledning igen gjort et fremstød for at fremme havebruget, og siden 1990’erne er der oprettet haveforeninger i Qaqortoq og Nuuk. Nutidens byhaver er først og fremmest prydhaver suppleret med et par drivbænke til grøntsager. Forsøgsstationen har leveret robuste stauder, bl.a. venusvogn, gemserod, alaskalupin og nellikerod, som i dag suppleres med importerede stauder fra bl.a. Island. Dertil kommer et væld af etårige sommerblomster samt rosenrod, storblomstret gederams og kvan hentet i naturen.

Som noget nyt ses også bærbuske, småtræer og træagtige buske i haverne, fx alaskapil, balsampoppel, grønlandsk røn, bjergel samt nåletræer som engelmannsgran, ene og sibirisk lærk.