Træplantning i Grønland

Det kolde hav omkring Grønland giver lave sommertemperaturer, der begrænser trævækst. De indre sydgrønlandske fjordkomplekser har varmere somre, hvor pilekrat visse steder kan blive op til 3-5 m høje, og birkekrat på de bedste voksesteder bliver 5-8 m. Sammenlignet med tilsvarende områder i Nordamerika er antallet af træarter dog beskedent, træerne små og skovdannende nåletræer mangler.

Fjeld-enebær er det eneste naturlige nåletræ i landet; sandsynligvis har Labradorhavet forhindret spredning af de nordøstamerikanske nåletræsarter efter sidste istid. I over 100 år har der dog været interesse for at indføre og plante nåletræer, især i Sydgrønland, hvor der i mange år blev hentet brænde inde i fjordenes birkekrat.

Allerede i 1898 diskuterede man behovet for »rationel skovdrift« med henblik på at forsyne kommende generationer med brænde.

Det tidligste forsøg på at indføre nye træarter blev udført af herrnhutiske missionærer, som i 1846 udsåede frø af rødgran i det indre af fjorden Alluitsup Kangerlua (Lichtenau Fjord). Planterne er omtalt i 1923, men er siden forsvundet. Andre udsåninger er også forsvundet. En enkelt undtagelse er »Rosenvinges træer« fra 1893 ved Qinngua i fjorden Tunulliarfik lidt nord for Narsarsuaq. Her kunne tre gamle skovfyr i 2013 måles til knap 8 m.

Tusindvis af træer blev fra 1953 og en årrække frem plantet under ledelse af Poul Bjerge. Et resultat af dette arbejde er den lille nåletræsskov ved Qanasiassat i fjorden Tunulliarfik, hvor nogle contortafyr og sibiriske lærketræer i 2016 målte over 12 m.

Siden 1970’erne er der også foretaget større plantninger længere mod nord nær Nuuk, ved Qooqqutdalen og Amerallafjorden, samt nær Kangerlussuaq. Her var de største træer i 2019 op til 5-6 m høje.

I dag findes den største samling af indførte træarter i Arboretum Groenlandicum/Kalaallit Nunaata Orpiuteqarfia (Det Grønlandske Arboret), som ligger ved Narsarsuaq. Arboretet blev indviet i 2004, men hovedparten af plantningerne stammer fra 1980’erne og 1990’erne. I den periode blev der under ledelse af Søren Ødum og Kenneth Høegh plantet over 100.000 træer fordelt på over 100 arter. Langtfra alle arterne har klaret sig i det lokale klima, men forbløffende mange arter overlever, og nogle vokser fint og selvforynger sig.

Plantningerne ved Qanasiassat og Narsarsuaq viser, at man kan dyrke træer i Sydgrønland, hvis man planter de rigtige arter. I de senere årtier har træerne vokset særlig godt, hvilket til dels tilskrives de igangværende klimaændringer. Prognoser viser, at i fremtidens varmere klima vil det område, hvor der kan vokse boreal skov, blive meget større. Overvejelserne fra 1890’erne om skovdrift i Sydgrønland er derfor igen aktuelle.