Under den kolde krig fortsatte militærbasen, men nu med fokus på at betjene de mange radarstationer, som amerikanerne byggede rundtomkring i Grønland. Civile flyvninger begyndte i midten af 1950’erne, og i 1960 blev det civile område af lufthavnen anlagt, og Kangerlussuaq udviklede sig til indfaldsporten til Grønland. SAS indledte allerede i 1954 beflyvning af det vestlige USA via Kangerlussuaq og etablerede i 1967 den faste ruteforbindelse København-Kangerlussuaq. Det amerikanske luftvåben forlod basen i 1992, primært som følge af den kolde krigs afslutning, og basen fik sit oprindelige grønlandske navn Kangerlussuaq og blev overdraget til det daværende Hjemmestyre. Mittarfeqarfiit (Grønlands Lufthavnsvæsen) drev og vedligeholdte lufthavn, hotel, forsyning og infrastruktur, indtil Kangerlussuaq fik bygdestatus under Qeqqata Kommunia.
Fjorden Kangerlussuaq kan kun besejles cirka halvdelen af året, fordi den fryser til. Derfor var der i 1960’erne overvejelser om at etablere en vejforbindelse mellem Søndre Strømfjord Lufthavn og Sisimiut, så Sisimiut kunne anvendes som transithavn i vinterhalvåret.
Kangerlussuaq har haft afgørende betydning som international nødlufthavn for de transatlantiske ruter, en funktion, som International Civil Aviation Organisation (ICAO) fortsat finansierer.
Landskabet bærer tydeligt præg af nærheden til isranden, og der findes løse aflejringer fra smeltevandsfloder og moræneaflejringer i hele området. Indlandsisen mod øst og Sukkertoppen Iskappe mod sydvest skærmer Kangerlussuaq og medfører minimal nedbør. Den vindbeskyttede beliggenhed i bunden af fjorden giver gode flyvebetingelser i det ellers hårde arktiske klima med vintertemperaturer ned til og under -40 °C.
Rensdyr og moskus er udbredte og yngler i området. Det samme gælder vandrefalke og blisgæs. Moskusokserne blev i 1960’erne introduceret fra Østgrønland, og i dag ligger bestanden på ca. 10.000 dyr. Såvel gæster som fastboende kan med et passende køretøj nemt få adgang til det rige dyreliv.
Kangerlussuaq Havn ligger ca. 16 km vest for lufthavnsområdet, og i baglandet mod nord ligger forskningsstationen Kellyville, hvor internationale forskere bl.a. studerer atmosfæren.
En del krydstogtskibe benytter Kangerlussuaq til at skifte gæster, der sejles ind og ud med små både, fordi det ikke er muligt at lægge til i den eksisterende havn, som er meget lavvandet. Der arbejdes med planer om en ny havn på dybere vand længere ude langs fjordens nordside.
Kangerlussuaq er spredt over et stort område og har, primært takket være amerikanerne, et af landets længste vejnet. Fra lufthavnen kan der køres ud mod fjorden til havnen og videre til Kellyville, hvor der i dag også findes en del fritidshytter. Der er veje ind til Indlandsisen, og mod syd er der veje op til og bag fjeldet Black Ridge og neden for samme en vej til søen Lake Ferguson. I alt er der mindst 75 km vej i Kangerlussuaq.
I 2022 åbner et atv-kørespor på ca. 130 km mellem Kangerlussuaq og Sisimiut. Det er usædvanligt og ses som det første skridt til en egentlig vej og nye udviklingsmuligheder for erhverv, fiskeeksport og turisme. Langs sporet kan man opleve UNESCO Verdensarvsområdet Aasivissuit – Nipisat.
Et dieselgeneratoranlæg forsyner bygden med elektricitet og fjernvarme, der suppleres af en oliefyret varmecentral. Drikkevandet hentes i Lake Ferguson syd for bygden. Flertallet af bygninger er tilsluttet kloak, men enkelte har slamtank. Tusass (Tele Post Greenland) sørger for kommunikationslinjerne via Grønlands Radiokæde.
I Kangerlussuaq findes en sygeplejestation, der i samråd med regionssygehuset i Sisimiut behandler patienter. Der er i byen en integreret daginstitution til ca. 60 børn, en folkeskole til ca. 80 elever og en kombineret idræts- og svømmehal. Der er ingen ældrepleje eller alderdomshjem.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.