Sisimiut er den sydligste by på Vestkysten, hvor det er tilladt at have slædehunde. Her er et aktivt hundeslædemiljø med mange fritidskørere, men også fangere, der benytter hundeslæden i forbindelse med jagt på ren og moskus. Turisttilbuddet om flerdages slædetur tiltrækker en del. Her er folk på vej ud for at se grønlandsmesterskabet i hundeslædekørsel, der i 2015 blev afholdt i Sisimiut.

.

For at brede erhvervsgrundlaget ud har der i årtier været satset på at udvikle turismen til et egentligt bærende erhverv, og turismen har haft en gradvis men begrænset vækst. I 2019 modtog Grønland ca. 87.000 udenrigsflypassagerer, hvoraf skønsmæssigt halvdelen ankommer i erhvervsøjemed som konsulenter, forskere samt korttidsansatte i sundhedsvæsenet, uddannelse, bygge og anlæg, turisme mv. Der var endvidere 46.633 krydstogtturister, hvoraf en del er fløjet til og fra Grønland og derfor indgår i det samlede antal flyturister.

Aktuelt er de vigtigste turistdestinationer Ilulissat med Isfjorden og Ammassalik distrikt, hvor der kommer en del endagsturister via Island. Der er endvidere i de fleste dele af Grønland et stort turismepotentiale, men flere steder udgør infrastrukturen en barriere for turismeudviklingen. Nogle af disse lokaliteter benyttes aktuelt i begrænset omfang af krydstogtturismen.

Selvom turismen sammenlignet med nordeuropæiske lande er meget beskeden, bidrager den til beskæftigelsen med ca. 800 årsværk inden for overnatning og restauration (3 % af den samlede beskæftigelse). Heraf er de 227 udefrakommende (2019). En stor del af overnatningerne vedrører dog erhvervsturister, ligesom lokalbefolkningen udgør en væsentlig del af restaurationernes kundeunderlag.

Videre læsning

Læs mere om samfund og erhverv i Grønland

Læs videre om

Læs også om

Se alle artikler om Erhverv og arbejdsmarked

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig