Scenekunsten bygger bl.a. på en stærk fortælletradition, trommedans og maskedans. Disse traditioner har rod i sociale, kulturelle og spirituelle ritualer. Tromme- og maskedansen er to forskellige traditioner, der begge trækker tråde langt tilbage.
I perioden 1819 til 2011 udvikles teaterscenen, som vi kender den fra Vesten, sig fra det tidlige amatørteater til en genrebåret og mere professionel scene. Med etableringen af Silamiut Teatret i Nuuk i 1984 fik landet sit første professionelle teater, og denne scene overgik i 2011 til at være nationalteater.
Teater, som det kendes fra vestlige kulturer, kom til Grønland i 1819-20, da Peder Kragh, missionær ved Aasiaat, oversatte B.S. Ingemanns bibeldrama Røsten i Ørkenen, som handler om Johannes Døberen. Hovedindholdet var af grønlænderne kendt fra Det Nye Testamente, men det var først i 1874 lykkedes at få trykt manuskriptet.
Birgit Kleist Pedersen påpeger, at grønlandsk teaterhistorie kan inddeles i fire faser: I første fase, perioden 1820 til 1920, blev der primært opført amatørteater, og stykkerne var fortrinsvis oversatte.
Herefter, omkring 1930, begyndte man at se forskellige genrer inden for grønlandsk skuespil, bl.a. stykker af Pavia Petersen og Hans Lynge. Tredje fase blev indledt i 1975 med etablering af Tuukkaq Teatret i Fjaltring nær Lemvig, og den løb frem til 1984, hvor Silamiut Teatret blev etableret.
I 2011 overgik Silamiut Teatret til at være nationalteater, Nunatta Isiginnaartitsisarfia – Grønlands Nationalteater – hvorunder der også hører en skuespiluddannelse.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.