Grønlands traditioner og fortællinger

Embedsmand og geolog Hinrich Johannes Rink kom i 1852 til Sydgrønland, hvor han først var kolonibestyrer og i 1855 blev udnævnt til inspektør over hele landsdelen. H. Rink rapporterede, at den danske kolonisering var på vej til at ende fatalt. Befolkningen vantrivedes, blev mere og mere passiv og var som følge af hunger og epidemi i tilbagegang.

H. Rink opnåede i København velvilje til at nedskrive, indsamle, trykke og distribuere de mundtlige fortællinger. Med ønsket om at styrke og bevare den oprindelige kultur begyndte dette arbejde, og det blev et centralt element i opbyggelsen af en grønlandsk nation. Med respekt for sprogets egenart gjorde han opmærksom på vigtigheden af, at fortællernes dialekt og stavemåder forblev deres egne og ikke blev korrigeret.

I indledningen til bogen Eskimoiske Eventyr og Sagn (1866) skriver H. Rink, hvordan han opfatter den grønlandske kulturs forfald, og hvad der efter hans mening er gået galt: De fremmede har ikke forstået, at de små grønlandske samfund havde en civilisation; uden et egentligt samfundsliv kunne grønlænderne aldrig have overlevet. De bærende funktioner i samfundslivet blev varetaget af en angakkoq (shaman), der med sine særlige evner hjalp befolkningen i de små samfund. Han kunne under trommesangen forlade sit legeme og svæve andetsteds hen. Angakkoqen havde forbindelse til det hinsides og kendte tingenes sammenhæng, hvad man måtte og ikke måtte, han kunne rådgive og helbrede.

For at underminere angakkoqernes autoritet gik missionen hårdhændet til værks mod dem. Det mente H. Rink var en skæbnesvanger fejl, da det fjernede det centrale samfundsbærende element og dermed nedbrød kulturen: »Det tør vel ogsaa paastaaes, at hvor de afskaffes, og ingen tilsvarende Overhoveder af selve Nationen sættes i deres Sted, der vil denne efterhaanden gaae tilgrunde.«

En stor del af H. Rinks Eskimoiske Eventyr og Sagn var nedskrevet af Aron fra Kangeq og Jens Kreutzmann fra Kangaamiut, der også begge havde lavet illustrationer. Mellem Arons fortællinger finder man mange, der handler om mødet med nordboerne. Aron fra Kangeq skriver formfuldendt, og man fornemmer en selvcensur, der skal gøre fortællingerne mere sømmelige, mens Kreutzmann er mere bramfri.

H. Rink havde også fået fat i nogle fortællinger fra Labrador, og Peder Kragh sendte sin gamle indsamling, som også kom med. Sidenhen udgav H. Rink samlingen på engelsk.

Indsamlingen af fortællingerne blev primært påbegyndt for grønlændernes egen skyld, men snart blev det en almindelig opfattelse, at inuitkulturen var ved at forsvinde, eller i det mindste ændre sig radikalt, og nu blev den drivende interesse at dokumentere kulturen, inden den gik tabt. Da Gustav Holm 1883-85 ledte Konebådsekspeditionen til Østgrønland, hvor man overvintrede og etablerede kontakt, samlede han som den første fortællinger herfra.

Knud Rasmussen rejste fra begyndelsen af 1900-tallet på ekspeditioner med hundeslæder og nåede næsten alle egne beboede af inuit. Ved siden af hans personlige optegnelser samlede han flittigt fortællinger og dokumenterede levevis, også i områder, der kun meget sjældent havde haft kontakt med mennesker udefra. Dog er det ikke klart, hvor præcise hans gengivelser er.

Samtidig begyndte en række vestgrønlandske missionærer at gøre en stor indsats for at dokumentere livet i Østgrønland. Først ankom missionæren Christian Rosing i 1900, og han udgav i 1906 bogen Tunuamiut, der skildrer den østgrønlandske kultur. I 1921 udgav den danske sprogforsker og antropolog William Thalbitzer en række sange, digte, besværgelser og historier derfra.