Zions Kirke i Sisimiut blev bygget i 1926 til erstatning for den såkaldte Blå Kirke, Bethelkirken fra 1775, som i dag er museum
Zions Kirke i Sisimiut blev bygget i 1926 til erstatning for den såkaldte Blå Kirke, Bethelkirken fra 1775, som i dag er museum. Af . Begrænset anvendelse

Religion og trossamfund i Grønland

Herrnhuterne anlagde deres første og største missionsstation i Grønland, Neuherrnhut, 2 km syd for statsmissionens koloni Godthåb (Nuuk). Her ses traditionelle grønlandske tørvehuse med importerede europæiske vinduer og skorstene tæt på missionsstationen længst til venstre i billedet. Litografi af Lars Møller efter akvarel af H. Rink, 1863.

.
Licens: Begrænset anvendelse

Jens Rosings relief Skaberen og skabningen viser verdensaltet som vidnesbyrd om Gud. I øverste venstre felt ses Frelseren med gylden glorie om hovedet og hænderne i en velsignende bevægelse. I feltet ved siden af ses himlen med Karlsvognen og Polarstjernen på koboltblå baggrund. Nederste venstre felt viser havet og dets rigdomme symboliseret ved fire torsk, og ved siden af ses landjorden med kvan, en grønlandsk signaturplante. I samme felt ses også en næsten usynlig edderkop – en hentydning til byens navn (Aasiaat: »stedet med edderkopper«).

.
Licens: Begrænset anvendelse

Kristendommen kom til Vestgrønland d. 3. juli 1721, da Hans Egede sammen med sin familie og et større udsendt mandskab bosatte sig på en ø ved udmundingen af Nuup Kangerlua (Godthåbsfjorden). Han kom som kongeligt udnævnt missionær for at genskabe forbindelsen mellem Norge og Grønland og geninddrage landet i det dansk-norske imperium ved at bibringe indbyggerne den evangeliskkristne tro.

Fra midt i 1200-tallet havde Grønland, sammen med Island og Færøerne, været en del af Norge, men tidligt i 1400-tallet var kontakten mellem Norge og Grønland ophørt.

De vestgrønlandske missioner

I løbet af 1700-tallet anlagde den dansk-norske konges udsendinge en række byer jævnt fordelt langs den grønlandske vestkyst fra Upernavik i nord til Nanortalik i syd. Fra disse nye bosættelser udbredtes den kristne lære. Et grønlandsk skriftsprog blev etableret, og lokalbefolkningen lærte at læse og blev samtidig oplært i den kristne tro. Omkring 1810 var næsten alle vestgrønlændere døbt og havde lært at leve et kristent liv, gå i kirke og læse Det Nye Testamente og Luthers lille katekismus på deres modersmål.

Sideløbende med den dansk-norske statsmission arbejdede de tysksprogede herrnhuter (de mæhriske brødre), som med kongens tilladelse påbegyndte deres missionsvirksomhed i Nuuk i 1733. I løbet af de næste 130 år etablerede de i alt seks missionsstationer i Nuukområdet og sydover hele vejen ned til Kap Farvel (Uummannarsuaq). Efter 1864 blev forholdet mellem Danmark og Tyskland anspændt, og på baggrund heraf opgav herrnhuterne deres tilstedeværelse i Grønland. Til menighedernes sorg forlod de landet i 1900, nærmest over hals og hoved. Den danske statsmission overtog herrnhuternes missionsstationer, og menighederne blev indlemmet i det, der snart skulle blive den grønlandske kirke.

Missionerne i Østgrønland og Nordgrønland

I Østgrønland blev der i 1894 etableret en missionsstation på øen Ammassalik. Det skete på dansk initiativ med præsten Frederik Carl Peter Rüttel som første missionær på stedet. Hans efterfølger blev den vestgrønlandske kateket Christian Rosing, der var uddannet ved Ilinniarfissuaq (Godthåb Seminarium). Christian Rosing blev i 1904 ordineret som præst og virkede herefter som missionær på Ammassalik frem til 1922. Han døbte de sidste østgrønlændere i 1921.

En nystiftet dansk kirkelig forening, Den Grønlandske Kirkesag, etablerede i 1909 en missionsstation i Thule distrikt (nord for Kap York) under ledelse af den vestgrønlandske kateket Gustav Olsen, der var blevet ordineret som præst samme år. Han døbte de første inughuit i 1912 og forlod først Thule i 1921. Den sidste voksne grønlænder i distriktet blev døbt i 1934. Af frygt for stormagten USA var det først i 1937, den danske stat vovede at hævde sin suverænitet i området ved at overtage kirken, skolen og lægetjenesten.

Missionen i Østgrønland og Thule gjorde stort indtryk på det allerede kristne vestgrønlandske samfund, og man læste ivrigt nyt fra disse egne, ikke mindst Christian Rosings bog Tunuamiut om østgrønlændernes hedenske skikke, som blev udgivet af Ilinniarfissuaq i 1906.

Videre læsning

Læs mere om Grønlands kultur

Læs videre om

Læs også om

Se alle artikler om Religion og trossamfund

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig