Der er kirker i alle byer og bygder i Grønland, selv de mindste. Kirkerne er meget forskellige; i byerne finder man store, ofte arkitektonisk værdifulde kirker, fornemt indrettede med altertavler og anden udsmykning. I bygderne dominerer, med enkelte undtagelser, små tårnløse, rødmalede skolekapeller af træ fra 1900-tallet, der ofte kun er udsmykket med et eller to opbyggelige billeder. I løbet af ugen tjener kirkerummet endnu mange steder som skolestue, og alteret er gemt bag en foldedør eller rullet til side. Når det bliver søndag, skubbes skolebordene væk, og rummet gøres klar til kirkegang.
Kirken i Qaanaaq er en af verdens nordligst beliggende kirkebygninger. Af Aningaaq R . Carlsen/Visit Greenland, 2021.
Begrænset anvendelse
Kirker og kirkebyggeri i Grønland
Zions Kirke i Sisimiut blev bygget i 1926 til erstatning for den såkaldte Blå Kirke, Bethelkirken fra 1775, som i dag er museum. Bethelkirken var den første kirke i Grønland, som blev opført af den grønlandske menighed selv. Den blev sendt med skib fra København som byggesæt og betalt med 60 tønder hvalspæk. Også Zions Kirke endte med at blive for lille; den blev ombygget og udvidet i 1984.
Midt i det sneklædte Nuuk hæver domkirkens tårnprydede facade sig. I mylderet af bygninger ses Rigsombudsmandens tjenestebolig, den store grå bygning, der skjuler kirkens langside. Den røde toetagersbygning til højre for kirken var fra 1847 til begyndelsen af 1900-tallet hjemsted for Grønlands Seminarium. Siden har huset tjent som bolig for landsprovst, vicebiskop og biskop.
Peter Gemzøes billede fra 1836 viser en fornemt klædt Jesus, der foran sine disciple fremsiger ordene: »Frygt ikke, du lille hjord! Thi jeres Fader har besluttet at give jer Riget« (Luk 12, 32, her efter nutidig oversættelse). Gemzøes billede blev købt af polarforskeren Knud Rasmussens oldefar, købmand Hans Mossin Fleischer, og skænket til Uummannaq gamle kirke, hvor det tjente som altertavle. Herfra blev det i 1935 overført til den nye kirke, hvor det er anbragt på en sidevæg.
Jens Rosings relief Skaberen og skabningen viser verdensaltet som vidnesbyrd om Gud. I øverste venstre felt ses Frelseren med gylden glorie om hovedet og hænderne i en velsignende bevægelse. I feltet ved siden af ses himlen med Karlsvognen og Polarstjernen på koboltblå baggrund. Nederste venstre felt viser havet og dets rigdomme symboliseret ved fire torsk, og ved siden af ses landjorden med kvan, en grønlandsk signaturplante. I samme felt ses også en næsten usynlig edderkop – en hentydning til byens navn (Aasiaat: »stedet med edderkopper«).
Kirker i Nuuk
Der er i Nuuk to store folkekirker, domkirken indviet i 1849 og Hans Egedes Kirke indviet i 1971. I forstaden Nuussuaq er der reserveret plads til en tredje kirke, men hvornår den bliver opført, er uvist.
De tidligste kirkebygninger
De første rigtige kirkebygninger uden for Nuuk blev rejst i 1758 (Paamiut), Bethel Kirken i Sisimiut (1775) og Zionskirken i Ilulissat (1779-83). Af disse tre 1700-talskirker er førstnævnte revet ned, og kirken i Sisimiut er blevet en del af Sisimiut Museum. Kun kirken i Ilulissat er stadig i brug, om end den flere gange er blevet forandret, mest gennemgribende i hhv. 1904 og 1929-31.
Den østlige halvdel af bygningen blev fra begyndelsen brugt som sygehus, men i 1904 blev denne del lagt sammen med resten af kirken. 1929-31 blev den store træbygning, der lå direkte på jorden tæt ved vandkanten, skilt ad, delvis fornyet og flyttet 50 m op i landet. Zionskirken (22 x 10 m) er en trækirke bygget af svære tømmerstokke med synlige hjørnestolper. De rundbuede vinduer er hvidmalede, og korpartiet er i dag vendt mod øst. Kirkens høje saddeltag er beklædt med træspån, og midt på skibet rejser sig et stort ryttertårn med tilbagerykket overetage og et pyramidetag, der oprindelig var tækket med bly. I krigsårene 1807-14 blev blytaget dog udskiftet, og blyet blev fordelt blandt stedets fangere, der desperat manglede det til bøssekugler.
Indvendig er kirken bræddebeklædt med fladt loft båret af to rækker hvidmalede træsøjler. Alterpartiet med døbefont og knæfald prydes af en kopi af Bertel Thorvaldsens Kristus. På den søndre korvæg hænger maleriet Nadveren (150 x 115 cm), skænket af Missionskollegiet 1785 og oprindelig anvendt som altertavle. Et af særtrækkene ved dette maleri er, at det forneden gengiver nadverindstiftelsesordene på grønlandsk i en tidlig version.
Kirker opført i 1800-tallet
Tiden har været hård ved de kirker, som i løbet 1800-tallet blev rejst i hovedbyerne. En stor del af årsagen hertil er den demografiske udvikling; det hastigt voksende befolkningstal betød, at kirkerne blev for trange, og derfor blev de én for én revet ned og erstattet af større kirker. Dog har Kirken i Upernavik fra 1882 overlevet som museum, mens kirken i Qasigiannguit fra 1889 siden 1969 har været brugt af spejderbevægelsen, en tid også som »børneparkering«.
Af alle 1800-tallets bykirker anvendes nu kun den smukke og stilrene Frelserens Kirke fra 1832 i Qaqortoq til sit oprindelige formål. Den rødmalede trækirke har grønt saddeltag med halvvalm og en senere opsat ottekantet tagrytter. Indvendig bæres loftet af to parallelle søjlerækker, der er malet lysegrå med røde felter foroven. Altertavlen Jesus stiller stormen er udført sidst i 1800-tallet af den meget yndede Anker Lund. Ikke langt fra altertavlen hænger en redningskrans fra Hans Hedtoft, det eneste spor af det store skib, som kort efter at være stået ud fra havnen i Qaqortoq forliste og forsvandt i Danmarkstrædet ud for Kap Farvel (Uummannarsuaq) d. 30. januar 1959, og her findes også en tavle med navnene på de 95 omkomne. Der er i kirken to store malerier, Jesu dåb og Nadveren i Emmaus, sidstnævnte muligvis af Adam Müller, samt tre portrætmalerier af Bone Falch Rønne, Hans Egede samt Poul Egede. Rønne var stifter af Det danske Missionsselskab (1821), der de første år især arbejdede for Grønland, og han skænkede kirken til den daværende koloniby.
Kirker opført i 1900-tallet
Af den lange række kirker, der er blevet rejst i det 20. århundrede – i mange tilfælde som erstatning for nedrevne kirker fra det foregående århundrede – kan fra 1900-tallets første halvdel nævnes den sydgrønlandske bygd Alluitsup Paa og Paamiut, der i 1909 fik en rød trækirke i norsk stavkirkestil, samt Sisimiut, der i 1926 fik en rødmalet kirke med ikke mindre end 400 siddepladser. Kirken i Sisimiut er rejst på et klippefremspring nær den gamle kirke fra 1775, med hvilken den indgår i et virkningsfuldt æstetisk-arkitektonisk samspil.
I Qeqertarsuaq blev der i 1914 opført en kirke, og Uummannaq fik i 1935 en for Grønland helt usædvanlig kirke opført af tilhuggede kampesten med et massivt 15 m højt firkantet tårn med pyramidespids. I kirken hænger et fornemt maleri i forgyldt ramme med grønlandsk påskrift, Jesus med sine disciple ved Genesaret Sø. Billedet er for nylig blevet identificeret som et arbejde af Eckersberg-eleven Peter Gemzøe (1836).
Den dansk(-norske) dominans af kirkebyggeri forblev så godt som total til midten af 1900-tallet, hvor der omsider også på det punkt blæste nye vinde.
Egedes Kirke, Aasiaat
Det første markante eksempel herpå er kirken i Aasiaat. I begyndelsen af 1960’erne blev det besluttet at opføre en ny kirke til erstatning for den gamle fra 1901, som var blevet for lille. Som arkitekt valgtes danske Ole Nielsen, og til at forestå udsmykningen valgtes den grønlandske kunstner Jens Rosing.
Egedes Kirke er med sine lave ydervægge af næsten sortmalet træ og sit høje, træspånbeklædte valmtag, som rager op over den spinkle klokkestabel af træ vest for kirken, et markant indslag i bybilledet, navnlig fra søsiden. Den virkelige sensation ved indvielsen d. 29. august 1965 var dog kirkens indre. Et stort, højloftet kirkerum med hvide murstensvægge og træværk i naturfarver, hvor blikket, ligegyldigt hvor man befinder sig, drages hen mod alterpartiet, to hvide murstenssokler med en træplade i naturfarve. Herover ses Jens Rosings Skaberen og skabningen, et mægtigt relief i glaseret keramik indsat i en smedejernsramme og opdelt i fire lige store felter (231 x 118 x 5 cm).
Eliaskirken, Maniitsoq
Jens Rosings altertavle anslog en linje, som siden er blevet fulgt, første gang i Maniitsoq (1981), derpå i Tasiilaq (1989) og i Qaqortoq (1996). I Eliaskirken i Maniitsoq, som blev opført i 1980-81 efter tegning af Bo Jørgensen i samarbejde med Holger Mørch-Sørensen og Lise Sonne Nielsen, blev kirkens indre udsmykket af den unge kunstner Aka Høegh. Over et alterbord af runde natursten, samlet fra hele præstegældet, indstøbt i cement og dækket af en tyk planke af drivtømmer, har Høegh placeret et kors, ligeledes af drivtømmer, dekoreret med arktiske alperoser. Kunstneren har oplyst, at hun med brugen af drivtømmer og arktisk alperose ønsker at signalere, at kristendommen er kommet sejlende til Grønland som drivtømmer, og at den – som den arktiske alperose – har slået rod hele vejen rundt på den store arktiske ø. Døbefonten er en groft tilhugget granitsten fra Atammik, hvorpå Høegh har indridset og med blåt bemalet fem fisk. Dåbsfadet af sølv er skænket i 1862 af enkedronning Caroline Amalie, der nærede stor veneration for Grønland.
Tasiilaq Kirke
Da der i 1989 skulle opføres en ny kirke i den østgrønlandske hovedby Tasiilaq, blev den tegnet af den danske arkitekt Holger Jensen, og Aka Høegh fik til opgave at udsmykke kirken. Alterdekorationen er et stort krucifiks (132 x 106 x 6,5 cm), dannet af udsavet drivtømmer og bemalet med fem røde og sorte cirkler. Herover er lagt et korsomrids dannet af narhvalstand. Døbefonten er en stor poleret trærod af sibirisk lærk (højde 79 cm, største diameter 100 cm), drevet i land ud for Aka Høeghs hjemby, Qaqortoq.
Gertrud Rasks Kirke i Qaqortoq
Efter tegning af Ole Nielsen blev Gertrud Rask Kirke i Qaqortoq i 1973 opført som hjælpekirke til Frelserens Kirke fra 1832. På nordvæggen i det store hvidmalede murstenskirkerum dominerer et 4 m højt og 6 m bredt billede udført i 1996 af Kîstat Lund. Lad de små børn komme til mig er malet med akryl og airbrush direkte på mur. Det viser en barfodet Jesus Kristus iført blå kjortel, som lægger sine velsignende hænder på to grønlandske småpiger. Pigerne er i nationaldragt og står omgivet af andre børn og med vagtsomme mødre i baggrunden. Over det storslåede sceneri stråler en gylden bue af lys.
Altertavlen, der næsten forsvinder under vægten af Kîstat Lunds enorme vægbillede, er udført af Marie Haagen-Müller (1973) og viser 47 grønlandske planter malet med stor nøjagtighed.
Videre læsning
Læs mere om Grønlands kultur
Læs videre om
- Annaassisitta Oqaluffia (Grønlands domkirke)
- Den grønlandske kirke
- Hans Egedes Kirke i Nuuk
- Hans Lynge og Jens Rosing
- Trossamfund uden for folkekirken
- Grønlandsk byggeskik og arkitektur før koloniseringen
- Grønlandsk byggeskik og arkitektur efter koloniseringen
Læs også om
- Religion og trossamfund i Grønland
- Grønlands traditioner og fortællinger
- Grønlandsk billedkunst
- Grønlandsk kunsthåndværk
- Grønlandsk litteratur
- Foreninger og frivillige i Grønland
- Kulturhistoriske museer og kulturarv i Grønland
Se alle artikler om Kirker
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.