Qasigiannguit med 1.071 indbyggere ligger ved en lille bugt i det nordøstlige hjørne af Sydøstbugten i Qeqertarsuup Tunua (Disko Bugt). Nærmeste bygd er Ikamiut med 78 indbyggere.
Qasigiannguit betyder »de små spættede sæler« og er antagelig navngivet efter yngle- og fældningspladsen for spættede sæler på sandbanken i bunden af bugten.
Kolonistedet blev anlagt i en lille sydgående vig i 1734 under Jacob Severins handelskompagni og kaldt Christianshaab efter den samtidige kong Christian 6. Anlæggelsen af kolonistedet var et forsøg på at holde den hollandske hvalfangst og handel med befolkningen under kontrol – og samtidig udbrede missionen til Nordgrønland.
Den lille vig blev af tidlige kolonister kaldt for Bryghusbugten, et navn, der stadig hænger ved. Bugten, der af hollænderne blev kaldt Vierrebay, blev indtegnet som ankerplads på hollandske søkort over Davisstrædet fra det tidlige 1700-tal, hvor hollandsk hvalfangst var omfattende.
Hans Egedes søn Poul Egede opholdt sig i årene 1734 til 1740 i alt fire år i kolonien, og han fik i denne periode lagt fundamentet for en kristen menighed.
Placeringen i Bryghusbugten blev efter få år opgivet. Kolonistedet blev flyttet til den modsatte side. Et nyt våningshus blev opført, men det gamle våningshus blev senere flyttet med. De gamle huse med deres udsøgte nordiske byggestil dannede kernen i den lille koloni, som i de første to århundreder kun langsomt blev udbygget. Befolkningstallet var helt op til begyndelsen af 1900-tallet under 120.
Familierne ernærede sig ved fangst og fiskeri suppleret med indsamling af æg og mindre biindtægter fra bl.a. indhandling af de for egnen så typiske tyttebær. Erhvervsudviklingen frem til 2. Verdenskrig gik langsomt, trods spredte nye tiltag med bl.a. garnfangst og -fiskeri.
Lokaliseringen af større rejefelter i Qeqertarsuup Tunua i slutningen af 1940’erne satte i de følgende årtier udviklingen i gang. Til trods for at produktionen lå stille under månederne med islæg, anlagde Den Kongelige Grønlandske Handel (KGH) et moderne rejeproduktionsanlæg i byen. Lokale familier investerede i rejekuttere, der ofte var forsynet med harpunkanoner til supplerende hvalfangst, og udenbys fiskerfamilier og sæsonarbejdere flyttede med tiden fast til byen.
Byen gennemgik en hastig udvikling til en moderne by med en betydelig befolkningstilvækst, hvor de flestes daglige liv var relateret til rejefiskeriet og rejeproduktionen og afledte erhverv. Fabrikken medførte tidligt vandforsyning og elektricitet.
Boligkvartererne med de karakteristiske GTO-boligstøttehuse skød op i kvarteret Quikoq mod syd og Illoqarfittaaq mod nord, ligesom der anlagdes flerfamilieboliger, blokke og kædehuse til tilflyttere. Vejnettet blev udbygget i et syd- til nordgående vejnet i tre niveauer forbundet af hovedvejen Poul Hansensvej.
Med befolkningstilvæksten kom den nye kirke Paaviap Oqaluffia, sygehus, tandklinik, børneinstitutioner og en moderne flersporet skole med kollegier til børn fra distriktets bygder. Idrætslivet, kulturlivet og det frivillige foreningsliv blomstrede op i de år.
Da rejeproduktion blev flyttet til nabobyerne, og fabrikken i Qasigiannguit blev omlagt til hellefisk og andre fiskearter kort før år 2000, ændrede byen karakter, og en planmæssig omlægning har siden været i gang. Produktionsanlægget i inderhavnen blev fjernet, og området benyttes i dag af jollefiskere og fritidssejlere. På den gamle havnefront er der opført et værksted til jollereparation.
Byens aktivitetscentre er i dag midtbyen, Royal Greenlands produktionsanlæg og Royal Arctic Lines havn på øen Quilik. Produktionsomlægningen betød, at behovet for ansatte faldt, og fraflytningen fra byen har været mærkbar. Befolkningstallet på 1.071 er næsten en halvering i forhold til opblomstringen i 1980’erne, hvor det toppede i 1982 med 1.803 indbyggere og betragteligt flere i højsæsonen omkring rejefiskeriet. Med fraflytningen blev de største boligblokke tømt og omlagt til institutionsbrug, hhv. den landsdækkende Efterskole Villads Villadsen og børnehjemmet Puilasoq.
Den offentlige transport er sæsonopdelt; i vintersæsonen er der forbindelse til nabobyerne med helikopter, i sommersæsonen med passagerskib – i højsæsonen med daglige afgange. I de seneste år er rejsemulighederne suppleret af mindre private fartøjer.
Hovedparten ernærer sig ved arbejde i offentlig administration og service samt i servicesektoren og i private erhverv, primært bygge- og anlægsfag, en god del som ansatte på Royal Greenlands produktionsanlæg og som fiskere og fangere. Turisterhvervet er voksende: Den stille lillebysstemning er en attraktion tillige med de gode muligheder for udflugter til lands og til vands.
Qasigiannguit vareforsynes primært af Royal Arctic Lines skibe, der anløber byen en gang om ugen fra april til december. Dagligvarehandelen varetages overordnet af Pilersuisoq (KNI), der opererer i Grønlands mindre byer og bosteder. Byens størrelse taget i betragtning er der tillige en solid tradition for et mindre privat forretningsliv. Elforsyningen varetages af Nukissiorfiit gennem et konventionelt kraft-varme-værk. Et vandkraftværk for distriktet planlægges etableret inden for de kommende år. Telefon og internet leveres af Tusass (Tele Post Greenland) via en højhastighedsradiokædeforbindelse til Aasiaat.
De fleste enfamilieshuse har eget oliefyr. Byens vandforsyning er overfladevand fra vandsøer øst for byen, og institutioner samt en stor del af byens boliger har indlagt vand, mens størstedelen af resten har vandtank eller selv henter vand. Byen er kloakeret, men kloakeringen er ikke udbygget til at dække alle privatboliger, hvor mange stadig har tørkloset med plastposer eller slamtank. Affaldshåndtering varetages fra usorterede skraldespande, og byen har stadig åben dump (affaldsdeponi) med en vis sortering tilknyttet det fælleskommunale affaldsselskab ESANI A/S.
Farvandet med korte fjorde og mange småøer er roligt, og mange har tradition for sommersejlads med fiskeri, jagt og bærplukning samt overnatning i telt eller sommerhuse. Særligt er den nedlagte bygd Akulliit velbesøgt og i højsæsonen nærmest genbefolket. Der fiskes særligt ammassat, ørred og torsk og jages fugle, sæler og småhvaler til eget forbrug.
Qasigiannguit har historisk set et forholdsvis tørt klima. Sommeren er varm med en gennemsnitstemperatur for juli på 9 ºC, mellemårstiderne er korte, og en kold vinter går over i de særlige nordgrønlandske solrige og frostklare måneder fra marts til maj. Den herskende vindretning er fra nordnordøst. Qasigiannguit er dog kendt for den kraftige fønvind Saqqarsarneq, der med kort varsel både sommer og vinter brager ned fra fjeldet Qaqqarsuaq, mens temperaturen på få timer stiger adskillige grader. I de seneste år har vejrliget været præget af mere fugt og hyppigere storme, og vinterisen lægger sig sjældnere fast.
Byen ligger under fjeldmassivet Qaqqarsuaq med direkte adgang til baglandets afrundede fjelde og brede frodige dalstrøg og søsystemer, der indbyder til vandring. Om vinteren er her optimale forhold for kørsel med hundeslæde eller snescooter ad de traditionelle vinterveje. Slædevejene fører mod syd ind i Sydøstbugten og mod nord til Ilimanaq og isfjordens sydlige arm, Tasiusaq, og de køres op, så snart det er muligt – såvel med fangst og fiskeri som med friluftsliv og turisme for øje.
Læs mere om Grønlands kommuner og byer
Læs videre om
Læs også om
Se alle artikler om Kommunerne og byerne
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.