Grønlands boliger

Frem til 2. Verdenskrig var boliger til den almindelige befolkning først og fremmest et privat anliggende, hvis ikke man havde en personalebolig. Den grønlandske befolkning boede overvejende i tørvehuse eller primitive træhuse. Boligforholdene var elendige, og omkring 1940 skyldtes en tredjedel af alle dødsfald tuberkulose – en direkte følge af de dårlige boligforhold.

De oprindelige tørvehuse var bygget af de forhåndenværende materialer, men efterhånden som grønlænderne blev mere bofaste, begyndte de også at bygge huse, der sammenflettede den grønlandske og den nordeuropæiske byggeskik. Fra omkring år 1900 fik en del tørvehuse indvendige trævægge og et permanent tag af træ, og samtidig blev helårsbeboelse mere almindeligt. De lukkede tørvehuse og trævægge gav fugt- og rådproblemer, og det er formentlig en af årsagerne til, at tuberkulosen blev så udbredt.

Enkelte byggede egne træhuse, men det var svært; grønlændere kunne ikke få huslån, og samtidig krævede bygning af et træhus planlægning, import af materialer og kendskab til tømrerarbejde. Grønlændere var fangere og fiskere, ikke håndværkere.

Efter 2. Verdenskrig påtog den danske stat sig ansvaret for boliger til befolkningen. Grønlands Tekniske Organisation (GTO) designede og opførte en række typehuse, som skød op både i byer og bygder. Det var små og rationelt indrettede huse uden faciliteter, men en forbedring i forhold til tørvehusene. Typehusene blev i løbet af en relativt kort årrække den fremherskende boligform – de små kulørte træhuse, som siden blev indbegrebet af grønlandsk bygningskultur.

I slutningen af 1940’erne og i 1950’erne var forventningen, at grønlænderne primært skulle være fiskere. Det var derfor danske håndværkere, der blev sendt op for at bygge husene, og i begyndelsen måtte grønlændere ikke deltage i byggeriet. Det skiftede dog, og efterhånden blev såkaldte selvbyggerhuse leveret som samlesæt på favorable vilkår. Tanken var, at folk selv kunne opføre et hus med hjælp fra naboerne. Selvbyggerhusene er derfor af vekslende kvalitet.

Det danske fokus på effektivisering af fiskeriet og fiskeindustrien og det deraf følgende ønske om at centralisere befolkningen på færre bosteder førte i 1960’erne til et nyt paradigme for byggeri og planlægning. I perioden fik GTO opført de altangangshuse i beton, som findes i alle større byer. I 1965 byggede GTO blok P i Nuuk, en 200 m lang og seks etager høj bygning, der på et tidspunkt rummede 1 % af den grønlandske befolkning.

Med hjemmestyrets indførelse i 1979 fulgte et nyt skift i boligbyggeriet. Det blev ikke mindst det aarhusianske arkitektfirma Friis & Moltke, der satte sit præg. Moltke havde rejst i Grønland efter krigen, og Friis var omkring 1950 ansat i Grønlands Styrelse og tegnede nogle af de første små træhuse. De havde derfor begge en baggrund i det grønlandske. Op gennem 1980’erne fik de opført en række etage- og rækkehusbebyggelser i bl.a. Nuuk, Sisimiut og Ilulissat. Kendetegnende for disse var en arkitektonisk »grønlandisering« af etageboligbyggeriet med en klar inspiration fra de kulørte træhuse – en tendens, der også ses i andre byggerier.

I 1994 oprettede man INI A/S som administrationsselskab for de offentlige boliger.

Der skete gradvise ændringer i boligbyggeriet frem til næste større paradigmeskift, som kom efter Selvstyrets indførelse (2009).

Udfordringerne var bl.a. stor boligmangel i flere byer, at det offentlige var den største udbyder af lejeboliger, samt at det private boligmarked var meget begrænset. Hidtil havde det offentlige boligbyggeri været skattefinansieret, men for at muliggøre lånefinansiering af boligbyggeriet oprettede Selvstyret i 2009 boligselskabet Illuut A/S. Selvstyret ønskede et rationelt byggeri, primært med høje punkthuse (for at mindske omfanget af infrastruktur), og man ønskede frem for alt, at der skulle bygges mange af samme type for at holde prisen nede.

Selvstyret udskrev en konkurrence om de nye boliger, der blev vundet af arkitekterne Clement & Carlsen med Permagreen som entreprenør. Partnerskabet har opført en række punkthuse med Tuapannguit-tårnene i Nuuk som de første. Typen er siden bygget både i bydelen Qinngorput i Nuuk samt i andre større byer, dog i varierende højde efter behovet og lokale forhold.

Fra 2015 og frem har den overvejende del af nybyggeriet været etageboliger, og især Nuuk har i årtiets sidste år oplevet et voldsomt byggeboom. Byggeriet sker i stigende grad med private bygherrer og har et omfang, så det kan være svært at få entreprenører til at byde på offentlige byggeopgaver. Som følge heraf er prisniveauet steget voldsomt.

Dermed har Selvstyret og kommunerne svært ved at sikre tilstrækkeligt med udlejningsboliger, der skal dække såvel et socialt behov, tilflytning pga. arbejde eller uddannelse samt behovet for personaleboliger.

Tidligere var andelen af offentligt ejede lejeboliger to tredjedele af den samlede boligmasse, men andelen er faldende. I en årrække har det været Selvstyrets politik, at flere skulle eje egen bolig, herunder at få lejere til at købe deres bolig. Men da op mod 40 % af befolkningen flytter hvert år, er det begrænset, hvor mange der har en langsigtet interesse i egen bolig. Der er dog en øget andel af ejer- og andelsboliger i de større byer.

Det er kun i de fire største byer, at der er et egentligt boligmarked, og hvor det er muligt for private at lånefinansiere en bolig. I resten af landet kan man ikke opnå bolig- eller realkreditlån. Her skal boligkøb og renovering af privatejede boliger finansieres med enten forbrugslån eller opsparing.

Generelt er de ældre offentlige udlejningsboliger dårligt vedligeholdt. Huslejen har været politisk bestemt og har ikke muliggjort løbende vedligehold. Derfor er der stort behov for renovering og/eller nedrivning. Selvstyret har i 2018 vurderet renoveringsbehovet til ca. 1,6 mia. kr. primært for boliger opført i 1960’erne og -70’erne. Danmarks Tekniske Universitet vurderer, at behovet er noget større, ligesom man også forventer, at der i årene fremover vil opstå et stort renoveringsbehov for de lidt nyere boliger.

Boligerne i de mindre byer og bygder udgør et særligt problem. Fordi der ikke er et boligmarked, kan det være svært for selvejere at få finansieret modernisering og istandsættelse. Det kræver også viden, overblik og kompetent rådgivning – noget, der stort set kun findes i de større byer. Samtidig kræver en større investering, at man skal være sikker på at blive boende i en årrække eller at kunne sælge boligen til en pris, der tilbagebetaler investeringen. Det er langtfra situationen i de mindre bosættelser, og det er medvirkende årsag til, at boligstandarden er faldende.

Læs mere om samfund og erhverv i Grønland

Læs videre om

• Grønlandsk byggeskik og arkitektur før koloniseringen
• Grønlandsk byggeskik og arkitektur efter koloniseringen
• Grønlands befolkningsudvikling fra 1805-2021

Læs også om

• Politik og planer i Grønland
• Grønlands infrastruktur
• Uddannelse i Grønland
• Sundhed og omsorg i Grønland

Se alle artikler om Befolkning og boliger