Bosættelsesmønsteret efter koloniseringen ændrede sig gradvis fra en dynamisk til en mere stationær livsform. I takt med landets udvikling voksede bostederne fra at være små kolonisteder til at blive regulære bydannelser. Med missionærernes bosættelser fra 1721 og handelsfolkets efterfølgende ankomst blev den første koloni på en ø i Godthåbsfjordens munding et sted, hvor folk kom langvejs fra for at handle.
Handelen varetog alt offentligt byggeri, hvilket omfattede kirker, skoler, butikker, tjenesteboliger, sygehuse, fiske- og saltepakhuse. Hustyperne var stenhuse, stokværkshuse og bræddebeklædte bindingsværkshuse, der alle var inspireret af norsk-dansk byggeskik.
De tidlige kolonibygninger blev tildannet og udskåret, så de var klar til at blive samlet på byggepladsen uden brug af søm og beslag. Bygningsfundamentet bestod af natursten uden bindemiddel, hvilket hindrede bindingsværket i at rådne. Til mange offentlige bygninger, der er opført før 1900, er der derfor kun brugt trædyvler og nagler til afbinding af hovedkonstruktionerne, mens håndsmedede søm er brugt til fastgørelse af beklædning, beslag m.m. Når en bygning ikke længere havde funktion et sted i landet, blev den forsigtigt skilt ad, flyttet og genopført til ny funktion.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.