Grønlandsk byggeskik og arkitektur efter koloniseringen

Ved koloniseringens begyndelse var tørvemurshuset og langhuset stadig i brug, men med missionens og handelens indtog ændrede den traditionelle bolig sig gradvis.

Den tidlige kolonitids mest almindelige familiebolig var en klon af det norske træhus og det grønlandske tørvemurshus. Huset, en etrumsbolig med opholdsrum, køkken og sovebriks, udviklede sig gennem årene. Først kom der glasvinduer i facaden, så blev den lange husgang afløst af et kortere og højere vindfang, og dernæst blev en eller flere af ydervæggene opført i bræddekonstruktion. Til sidst fik huset høj tagrejsning, et saddeltag ligesom europæernes huse. Grønlændernes tørvehytter, skindtelte og langhuse blev langsomt udskiftet med disse træhuse.

En stor del af det nye selvbyggeri var kvalitetsmæssigt meget dårligt sammenlignet med den traditionelle byggeskik. Husene var kolde og utætte, og det resulterede i, at man uden den rette vejledning i at bygge træhuse fik en del selvbyggerhuse i meget ringe stand.

Den tidlige tids mest anvendte husmaling var tranmaling, der har sine rødder i den norske tranmalingsopskrift. I den grønlandske variant brugte man sælspæk som bindemiddel og tilsatte farvepigmenter samt knust harpiks. Kolonitidens husfarver holder sig til rødokker, okkergul, hvid, blå, grøn, sort og brun. Ud fra husenes farve kan de forskellige offentlige bygninger i grove træk identificeres.

I begyndelsen af 1800-tallet opstod en særegen byggeskik i Sydgrønland, hvor det dansk-grønlandske hus fik et nyt udseende. Her blev tørvemuren erstattet af en ren stenmur. Handelens udsendte formand, nordmanden Anders Olsen, flyttede sammen med sin grønlandske kone og deres børn til Igaliku for at drive fårehold, og her byggede de deres hus af stenene fra nordboernes ruiner. Med små karakteristiske stenmurede huse af den røde Igalikusandsten skabte Anders Olsen en særegen bygningskultur, og dette særpræg er delvis bevaret i bygden.

Under 2. Verdenskrig blev Grønland afskåret fra Danmark og blev en vigtig mellemstation for de allieredes flytransporter fra USA til England. De manglende forsyninger fra Danmark blev erstattet med nye fra USA.

Amerikanske flyvebaser blev under 2. Verdenskrig anlagt med de højest udviklede tekniske hjælpemidler, og i kølvandet fik selvbyggeriet ny grobund. Nye materialer som beton, krydsfiner, bølgeplader, isolering, maling m.m. blev tilgængelige, og det betød samtidig, at antallet af tørvemurshuse blev reduceret yderligere.

Grønlandskommissionen af 1950 (G50) havde bedre boliger som et af deres store indsatsområder. De nye huse skulle være af god kvalitet, både når det gjaldt konstruktion og isolering. Boligarealet skulle være større, og køkken, stue og toiletrum skulle adskilles. Husene skulle opvarmes ved kulkomfur eller kakkelovn, men der var ingen vandinstallationer.

Danmark afsatte flere penge til en forbedret infrastruktur, og befolkningen blev i højere grad koncentreret i byerne. Med afskaffelse af monopolhandelen dukkede flere butikker gradvis op i bybilledet. Under Ministeriet for Grønland blev Grønlands Tekniske Organisation (GTO) oprettet, og her blev landets tekniske anlægs- og driftsvirksomhed samlet.

Det medførte, at der i årene efter 1950 skete en hektisk byggeaktivitet. Kajanlæg, vandforsyningsanlæg, pakhuse, elværker, butikker, sygehuse, skoler, sanatorier, fiskerianlæg og tjenesteboliger blev opført. Fiskeri og fåreavl blev intensiveret. Den spredte bosættelse var den største hindring for, at fiskeriet gav økonomisk gevinst, og ved at lokke med lempelige husbygningslån blev befolkningen samlet i større bymæssige bebyggelser.

GTO videreførte husfarvetraditionerne fra 1800- og 1900-tallet, men nu blev de forskellige farver brugt til beboelseshusene, hvilket giver bebyggelserne liv og variation og er med til at identificere, hvem der bor hvor. De pittoreske byområder med husfarverne rød, okkergul, grøn og blå står i mange niveauer i det kuperede landskab.

Et nyt udvalg, G-60, blev nedsat, og her var det overordnede mål delvis at affolke bygderne og koncentrere befolkningen i fire åbentvandsbyer, Paamiut, Nuuk, Maniitsoq og Sisimiut.

Typehusbyggeriet udviklede sig hastigt, og i midten af 1960’erne blev der mange steder opført huse i halvanden etage. De kunne forsynes med centralvarmeanlæg, varmt- og koldtvandsinstallationer, badeværelser og bryggers/fyrrum. Bebyggelsesplanerne i byerne blev nu planlagt til at rumme så mange boliger som muligt, af brandhensyn dog med behørig indbyrdes afstand.

At bygge i det grønlandske landskab gav store udfordringer, og af hensyn til etablering af adgangsveje, afløbsforhold og egnede grundarealer fik mange enfamilieshuse uforholdsmæssig høje betonfundamenter.

De tidlige hustyper havde en lille forgang, men siden kom det klassiske vindfang på som vindsluse eller kuldefang. Et drømmehus i 1960’erne bestod således af adskilt køkken, stue og toilet, en udnyttet tagetage og vindfang og forrum samt indlagt vand og gaskomfur. Den indadgående yderdør blev alt efter herskende vind- og sneforhold placeret i syd- eller nordfacaden. Gode udsigtsforhold mod havet blev – og bliver stadig – vægtet næsten lige så højt som stue og køkken.

På grund af det kuperede klippelandskab og permafrostlag i undergrunden er det en stor økonomisk udfordring at indlægge vandledninger og kloakledninger i spredte enkelthuse. Ønskede man disse faciliteter, måtte det ske gennem et rationaliseret byggeri.

De følgende år blev der opført mange betonelementbyggerier i flere etager. I 1965 blev Rigsfællesskabets længste boligblok, i daglig tale kaldt Blok P, opført i Nuuk. Den 200 m lange femetagers altangangsbygning var Grønlands første montagebyggeri. Efter datidens standarder havde bygningen den moderne tids bekvemmeligheder: lys, luft, affaldsskakt, indlagt vand og varme, moderne toiletter og køkkener. De følgende år blev der langs kysten opført mange montagebyggerier, dog ingen lige så omfangsrige som Blok P.

Sidst i 1960’erne kom en ny serie typehuse i fire forskellige størrelser, bygget efter andre principper end tidligere. Typehuset gik fra bindingsværkskonstruktioner til rammekonstruktion. Husene havde den skavank, at de var for tætte, hvilket resulterede i, at der ofte opstod råd i væg- og tagkonstruktioner

Omkring 1970 begyndte tæt-lav-bebyggelse at sætte sine spor. De op til tre etager høje bebyggelser blev tilpasset terrænforholdene, og der blev lagt vægt på variation og gode fællesarealer.

Mens der var fuld gang i husbyggeriet i byerne, kneb det med at forbedre boligstandarden i bygderne. I begyndelsen af 1970’erne introduceres et selvbyggerhus, der blev leveret som et samlesæt med tegningsillustrationer på grønlandsk, så enhver kunne bygge sit eget hus. Selvbyggerhuset blev især i bygderne meget populært, og det blev gennem årene revideret og moderniseret.

Der blev i byggeforskrifterne taget højde for lokale forhold, fx at huse på østkysten udsættes for kraftige piteraqstorme og derfor skal dimensioneres til at kunne modstå disse.

I 1977 kom landets første lov om arealanvendelse, byudvikling og bebyggelse. Loven byggede på den hidtidige retstilstand, at jord ikke kan købes, og at der skal indhentes tilladelse til at tage et areal i brug. Et landsplanudvalg blev nedsat, og det blev bl.a. vedtaget, at grønlænderne gennem landsplanudvalget skulle have større indflydelse på landets arealforvaltning. I det efterfølgende årti blev der opført kommunalt ejede servicehuse i de fleste bygder.

Formålet med servicehusene er at give bygdebefolkningen adgang til de faciliteter, de måtte mangle i deres hjem, fx mulighed for at vaske tøj, tage bad og afholde større arrangementer. Samtidig stiller servicehusene husflidsværksteder m.m. til rådighed.

Andelsboligtanken så dagens lys i midten af 1980’erne. Interessen for den bundede bl.a. i ønsket om at aflaste de offentlige anlægsmidler til boliger. Desuden ønskede man at skabe øget privat opsparing, mere beboerindflydelse og ansvar samt at nedbringe udgifterne til drift og vedligehold. Med tanker om socialt fællesskab og fællesfaciliteter passer andelsboligtanken fint til den grønlandske byggeskik.

Grønlands første boligselskab blev oprettet i 1994, og det administrerer i dag en stor del af landets udlejningsboliger. Boligerne er enten etagebyggeri eller tæt-lavt-byggeri. Hver bolig er forsynet med køkken og kogeniche samt bad, toilet og depotrum.

Landets første hovedstadsstrategi blev præsenteret i 2016. Den danner grundlag for udviklingen af landets hovedstad. Nuuk oplever en stigende tilflytning fra kysten, og infrastrukturen undergår en massiv udbygning. Hovedstadsstrategien lægger op til, at Nuuk skal være bæredygtig foregangsby i Arktis. Vedvarende energi, som hidtil har været vandkraftanlæg, skal udbygges, og andre muligheder som solceller, brint og geoenergi, spildvarme fra industri- og affaldsforbrænding skal i fremtiden udnyttes og udbygges.

I bylandskabet skyder højhuse op på rad og række. De store panoramavinduer vender ofte mod hinanden, og kun få har udsigt til byen og havet. Bygningskulturen er den mest synlige del af kulturarven. Trods tilegnelsen af andre udefrakommende materialer og arkitektoniske strømninger er byggeskikken løbende blevet tilpasset den grønlandske kultur. Den danner ramme om et liv i en barsk natur og trækker tråde langt tilbage i tiden. Nutidens moderne kogeøer og samtalekøkkener er ikke noget nyt i det traditionelle grønlandske køkken.

Læs mere om Grønlands kultur

Læs videre om

• Grønlandsk byggeskik og arkitektur før koloniseringen
• Kirker og kirkebyggeri i Grønland
• Grønlands boliger
• Efterkrigstiden og afkolonisering i Grønland

Læs også om

• Grønlands traditioner og fortællinger
• Grønlandsk billedkunst
• Grønlandsk kunsthåndværk
• Religion og trossamfund i Grønland

Se alle artikler om Byggeskik