Grønlandsk byggeskik og arkitektur før koloniseringen

I det arktiske kulturlandskab ses stadig 4.500 år gamle spor fra tidlig inuits boliger. Både byggeskik og arkitektur var tilpasset den nomadiske livsform og det arktiske klima. I tusinder af år blev dyreskind anvendt som beklædningsmateriale til vægge, lofter og brikse; pelsside mod pelsside fungerede skindet også som isoleringsmateriale. Drivtømmer blev brugt til at understøtte tagkonstruktionen, mens væggene blev opført af sten og tørv. Sneen var et sæsonbestemt byggemateriale, og til opvarmning blev der anvendt spæk og drivtømmer.

Tidlig inuits huse orienterede sig som oftest med udsigt til havet. Boligens grundplan var cirkulær, konstruktionerne, sammensurrede teltstænger betrukket med dyreskind, var lette.

Boligerne var indrettet med en stenbelagt midtergang og centralt i denne en kogeniche med to sideplatforme. Ildstedet var omkranset af tykke stenfliser placeret på højkant omkring en vandret flise, der tjente til bund, og opvarmningen foregik med opvarmede sten. Byggeteknisk set er den cirkulære kuppelform den mest stabile konstruktion under forskellige vejrlig, og den er samtidig den hurtigste at opvarme.

Ca. 1.500 år senere kom næste store indvandringsbølge, der medbragte en bygningskultur, som blev udviklet, i takt med at klimaet blev koldere, og snemængderne øgedes. Med det koldere vejr blev der udviklet tre forskellige boligtyper, alt efter sæson.

Vinterboligen havde tørvemursvægge beklædt med skind på indersiden og med stolper af drivtømmer/hvalben. En stensat midtergangskonstruktion strakte sig fra indgang til bagvæg. Det nedgravede opholdsareal var kvadratisk til ovalt og delt i tre enheder: i midtergangsområdet et centralt ildsted, arbejdsbord og et opbevaringsrum til brændsel m.m., og på hver side af midtergangsområdet var der indrettet sove- og arbejdsområde. Disse boliger havde således en tredelt struktur.

Om foråret, når dagslyset vendte tilbage, og inden tøbruddet satte ind, var tiden kommet til at tage ud på fangstpladserne. Vinterboligens tag blev fjernet, så boligen fik en tiltrængt udluftning, og ved tilbagekomsten for vinteren blev der lagt nyt tag med drivtømmer, dyreskind og derefter tørv og sten.

De tidlige forårsrejser til fangstpladserne krævede, at man undervejs byggede midlertidige snehuse. Sneens egnethed som byggemateriale varierede meget fra sted til sted.

Om sommeren var ressourcerne mere spredte, og man splittede op i familiegrupper og tog ud til fangstpladserne nær skærgården. Bostederne blev omhyggeligt valgt ud fra, at der var en beskyttet havn og gode fangstforhold. I alle områder af landet bestod sommerens bolig af et mobilt skindtelt omkranset af en lav vindbeskyttende stenvold.

Midtergangsboligindretningen blev den gennemgående arkitektur i næsten 4.000 år og forsvandt omkring år 1350.

Den sidste store indvandring fra nord skete omkring 1150 med inuitkulturen, der havde udviklet en zoneinddelt bolig tilpasset et koldere klima. Gradvis var der blevet udviklet fartøjer og redskaber, som muliggjorde hvalfangst, og de store dyr gav adgang til nye byggematerialer samt olie til opvarmning.

Byggeskikken var nøje afstemt med årstid, fangstmuligheder og generationers opsamlede viden om, hvad der fungerede under forskellige vejrligsforhold.

Den førkoloniale inuitkulturs vinterboliger varierede i deres arkitektur alt efter de regionale forhold, men arkitekturen var stort set den samme som tidligere, dog nu med en niveaudeling af opholdsareal, gulvareal og indgangsareal.

Lige inden for indgangen kunne der være en lille udbygning, der blev anvendt som køkkenanneks. Opholds- og sovebrikse var dækket med skind lagt over måtter knyttet af hvalbardestrimler, hvilket sikrede, at skindunderlaget ikke blev vådt.

Belysning og opvarmning af boligen bestod af spæklamper med en væge af mos, hvorover maden også blev tilberedt. Boligerne havde i facaden et vindue, der var dækket af en udspændt flade af sammensyede tarmskind.

Traditionelt samledes man hver sommer på udvalgte sommersamlingspladser, aasiviit, eller festivalhuse. Sporene fra samlingspladserne viser rektangulære bygningsanlæg, som varierer fra 8 m til 43 m i længden og med en bredde på ca. 5 m. Bygningsorienteringen er nord-syd med længdeaksen parallelt med kystlinjen og dermed udsigt mod havet. Væggene af stenblokke er op mod 1 m høje, og indgangene er placeret ved gavlene.

Bygningsanlæggene var indrettet med en gennemgående 1 m bred midtergang markeret af kantstillede fliser – enkelte steder kan midtergange være fyldt op med småsten og derefter belagt med stenfliser. Anlæggene kunne huse op mod 30 familier anbragt parvis over for hinanden i hele anlæggets længde. Intet tyder på, at bygningsværket har været overdækket, og det har formentlig været anvendt ved ceremonielle begivenheder, når vejrliget tillod det.

Inuitkulturens bygningskonstruktioner udviklede sig fra en kløverbladsformet grundplan, anlagt alene eller i klynger, til typer med et rektangulært, kvadratisk eller endog trapezformet omrids.

De senere hustyper som langhuset og det kvadratiske hus fik et saddeltag, der især blev anvendt på østkysten, hvor der traditionelt falder større snemængder.

Langhuset, som kan måle mere end 20 m i længden, viser et afgørende brud med både arkitekturen og det sociale mønster. I grundplan kan denne boform minde om sommersamlingsanlæggenes planløsning med familielejligheder i en lang række.

Man mener, at langhusets arkitektur har rødder i 1700-tallets hvalfangstindustri. Først kom hollandske skibe hvert år i februar eller marts og drev hvalfangst på vestkysten og udvekslede europæiske forbrugsvarer med hval- og sælspæk, pelse og hvalros- og narhvalstænder. Man begyndte at samle sig i større bebyggelser ved kolonierne og oprettede her bofællesskaber, hvilket havde fordele, både når det gjaldt husførelse og hvalfangst. Det var ikke længere nødvendigt at drage på lange fangstrejser, og dermed forsvandt den nomadiske livsform gradvis, og bydannelsen tog sin begyndelse.

Med den norrøne indvandring i vikingetiden fra slutningen af 900-tallet til omkring 1400-tallet fik Grønland bosættelser fra et nordeuropæisk folkeslag. Nordboerne slog sig hovedsagelig ned som landmænd, og bebyggelserne lå som regel i bunden af de dybe fjorde og dalstrøg. Gårdenes størrelse var meget forskellige og varierede fra store bygningsanlæg til enkelte gårde.

Læs mere om Grønlands kultur

Læs videre om

• Grønlandsk byggeskik og arkitektur efter koloniseringen
• Kirker og kirkebyggeri i Grønland
• Grønlands boliger
• Efterkrigstiden og afkolonisering i Grønland

Læs også om

• Grønlands traditioner og fortællinger
• Grønlandsk billedkunst
• Grønlandsk kunsthåndværk
• Religion og trossamfund i Grønland

Se alle artikler om Byggeskik