Fra inuits ankomst til Nordvestgrønland mødtes de med både tunit og nordboerne. I området fandtes nemlig meteorjern, som var en vigtig handelsvare. Gennem koldsmedning bearbejdede inuit jernet ved at banke det i den ønskede form. Nordboerne havde flere jerngenstande, som de kunne bytte med, fx er en ring fra en ringbrynje blevet udgravet fra Nuulliit, og flere genstande er udgravet ved Sermermiut.
Disse tidlige kulturmøder er understøttet af den mundtlige overlevering, hvor der bl.a. berettes om venskabelige møder mellem inuit og nordbo, men også om stridigheder og endda en fortælling om den sidste nordbo i Nuuk Fjord, der så sine frænder rejse bort fra Grønland.
Fra midten af 1500-tallet til 1700-tallet rejste europæiske ekspeditionsskibe og hvalfangerskibe langs den grønlandske vestkyst. Der opstod hurtigt handelsmuligheder mellem europæerne og inuit. Knive og nåle af jern, men også glasperler, sukker og tobak blev handlet i bytte for skind og hvalros- og narhvalstænder. De hollandske sejlmagerknive var især populære, da de var lavet af metal og havde samme form som inuitkvindernes vigtigste værktøj, ulu, en kniv, der blev brugt både til at partere og skrabe skind.
Inden længe blev den europæiske tilstedeværelse en drivkraft for langdistancerejser, især for inuit fra landets sydlige og østlige egne. De organiserede handelsrejser kunne ifølge mundtlige fortællinger fra Østgrønland vare i flere år.
Den skæve fordeling af europæiske handelsvarer samt naturlige ressourcer, der kendetegner forskellige regioner i Grønland, blev sidenhen handlet internt blandt inuit. Qeqertarsuup Tunua (Disko Bugt) havde store forsyninger af barder og hvalolie, mens der manglede træ, rensdyrskind og fedtsten. For at opnå den bedste kvalitet af fedtsten til produktion af lamper og gryder måtte man derfor handle med inuit fra Nuukområdet, mens området ved Sisimiut var rigt på hvalros og rensdyr. I Sydgrønland, hvor inuit i højere grad gjorde brug af fiskeri, manglede man barder til at producere fiskeliner, mens de selv var rige på ræve og drivtømmer.
I 1636 fik københavnske redere kongeligt privilegium til at drive hvalfangst i Grønland, og de blev officielt opfordret til at bortføre inuit i 16-20-årsalderen, som skulle oplæres »udi Guds frygt, sproget og boglige kunster«. Den sidste bortførelse fandt sted i Nuuk Fjord i 1654, formentlig fra bopladsen Ersaa ved Sermitsiaq, lidt nord for Nuuk. David Urbanus Danell bortførte seks inuit, hvoraf en dreng hoppede over bord, en ældre kvinde blev sat i land, mens Ihiob, Cabelou, Gunnelle og Sigjo blev taget med til først Bergen og siden til København.
Et ukendt antal inuit blev desuden bortført af britiske ekspeditionsskibe, hvoraf det lykkedes enkelte at undslippe efter ankomsten til De Britiske Øer. I 1682 blev en mand i kajak set roende forbi Eday, og i 1684 en anden mand i kajak ved Westray, begge tilhørende Orkneyøerne. I begyndelsen af 1700-tallet drev en inuitmand i land ved Belhelvie i Skotland i sin kajak, men døde kort efter ankomsten. Disse tre episoder blev hurtigt til legender i Skotland, og mændene blev kaldt Finnmen. To af kajakkerne er i dag udstillet i Edinburgh og Aberdeen.
I begyndelsen af 1700-tallet havde inuit stor erfaring med de besøgende hvalfanger- og ekspeditionsskibe; fra 1719 og frem til 1721 ankom hvert år mellem 50 og 100 fangstskibe til landet. Alene i 1721 var 104 skibe fra Holland og 14 skibe fra Hamborg på hvalfangst ved Vestgrønland.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.