Nuulliit-hvalfangstscene indridset i hvalrostand. Nederst ses en umiaq med harpuneren stående i forstavnen med armene hævet og holdende en harpun, klar til at harpunere en hval. Roerne er placeret med jævne mellemrum bag harpuneren. Øverst ses en række mærker, der ligner omvendte Y’er. Disse er tolket som stiliserede hvalhaler og bevidner fangernes succes.
.
Grønlandskort med de fem store sommerpladser (aasiviit) og handelsruter. Sermermiut handlede især med barder, Taseralik hovedsagelig med rensdyrskind. Nuuk Fjords rige forekomster af fedtsten blev handlet ved Nepisat, mens der langs sydvestkysten var forekomster af drivtømmer. I det sydligste Grønland var det især rensdyrskind og ræveskind, der blev handlet med.
.
Hvalfangst var med livet som indsats, men da spækket blev brugt til at lyse op i stuerne i de fleste europæiske hjem, var efterspørgslen høj. Hvalbarderne blev brugt til de fine damers korsetter, der var datidens allerhøjeste mode. Illustration fra 1837.
.
På litografiet fra ca. 1860 illustreres datidens levevis i Grønland. I den øverste billedrække vises elementer af fangerlivet og mødet med europæerne, hvis tilstedeværelse især visualiseres ved hvalfangernes skibe. I den midterste billedrække skildres hverdagslivet, bl.a. gennem sommerens skindtelt og vinterens tørvehytte, mens den nederste billedrække bl.a. viser raffinerede fangstmetoder og fangstredskaber.
.

Inuitkulturen er et samlet begreb, der favner flere grupper af mennesker, som stadig bebor det arktiske område. Området dækker Nunatsiavut, Nunavik, Nunavut, Inuvialuit i Canada, Inupiaq i Alaska og Yupit i Alaska og Sibirien samt Kalaallit i Grønland.

Inuit indvandrede og bosatte sig i Nordvestgrønland i ca. 1150. En præcis datering har endnu ikke været mulig, men foreløbige dateringer og typologisk udvikling indikerer en inuitisk tilstedeværelse så tidligt som ca. 1150.

De første inuit havde i løbet af et par generationer rejst over 4.000 km fra øen St. Lawrence mellem Sibirien og Alaska til Grønland. Inuitkulturen gjorde brug af store åbne skindbåde til hvalros- og hvalfangst samt kajak til sælfangst. Om vinteren brugte man hundeslæder, hvilket gjorde det muligt for inuit at jage over lange strækninger og hurtigt indtage nye områder.

De tidligste arkæologiske fund i Nordvestgrønland har tydelige stilistiske træk tilfælles med Punuk-kulturen, som var specialiseret i hvalfangst i Beringshavet. Især vidner keramiske lamper, udgravet i Nordvestgrønland, lavet af ler fra Alaska, om den hurtige færd hen over arktisk Canada.

Inuits indvandring og bosættelse

Da inuit ankom til Nordvestgrønland, var fjordene allerede beboet af mennesker fra kulturen Sen Dorset. Kulturmødet mellem disse to grupper kan spores arkæologisk og i den mundtlige tradition. Tunit eller tunersuit er i flere af myterne beskrevet som indlandskæmper, utrolig stærke og sky mennesker. De talte kutattut, der for inuit lød som en slags barnesprog.

Den forladte boplads Nuulliit i Qaanaaqområdet byder på levn fra flere arkæologiske perioder, heriblandt vinterhuse opført af inuit i 1300-tallet. Vinterhusene var delvis gravet ned i det omgivende terræn, og væggene konstrueret i sten, tørv og nogle gange hvalknogler. Brikse var opført langs væggene, og huset har formentlig været oplyst af små keramiske lamper medbragt fra Alaska, senere af små fedtstenslamper. Den op til 3 m lange indgangstunnel var delvis gravet ned og har dermed fungeret som kuldefælde. Det, der adskiller disse vinterhuse fra senere vinterhuse, er en særlig køkkentilbygning i frontvæggen ved siden af indgangstunnelen og med adgang fra husrummet. Analyser af jordlag viser, at spæk og fedtholdige knogler har fungeret som brændsel for køkkenilden.

Endnu et element, der kendetegner den tidlige periode af inuit i Grønland, er de store qassi. Disse strukturer er opført i samme materialer som vinterhuset, men dog i en større skala, har smallere brikse og ingen spor efter madlavning. Et qassi har fungeret som værksted, mødested, hvor man planlagde fælles jagt, og muligvis som festhus. Spor efter tilvirkning af redskaber og de store mængder hvalbarde understreger inuits orientering mod havets ressourcer, hvis udnyttelse var en kollektiv opgave. Organiseringen af de inuitiske hvalfangere var nødvendig for at sikre en god og sikker hvalfangst. Et hvalfangerhold blev ledet af en umialik, dvs. en, der ejer en umiaq (en stor åben skindbåd). Det krævede en ressourcestærk familie og et godt ry at kunne tilegne sig titlen som umialik og tiltrække en håndfuld fangere, der ville arbejde sammen som hold og drage afsted i en umiaq på jagt efter grønlandshval. Var jagtsæsonen succesfuld, ville den nedlagte hval sikre føden for flere familier vinteren igennem, mens umialik ville stige i anseelse og indflydelse.

En sådan hvalfangstscene er indridset i et stykke hvalrostand; her vises harpuneren med løftet lanse i stævnen af umiaqen.

Harpuneren har været iklædt en vandtæt heldragt med et reb af hvalbarde fæstnet på sig. Efter at have sejlet helt stille op til en sovende grønlandshval, har det været harpunerens job at hoppe over på hvalen og spidde den ved åndedrætshullet. Når hvalen så forsøgte at undslippe, ville harpuneren falde i vandet, og holdet kunne ved hjælp af rebet hive ham op, og derefter kunne de fortsætte jagten på hvalen.

Den førkoloniale inuitkultur

Den periode af inuitkulturen, der løber fra indvandringen i ca. 1150 til koloniseringen i 1721, blev af den danske arkæolog Therkel Mathiassen navngivet Thulekulturen. Begrebet er siden 1920’erne blevet brugt til at betegne inuits materielle kultur frem til enten år 1600, hvor der er dokumenteret hyppig kontakt til europæiske hvalfangere, eller til 1721, hvor Danmark formelt koloniserede Grønland. Mathiassen, der påviste kulturen gennem fund og udgravninger, navngav den efter Knud Rasmussens 5. Thule-ekspedition, som han selv deltog i, og termen anvendes til dels stadig.

Da en arkæologisk benævnelse af en endnu levende kultur understreger det etnocentriske blik, der ofte har hvilet på Grønland, anvendes termen ikke her. I stedet bruges begrebet inuitkulturen både for den forhistoriske og den samtidige kultur, og hvor der specifikt tales om perioden ca. 1150 til 1721, bruges benævnelsen »førkolonial inuitkultur«.

Kvinden – dualitet og balance

Konrad Nuka Godtfredsen illustration fra Hermelinen viser sommeraktiviteter: Med fiskespyd fanges ørred, der både tilberedes over bål og hænges til tørre, så fisken kan bruges til forråd senere på året.

.

På grund af kvindens cyklus, og fordi hun kan give liv, blev hun set som bærer af en særlig dualitet. Ligesom manden skulle hun overholde en række taburegler, bl.a. når hun arbejdede med tilberedning af fangstdyrene. Både før, under og efter et dyrs død var det nødvendigt gennem overholdelse af tabuer at vise det respekt og dermed også at takke det for at lade sig nedlægge. Blev reglerne ikke overholdt, ville det føre til misfangst.

De taburegler, kvinden skulle overholde, varierede fra sted til sted, men kunne i arbejdet med fangstdyret bl.a. bestå i ikke at bruge den samme ulu (en særlig kvindekniv) til fx fisk og rensdyr eller at holde forskellige typer kød adskilt under madlavningen.

Ved at overholde disse regler var kvinden med til at sikre fællesskabets overlevelse, ligesom at alt fra tatoveringerne på hendes hud, mønstrene i hendes tøj og måden, hun håndterede sit håndarbejde på, bidrog til at skabe balance mellem denne verden, Sila, og den usynlige verden, Silap aappaa. Tabureglerne var således indarbejdet i kvindens daglige gøremål.

Førkolonial inuits fangstkultur langs vest- og østkysten

I løbet af ganske få generationer var inuit migreret både nord- og sydover, langs Grønlands vest- og østkyst. Inuit fulgte årstiderne og dyrenes tilgængelighed. Om foråret flyttede de fra deres vinterboplads og begyndte deres nomadiske sæson for at indsamle forråd til den næstkommende vinter. De rejste i store åbne skindbåde og kajakker, vandrede ind i indlandet og sov enten i jagtsenge, en fordybning hurtigt opbygget med sten, i klippehuler, under åben himmel eller, når de blev i et område i længere tid, i telte af skind.

Grønlandssælen var især et vigtigt forråd i forårsmånederne. Sælerne, som kom trækkende fra Canada og sydover, blev fanget ved udmundingen af fjordene. Samtidig begyndte man at fange den lille loddefisk, ammassak, som især spillede en vigtig rolle for planlægningen af vinterforrådet. Stimerne af ammassat blev skovlet op langs kysten og lagt til tørring på de nøgne klipper eller lyngen for at tilføje lidt naturlig aroma. Efter endt tørring blev ammassatterne lagt side om side og rullet i et stort bundt, som man opbevarede tørt og køligt indtil vinter.

På land jagtede man rensdyr og harer med bue og pil, ved elvene fangede man ørred. Rensdyrjagten var en organiseret, kollektiv bedrift. Skydeskjul blev opsat langs rensdyrenes vandringsruter, og varder og mennesker blev brugt til at skræmme rensdyrene i den rigtige retning, hvor fangerne stod klar med bue og pil. Efter nedlæggelsen af et rensdyr skulle bugen hurtigt åbnes, og kvinder og mænd grovparterede derefter byttet inden den tunge vandring tilbage til teltlejren.

Til vands blev sæler fanget fra kajak ved brug af harpuner og fangstblære, der skulle sikre, at sælen ikke sank, førend fangeren kunne nå hen til den. Ved Sermermiut i Qeqertarsuup Tunua (Disko Bugt) er der udgravet fiskesnøre og net lavet af hvalbarde, så torsk, havkat og hellefisk har formentlig også været en del af menuen.

Flerfamilieshuse

I midten af 1600-tallet gjorde det rektangulære fælleshus sit indtog. Hvor man før havde boet op til tre familier under ét tag, kunne man nu være fireseks familier, eller omtrent 20-30 individer, sammen om at dele fangsten, forrådet og brændslet til både lys og madlavning. Fælleshuset blev udtænkt og opført af de inuitiske hvalfangerhold og deres familier, der anlagde dem langs kyststrækningerne, og kun sjældent inde i fjordsystemerne.

De arkæologisk registrerede fælleshuse måler som regel 4-5 m i bredden og 8-10 m i længden, mens enkelte er målt til over 20 m. Huset havde op til tre vinduer, der bestod af tarmskind, som var renset og tørret udstrakt, før det blev syet sammen og sat i spænd i en træramme. De tørv- og stenbyggede vægge blev indvendig dækket til med skind, der holdt trækken ude og samtidig holdt på den tørrede jord. I hovedrummets komplette længde gik sovebriksen, der var inddelt i familieenheder adskilt af skindforhæng.

På den begrænsede plads foran hver enhed stod der en lampestand af træ til fedtstenslampen, hvorover der kunne hænges en fedtstensgryde, mens vådt skindtøj hang fra et tørrestativ under loftet. På kanten af sovebriksene sad kvinderne og syede skindklæder med stor omhu.

Nye og gamle fortællinger

Inuit brugte ikke skriftsprog, hvorfor mundtlige overleveringer spillede en afgørende rolle. Man skelnede mellem nyere og gamle fortællinger, hvor de nyere handlede om begivenheder, fortælleren havde hørt om fra første, anden eller tredje hånd, og de gamle var overleveret fra forfædrene gennem flere generationer.

De gamle fortællinger skulle videregives så uændret som muligt. De havde underholdende elementer, men de skulle samtidig formidle samfundets normer og værdier til de næste generationer. Et andet vigtigt element i de gamle fortællinger var, at de ved at fortælle ud fra et »os« skabte en fællesskabsfølelse.

I disse fortællinger er det ikke alene inuit, der skildres over for tunit, europæerne eller andre kulturer, her fortælles også om mytiske og overnaturlige væsener, fx Sassuma Arnaa (Havets moder), og hvordan Solen (Maliina) og Månen (Aningaaq) blev til.

Fortællingerne satte ord på, hvordan verden var blevet til, og hvilke taburegler inuit skulle overholde for at bevare balancen, fx ved at advare om farerne ved incest.

Samtidig videregav fortællingerne også mere lavpraktiske leveregler og fortalte således fx børn og unge, at det kunne være farligt at bevæge sig for langt væk fra bopladsen, da en såkaldt fjeldgænger, en qivittoq, kunne finde på at tage en, eller ved at lade dem forstå, hvilke planter man ikke måtte spise.

Kulturmøder

Fra inuits ankomst til Nordvestgrønland mødtes de med både tunit og nordboerne. I området fandtes nemlig meteorjern, som var en vigtig handelsvare. Gennem koldsmedning bearbejdede inuit jernet ved at banke det i den ønskede form. Nordboerne havde flere jerngenstande, som de kunne bytte med, fx er en ring fra en ringbrynje blevet udgravet fra Nuulliit, og flere genstande er udgravet ved Sermermiut.

Disse tidlige kulturmøder er understøttet af den mundtlige overlevering, hvor der bl.a. berettes om venskabelige møder mellem inuit og nordbo, men også om stridigheder og endda en fortælling om den sidste nordbo i Nuuk Fjord, der så sine frænder rejse bort fra Grønland.

Fra midten af 1500-tallet til 1700-tallet rejste europæiske ekspeditionsskibe og hvalfangerskibe langs den grønlandske vestkyst. Der opstod hurtigt handelsmuligheder mellem europæerne og inuit. Knive og nåle af jern, men også glasperler, sukker og tobak blev handlet i bytte for skind og hvalros- og narhvalstænder. De hollandske sejlmagerknive var især populære, da de var lavet af metal og havde samme form som inuitkvindernes vigtigste værktøj, ulu, en kniv, der blev brugt både til at partere og skrabe skind.

Inden længe blev den europæiske tilstedeværelse en drivkraft for langdistancerejser, især for inuit fra landets sydlige og østlige egne. De organiserede handelsrejser kunne ifølge mundtlige fortællinger fra Østgrønland vare i flere år.

Den skæve fordeling af europæiske handelsvarer samt naturlige ressourcer, der kendetegner forskellige regioner i Grønland, blev sidenhen handlet internt blandt inuit. Qeqertarsuup Tunua (Disko Bugt) havde store forsyninger af barder og hvalolie, mens der manglede træ, rensdyrskind og fedtsten. For at opnå den bedste kvalitet af fedtsten til produktion af lamper og gryder måtte man derfor handle med inuit fra Nuukområdet, mens området ved Sisimiut var rigt på hvalros og rensdyr. I Sydgrønland, hvor inuit i højere grad gjorde brug af fiskeri, manglede man barder til at producere fiskeliner, mens de selv var rige på ræve og drivtømmer.

I 1636 fik københavnske redere kongeligt privilegium til at drive hvalfangst i Grønland, og de blev officielt opfordret til at bortføre inuit i 16-20-årsalderen, som skulle oplæres »udi Guds frygt, sproget og boglige kunster«. Den sidste bortførelse fandt sted i Nuuk Fjord i 1654, formentlig fra bopladsen Ersaa ved Sermitsiaq, lidt nord for Nuuk. David Urbanus Danell bortførte seks inuit, hvoraf en dreng hoppede over bord, en ældre kvinde blev sat i land, mens Ihiob, Cabelou, Gunnelle og Sigjo blev taget med til først Bergen og siden til København.

Et ukendt antal inuit blev desuden bortført af britiske ekspeditionsskibe, hvoraf det lykkedes enkelte at undslippe efter ankomsten til De Britiske Øer. I 1682 blev en mand i kajak set roende forbi Eday, og i 1684 en anden mand i kajak ved Westray, begge tilhørende Orkneyøerne. I begyndelsen af 1700-tallet drev en inuitmand i land ved Belhelvie i Skotland i sin kajak, men døde kort efter ankomsten. Disse tre episoder blev hurtigt til legender i Skotland, og mændene blev kaldt Finnmen. To af kajakkerne er i dag udstillet i Edinburgh og Aberdeen.

I begyndelsen af 1700-tallet havde inuit stor erfaring med de besøgende hvalfanger- og ekspeditionsskibe; fra 1719 og frem til 1721 ankom hvert år mellem 50 og 100 fangstskibe til landet. Alene i 1721 var 104 skibe fra Holland og 14 skibe fra Hamborg på hvalfangst ved Vestgrønland.

Videre læsning

Læs mere om Grønlands historie

Læs videre om

Læs også om

Se alle artikler om Historie

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig