Hvalarter og hvalfangst i Grønland

Fra midten af 1600-tallet og frem til 1900 var grønlandshvalen mål for hvalfangsten, både øst og vest for Grønland. Herefter var bestandene så reducerede, at det var svært at finde hvalerne. Frem til omkring år 2000 forblev arten meget sjælden, men bestanden er vokset både i Vest- og Østgrønland i de senere år.

I Vestgrønland findes grønlandshvalen kun om vinteren, hvor det vurderes, at ca. 1.400 hvaler, fortrinsvis voksne kønsmodne hunner, opholder sig i Qeqertarsuup Tunua (Disko Bugt). Om sommeren opholder denne bestand sig i Nordøstcanada, hvor ungerne fødes, og bestanden anslås til 6.000 dyr.

Grønlandshvalen opholder sig fortrinsvis i det kolde polarvand, og dens vandringer ser ud til at følge polarvandets strømninger. Der er en kvote på to hvaler pr. år til denne bestand i Vestgrønland, men de er ikke blevet fanget siden 2015. Den anden bestand opholder sig i det nordligste hjørne af Østgrønland, men de vandrer også op i Polbassinet, til det nordlige Svalbard og over til Franz Josefs Land. Denne bestand menes i dag at bestå af nogle hundrede hvaler, og den er fredet. Grønlandshvalerne æder vandlopper, som filtreres gennem hvalernes barder.

Hvidhvalen findes kun som strejfere i Østgrønland, men den forekommer om vinteren i Vestgrønland i to bestande. Den ene bestand opholder sig i det kystnære åbne vand mellem Qeqertarsuup Tunua og Maniitsoq og er på ca. 8.000 dyr. Den anden opholder sig i polyniet i Nordvandsområdet og udgør ca. 2.000 dyr. Begge bestande opholder sig i floddeltaer i Nordcanada om sommeren og laver årlige vandringer til og fra vinteropholdsstederne, og begge bestande fanges under kvoteregulering og menes at være stabile eller i vækst. Hvidhvalen æder polartorsk, blæksprutter, rejer og lodder, men tager også atlantisk torsk, når de findes i Vestgrønland.

Narhvalen har flere bestande, som opholder sig i Grønland om sommeren. Mest kendt er bestanden i Inglefield Bredning, hvor den gamle metode med harpunering fra kajak stadig praktiseres. Andre bestande opholder sig i Qimusseriarsuaq (Melville Bugt) i Vestgrønland samt i Kangerlussuaq, Kangertittivaq (Scoresby Sund), Young Sund og Dove Bugt i Østgrønland. Om vinteren trækker narhvaler ud fra kysten og ud på dybt vand, hvor de kan dykke ned til 1.800 meters dybde efter hellefisk. Narhvalen er en typisk koldtvandsart, som ikke trives med opvarmningen af havene, og de største bestande er koncentreret i de kolde vandmasser. Deres fødevalg er begrænset til få arter og består hovedsagelig af blæksprutter, polartorsk og hellefisk. Fangsten er kvoteret, og flere bestande er i tilbagegang. Bestandene i Sydøstgrønland menes at være truet af udryddelse pga. fangst og klimaændringer.

Den vigtigste tandhval, som besøger Grønland om sommeren, er det lille marsvin. De fanges i antal på mere end 2.000 pr. år, og de findes i en genetisk og adfærdsmæssigt isoleret økotype i Vestgrønland, der adskiller sig fra de andre nordatlantiske bestande. Marsvin undgår isen, og selvom de er meget stedfaste til de samme sommeropholdsplader i Grønland, foretager de omfattende vandringer ned i Atlanterhavet om vinteren. Marsvinet er en højenergihval, som hurtigt bliver kønsmoden, men den lever i ganske kort tid (under 15 år) og har et stort energibehov, hvorfor den er nødt til konstant at søge føde. I Grønland æder marsvinet små stimefisk og blæksprutter, og i Atlanterhavet, hvor de er om vinteren, menes de at spise små fisk fra det mesopelagiske lag i 200-300 m’s dybde. Der er for nylig indført kvoter på fangsten af marsvin.

Spækhuggeren optræder sporadisk i Grønland, men er i de sidste ti år blevet observeret og fanget regelmæssigt i Østgrønland. Spækhuggerne æder primært fisk i Nordatlanten, men i Grønland tager de også havpattedyr som fx vågehval, narhval og sæler. Det vides ikke, hvor mange spækhuggere der er i Grønland, og arten er ikke fredet.

Blandt de 12 hvalarter, som vandrer til Grønland om sommeren, er finhvalen, vågehvalen og pukkelhvalen de vigtigste for den moderne hvalfangst. For alle tre arter er der kvoter på fangsten, som udstedes af Den Internationale Hvalfangstkommission. Det er relativt hurtige hvaler, som foretager store vandringer mellem sydlige parrings- og vinteropholdssteder og nordlige fødesøgningsområder. Alle tre arter har store bestande i Atlanterhavet, og det er delbestandene, som i åbentvandsperioden optræder i Grønland, hvor de indtager en stor del af deres årlige fødebehov ved at æde krill, lodde, tobis, blåhvilling og torsk.

Læs mere om natur og landskaber i Grønland

Læs videre om

• Den grønlandske fangstkultur
• Grønlands marine biodiversitet
• Sæler i de grønlandske farvande
• Havets ressourcer

Læs også om

• Havene omkring Grønland
• Grønlands fjorde
• Grønlands kyster
• Klimaet i Grønland

Se alle artikler om Biodiversitet og naturforvaltning