Hvalrosjagt nær Qaanaaq
Hvalrosjagt nær Qaanaaq. Af . Begrænset anvendelse

Den grønlandske fangstkultur

Haler af marsvin sælges på Brættet i Nuuk. Hvalkød er en yndet spise, og hvalens hud – mattaq – er en meget værdsat delikatesse, der ved festlige lejligheder som kaffemik ofte serveres rå i små terninger eller tilberedt på forskellig vis.

.
Licens: Begrænset anvendelse

Nær Siorapaluk fanger en mand søkonger med net. Håndnet og ketchernet må kun i meget begrænset udstrækning anvendes til fangst af søkonger, og i det hele taget er der strenge regler for, hvordan fugle må nedlægges, ligesom der er klare kvoteringer.

.
Licens: Begrænset anvendelse

Sælskind hænger til tørre i Ilulissat. For mange fangere er fangst af sæler, salg af sælkød og indhandling af sælskind en væsentlig indtægtskilde. Great Greenland har sælskindsindhandling i en række bygder og byer, hvor de indhandlede sælskind nedfryses og sendes til garveriet.

.
Licens: Begrænset anvendelse

Jagt og fangst er for mange i Grønland forbundet med »det gode liv«. Fangst er kødforsyning, mad, fangsttraditioner, skindsysler og sejlture i fjordene. Selvom fangsten kan have forskellige formål, understøtter den gode relationer mellem familie og venner, dyr og natur. Fangstudbyttet indgår ofte i deleøkonomi, hvor kødet fordeles i sociale netværk eller sælges på lokale markeder. Denne lokale kødforsyning er for mange en vigtig kilde til friske næringsrige råvarer, og den er et samlingspunkt i det grønlandske køkken.

Ud over kød bringer fangstdyr skind og ben, der indgår i hjemmesysler, nationaldragter og kunsthåndværk. Fangsten er også et mål for sejlture, vandreture og sommerlejre, og den er et emne for gode fortællinger. Desuden er fangst forbundet med den oprindelige fangstkultur og -viden, som er tilegnet og nedarvet fra generation til generation. Således trækker fangsten tråde langt ind i grønlandsk kultur, identitet og fællesskab.

Fangererhvervet i dag

Overalt i Grønland tager folk på jagt- og fisketure i deres fritid og sørger på den måde for, at familiens kummefrysere er velforsynede. Omtrent 5.000 borgere har fritidsjagtbevis. For de cirka 2.000 erhvervsfangere i Grønland fylder fangst det meste af arbejdslivet, og den udgør en vigtig del af fangerfamiliers indtægt. Nedlagte fangstdyr bliver indhandlet for deres kød eller skind, som bliver solgt lokalt, nationalt eller internationalt. Erhvervet som fanger er omkostningsfuldt i form af udgifter til arbejdsudstyr som jolle, benzin, rifler, patroner, garn, kroge, harpuner og arbejdstøj. Samlet set er indtægten fra fangsten beskeden, og en fangers husholdningsøkonomi er ofte afhængig af en partners faste lønindtægt. Fangererhvervet kombineres derfor ofte med fiskeri og turisme alt efter sæson, udbud og efterspørgsel.

Selvom fangererhvervet i dag har en mindre betydning for nationaløkonomien, spiller erhvervet stadig en væsentlig rolle for arbejdsmarkedet i Nord- og Østgrønland samt i bygder i Sydgrønland, hvor der er færre jobalternativer. Analyser af fangstens uformelle økonomi har vist, at fangererhvervet udgør et betydeligt socioøkonomisk bidrag til det grønlandske samfund, primært i form af selvforsyning og fødevaresikring.

Den tidligste fangstkultur

Grønland har udviklet sig i sammenhæng med fangstkulturen. Siden de første indvandringer har inuit levet af fangst på land, på havet, på isen og i fjordene. Forskellige havpattedyr, landpattedyr, fisk og fugle har igennem tiderne udgjort grundlaget for føde og beklædning, lys og varme, redskaber og transportmidler, som fx hundeslæde, kajak og større skindbåde.

Livets opretholdelse i familier og på bopladser har været ganske afhængig af gode jagtforhold og vellykkede fangster. Fangst har derfor været et centralt omdrejningspunkt i organiseringen af oprindelige arktiske lokalsamfund, hvor roller og ansvarsområder har været defineret af fangsten. Selve jagten har oftest været mandens rolle, og tilberedning af kød og skind kvindens.

Kød, spæk og skind blev – og bliver – fordelt efter særlige regler. En piniartorsuaq (storfanger), som har omfattende fangstekspertise og færdigheder, har haft et særligt ansvar i forhold til at dele sit fangstoverskud til dem, der manglede. Disse roller og relationer var med til at skabe fødevaresikkerhed og styrke den generelle velfærd. Derudover skulle kulturelle leveregler, fx de særlige måder, hvorpå fangeren og fangerkonen skulle udvise respekt for fangstdyret, sikre gunstige fangstforhold og opretholde balancen mellem menneske, dyr og natur.

Fortællingerne om Anaqorsuaq og Qivaaqiarsuk

Hvalrosjagt nær Qaanaaq. Hvalrossen er den største sælart i Arktis, og en fuldvoksen han vejer omkring 1.200-1.500 kg, så det kræver megen kraft at få et nedlagt dyr med sig hjem. Der blev i 2006 indført kvoter på hvalros, og fangstperioden i Nordvestgrønland går fra d. 1. oktober til d. 30. juni.
.
Licens: Begrænset anvendelse

Hans Hansen og Hans Holm, ansatte ved den grønlandske radio KNR, udsendte i 1950’erne og 1960’erne fortællinger af samtidige fortællere. De genudsendes endnu i KNR, og der er stadig mange lyttere, bl.a. til de to fortællinger om Anaqorsuaq og Qivaaqiarsuk.

Storfangeren Anaqorsuaqs levnedsløb er fortalt af Leopoldus Ringsted, kaldet Puustusi, fra Kapisillit. Det former sig som et nationalt epos, en klassisk heltefortælling, der består af to dele: Første del handler om Anaqorsuaqs opvækst i Østgrønland, mens anden del fortæller om hans senere liv i Vestgrønland.

Mens Anaqorsuaq vokser op i Østgrønland, hører han altid om »Pisissarfik«, et stort fjeld inde i bunden af Nuuk Fjord i Vestgrønland. Det er et sted med en overdådighed af fangst: sæler, rener, fisk. Hans drøm bliver at gøre den lange rejse derover og slå sig ned der.

Anaqorsuaq tager dertil, og i denne harmoniske verden får han en søn, som han er glad for og går på jagt med, og indimellem stiller han store krav til sønnens duelighed. En dag de er på jagt, trækkes sønnen ned af en sæl, men Anaqorsuaq griber ikke ind for at redde ham fra at drukne. Puustusi kommenterer, at den overdrevne strenghed viser, at det er sandt. En usand fortælling ville kun vise Anaqorsuaqs gode sider.

Atypisk for de traditionelle fortællinger er denne dog stærkt idealiseret, stort set uden konflikter, personerne er hjælpsomme, og hovedpersonens færdigheder gør nærmest Anaqorsuaq til et overmenneske. Som utopi og pilgrimsfortælling er fortællingen unik. Samtidig er det tydeligt at høre, at det begejstrer Puustusi at fortælle om fortidens storhed. Puustusi opfattede sig selv som kristen, men hans fortælling fremhæver »hedningenes« menneskelighed.

Historien om den barnløse fanger Qivaaqiarsuk er fortalt af Simon Nielsen fra Qoornoq. Qivaaqiarsuks kone er ufrugtbar, og i en periode, hvor sælerne ikke kommer ind til kysten, giver han hende noget mattak at spise. Da konen dør af dette, tager Qivaaqiarsuk hendes mavesæk ud, puster den op og tørrer den. Derefter ror han langt ud, og tre gange finder han længere og længere ude en isskosse, som han slår den oppustede mavesæk imod. Først tredje gang sprænges den, og sælerne begynder i flok at styrte ind mod kysten, mens Qivaaqiarsuk selv risikerer sit liv i uvejr på havet.

Qivaaqiarsuk sætter sit liv på spil; han formår at trodse og styre de overnaturlige kræfter og får dermed sælerne tilbage. Hans dyrkelse af frugtbarhed, kvindens som havets, står ham højere end alt andet.

Fangstkulturen under og efter kolonitiden

Fangstens rolle i grønlandsk samfund og kultur har naturligvis forandret sig igennem historiske processer, herunder handelen med europæiske hvalfangere i 1600-1700-tallet og i særdeleshed med Danmarks kolonisering. Indtil begyndelsen af 1900-tallet var den danske koloniale strategi baseret på den grønlandske fangst.

Den koloniale handel med skind og spæk finansierede koloniseringen. I denne proces blev fangstudbyttet delvis kommercialiseret, og »fangerlivet« blev i den koloniale diskurs til »det nationale erhverv«. Da indtægten fra handelen med spæk dalede i slutningen af 1800-tallet, begyndte man at omlægge til fiskeri. Derefter håndterede kolonimagten fangererhvervet som bevaringsværdigt af hensyn til naturalieøkonomi og kultur.

I store træk betød denne politiske udvikling, at fiskeriet blev et billede på modernisering, mens fangerlivet i stigende grad blev kategoriseret som en kulturarv. Disse historiske processer har uden tvivl haft indflydelse på udviklingen af fangstkulturen og afspejles også i grønlandsk politik i dag, hvor fangst ofte bliver opfattet som kulturarv og optager en stadig mindre rolle i udviklingsplaner.

Uagtet denne udvikling unddrager grønlandsk fangstpraksis sig kategoriseringen af fangst som et levn fra fortiden, som står i modsætning til fiskeriet. Fangsten relaterer sig derimod til det levede liv, der er defineret af dynamiske og mangfoldige praksisser og formål. Fangst handler altså ikke bare om kulturbevarelse og behovsbaseret fødevareforsyning. Den er forbundet med utallige aspekter af grønlandsk levevis, og den omfatter kultur, erhverv, traditioner, økonomi, livsstil, identitet, fællesskab og lokal suverænitet. Fangsten knytter sig således også til landets og havets dyr, deres tilgængelighed, årstidernes cyklus og sila, og den muliggøres af nedarvede og tilegnede fangstfærdigheder og et dybtgående kendskab til naturens forhold. Der findes altså ikke én måde at være fanger på men mange, og disse varierer fra sted til sted.

Fangst og fangererhvervet forvaltes af Departementet for Fiskeri og Fangst og Landbrug under Grønlands Selvstyre. Departementet skal ifølge lovgivningen forvalte udnyttelsen af de levende ressourcer baseret på videnskabelig rådgivning fra Pinngortitaleriffik (Grønlands Naturinstitut) samt erhvervsmæssige og socioøkonomiske behov. Der lægges desuden vægt på inddragelse af fangernes lokale viden. Dette princip viser sig til tider at være svært at efterleve, fordi der kan være modsætninger mellem den biologiske forskning og fangernes observationer af dyrebestandene.

Fangst på land

Rensdyr, polarræv, snehare og moskusokse er de vigtigste nersutit (landpattedyr), der fanges på land. Fugle som ryper og søkonger hører også til jagten på land, hvorimod lomvier, rider og ederfugle bliver fanget på havet eller på øer, hvor de yngler. Bestandene af landpattedyr har historisk fluktueret mere end havpattedyrenes, særligt har rensdyrbestandene haft dramatiske udsving. I Østgrønland er rensdyrene uddøet på grund af klimatiske forandringer.

Jagt af rensdyr og moskusokser

Blandt fangstdyrene på land har rensdyret særstatus. Mange steder i Vestgrønland er sommerfangsten forbundet med ferie, samvær med familien og forbindelse til gamle traditioner. Det store indlandsområde nær Kangerlussuaq i Vestgrønland, Angujaartorfiup Nunaa, er et rensdyrjagtområde, hvor familier fra kystens byer og bygder har jaget i generationer, og hvor teltpladser fortsat går i arv. Nu om dage begynder rensdyrjagten d. 1. august, og mange familier slår lejr, allerede inden jagten sætter ind. De fleste sommerfangstpladser ligger tæt ved elve eller udmundinger, hvor der også fiskes fjeldørred, polartorsk og ammassat (lodde). Sommerjagt er vigtig for mange – både erhvervsfangere og fritidsfangere – fordi den fylder fryserne, og fordi fællesskabet i naturen styrker og giver kræfter til en lang vinter.

Selvom dyr i Grønland primært betegnes som »vilde«, bærer rensdyr og moskusokser på en historie om menneskelig indblanding. I 1950’erne indførte man tamrener fra Norge til Sydgrønland og til en farm i Nuuk Fjord, og i 1960’erne blev 27 østgrønlandske moskusokser flyttet til Angujaartorfiup Nunaa.

Moskusokserne formerede sig så meget, at der siden er blevet flyttet dyr herfra til andre områder i Vestgrønland. Med moskusokserne fulgte nye former for fangst. Om vinteren kommer erhvervsfangere fra Sisimiut og Maniitsoq til Kangerlussuaq for at jage moskusokser for deres kød og skind, og nye erhverv er opstået: Uld fra en lokal moskusuldindustri er blevet et nationalt og globalt eftertragtet produkt. Desuden er trofæjagt en ny form for jagt, der finder sted i Kangerlussuaqområdet og andre steder i Grønland. Moskusokserne er blevet et eftertragtet fangstdyr for udenlandske jægere, der rejser til Grønland for en arktisk jagtoplevelse. Trofæjagten er forskellig fra den traditionelle grønlandske fangstpraksis, men den har givet mulighed for at føje en gren til fangererhvervet, som genererer pengeindtjening, samtidig med at bestanden af gamle tyre reguleres.

Fangst på havet

Der fanges mange forskellige miluumasut (havpattedyr) i Grønland. Disse inkluderer flere arter af hvaler og sæler, samt isbjørne. Da havets dyr er den mest stabile kilde til fangstudbytte, har de altid haft stor betydning for grønlandsk levevis, og det har været særlig vigtigt at sikre gode relationer mellem mennesker og havets dyr. Dette illustreres i den centrale grønlandske fortælling om Sassuma Arnaa (Havets Moder), som holder havdyrene tilbage, når mennesket mister respekten for dyr og natur og glemmer at følge de foreskrevne leveregler. Hun slipper først havdyrene løs igen, når mennesket har formået at formilde hende ved at kæmme hendes hår. Man kan på sin vis sige, at Sassuma Arnaa tidligere blev respekteret som en central forvalter af havets ressourcer.

I dag forvaltes fangst på havet, ligesom al anden fangst, af det grønlandske Selvstyre i samråd med biologisk rådgivning fra Pinngortitaleriffik (Grønlands Naturinstitut). Da havpattedyr migrerer i internationale farvande og krydser nationale grænser, sker rådgivningen i samarbejde med internationale organisationer, såsom Den Internationale Hvalfangstkommission og Den Nordatlantiske Havpattedyrkommission. Særligt er fangsten af hvalrosser, isbjørne, narhvaler og hvidhvaler under bevågenhed fra biologer, myndigheder og internationale miljøorganisationer. Siden midten af 1900-tallet har fangsten på visse havdyr været reguleret via kvoter. Denne regulering udgør en ny sæsonbaseret rytme, som fangerne skal tilpasse sig.

Sælfangst

Sælfangst har i særdeleshed haft en væsentlig og særegen rolle igennem historien, såvel i det førkoloniale Grønland som i kolonitiden. Sælen har været et primært fangstbytte i arktiske egne, fordi den med sit kød, spæk, skind og ben har dækket de basale daglige fornødenheder. Derfor har sælen en særlig plads i inuits kultur, identitet og verdenssyn.

Med Danmarks kolonisering blev sælfangsten også central for den koloniale handel, der kommercialiserede den og lukrerede på skind og spæk, som var attraktivt på det europæiske marked. Sælspæk blev solgt som olie til lamper og fremstilling af sæbe i Europa, indtil spækket blev erstattet af mineralske olier i slutningen af 1800-tallet. Salg af sælskind på det internationale marked fortsatte igennem kolonitiden og er i dag et vigtigt bidrag til fangernes indtægt.

Hvor det tidligere var Den Kongelige Grønlandske Handel, der varetog sælskindshandelen, er det nu det selvstyreejede selskab Great Greenland A/S, der indhandler, garver og markedsfører sælskind, nationalt og globalt. Markedet har dog siden 1960’erne og 1970’erne været truet af Vestens anti-sælfangstkampagner, som medførte et markedssammenbrud i 1980’erne med ødelæggende konsekvenser for arktiske fangstøkonomier. Markedet er aldrig kommet sig, og sælskind har siden været subsidieret af Hjemmestyret og Selvstyret. Anti-sælfangstbevægelsen blusser til tider op igen, og i 00’erne endte en kampagne med et importforbud mod sælskindsprodukter i EU.

Sælfangstens historie og udvikling afspejler, at fangstkultur opstår og forandres gennem forskellige processer, hvor oprindelige, koloniale, lokale og globale virkeligheder mødes, støder sammen og flettes ind i hinanden.

Fremtidsperspektiver for fangstkulturen

Samtidig med at det er blevet sværere alene at leve af fangst, er antallet af fritidsfangere steget igennem de senere år. Det peger på, at et liv med fangst trods erhvervets trange kår er højt værdsat. Klimaforandringer påvirker i stigende grad fangstforholdene. Nogle fangere fremhæver dog, at fangstkulturen altid har tilpasset sig naturens vekslende kræfter, men at kvoter og politisk regulering kan skabe usikkerhed om fremtiden. Andre fangere siger: Så længe der er liv, fangstdyr og is i Grønland, vil der være fangst.

Videre læsning

Læs mere om Grønlands kultur

Læs videre om

Læs også om

Se alle artikler om Traditioner og fortællinger

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig