Fangst og subsistensøkonomi (Grønland)

Der er 2.097 personer med et erhvervsfangerbevis, hvoraf de 991 bor i bygderne (2021). Forudsætningen for et erhvervsfangerbevis er, at minimum 50 % af den registrerede indkomst stammer fra fangst og fiskeri. Erhvervsfangerbeviset giver ret til fangst af udvalgte kvoterede arter samt til at indhandle fangst og fisk og at sælge det på fangernes salgssted »Brættet« i byerne.

For de fleste erhvervsfangere udgør fiskeri en stor del eller størstedelen af deres erhvervsmæssige aktivitet og indkomst, men de fleste supplerer med fangst. Eksempelvis er der 977 fangere med licens til jollefiskeri efter hellefisk i Qeqertarsuup Tunua (Disko Bugt), Uummannaq og Upernavik distrikter, hvor fiskefabrikkerne kun i meget begrænset omfang indhandler andre arter. Heraf har de 39 % en indhandling under 10 ton, og for 22 % ligger indhandling under 5 ton (2020).

Departementet for Fiskeri og Fangst vurderer, at en jollefisker skal have en indhandling af mere end 30 ton hellefisk årligt for at have et rentabelt fiskeri, hvilket kun 16 % af disse jollefiskere har. For størstedelen afspejler den beskedne indhandling og indtægt fra fiskeri ikke en dårlig personlig økonomi, men at fangst er et supplerende eller det primære erhverv. Som fabrikschefen i Upernavik udtrykker det: En stor del af jollefiskerne er subsistensfiskere; de fisker, når de har brug for kontanter, og ellers lever de af fangst.

En del af fangsten forhandles gennem de officielle kanaler som »Brættet« samt gennem supermarkedskæderne. Det gælder størstedelen af kødet fra de store og kvoterede hvaler som sildepisker (vågehval) og finhval, men også øvrige hav- og landpattedyr, fisk, fugle, bær mv. Tilsvarende indhandles mange sælskind til forarbejdning hos Great Greenland. Samlet er det salg og indhandling, der for den enkelte fanger dokumenterer tilstrækkelig omsætning til at opretholde et erhvervsfangerbevis. Men en betydelig del omsættes gennem personlige netværk og via internettet. Således er det eksempelvis normalt ved festlige lejligheder at blive budt på mattaq (hud fra narhval) i Midt- og Sydgrønland, der stammer fra fangst i Upernavik eller andet nordligt distrikt. Dertil kommer, at det fortsat er kutyme at forære kød til familiemedlemmer, der ikke selv kan fange, eller, i de mindre bygder, til øvrige bopladsfælder.

Det uformelle salg til og gennem familiemedlemmer eller tilsvarende opfattes normalt ikke som »sort økonomi«, men er kulturelt betinget. Man har altid byttet med udsøgte varer fra andre distrikter, og det er at sammenligne med gårdsalg fra landets knap 40 fåreholdersteder.

Ud over erhvervsfangerne er der 5.205 personer med et fritidsfangerbevis (2021), der giver ret til bl.a. sælfangst og i begrænset omfang fangst af rensdyr, moskus og fugle.

Samlet blev der i 2021 registreret fangst af bl.a. 64.000 sæler, 3.300 marsvin, 9.500 rensdyr, 1.800 moskus samt fugle mv. For ikke-kvoterede arter som sæl er der formodentlig et ikke ubetydeligt mørketal. Dertil kommer 158 sildepiskere (vågehvaler) og tre finhvaler. Samlet en anseelig mængde kød til en befolkning på 56.000, og for ingen af disse arter er der en formaliseret eksport.

Således erstatter fangsten en betydelig mængde kød eller andre fødevarer, der alternativt skulle have været importeret, og ca. en tredjedel af familierne i Den arktiske Levevilkårsundersøgelse, SLiCA (2004-06), gav udtryk for, at halvdelen eller mere af deres forbrug af kød og fisk stammer fra egen fangst.

Læs mere om samfund og erhverv i Grønland

Læs videre om

• Fiskeri, fårehold og fangst i Grønland
• Den grønlandske fangstkultur
• Havets ressourcer – Grønland
• Flora og fauna på land

Læs også om

• Politik og planer i Grønland
• Grønlands infrastruktur
• Grønlands befolkning

Se alle artikler om Erhverv og arbejdsmarked