Der findes omkring 250 fiskearter i havene omkring Grønland. Det er primært de udnyttede bestande, som der foreligger undersøgelser af, mens det for de fleste arter kun er noteret, at arten er observeret. Fiskeriet på få arter, primært reje, torsk og hellefisk, udgør i dag landets vigtigste eksportvare og står for en fjerdedel af bruttonationalproduktet. Fiskeriet reguleres gennem kvoter, som er opdelt på kystnært fiskeri med små både og havgående fiskeri med store fabrikstrawlere. Til understøttelse af det kystnære fiskeri er der fabriksanlæg i 11 byer og mindre faciliteter i flere bygder.
Den atlantiske torsk er måske den fiskeressource, som har haft størst betydning for landets udvikling. Fra køkkenmøddinger har man fundet meget store fiskeben af torsk, der viser, at de tidligste kulturer i landet har fisket efter torsk. De første rapporter om torskefiskeri ved Grønland stammer fra midten af 1800-tallet, men fra 1920’erne udvikledes et større fiskeri på bankerne i Vestgrønland. Fiskeriet toppede sidst i 1960’erne med rekordstore fangster på en halv million tons om året. Perioden fra 1920 til 1970 var varm, og med det koldere vand efter 1970 forsvandt torsken fra bankerne og er ikke siden kommet tilbage i samme størrelsesorden.
I fjordene findes flere små bestande af torsk, som ikke er så påvirkede af temperatursvingningerne, men i sammenligning med bestanden på bankerne i varmeperioden er de kystnære bestande ubetydelige.
Hellefisken forekommer i de kolde vandmasser i både Øst- og Vestgrønland. Gydningen foregår i Davisstrædet, og larver og yngel føres med vandmasserne nordpå ind på bankerne og ind i Qeqertarsuup Tunua (Disko Bugt). Hellefisken findes også udenskærs (mere end 3 sømil fra land) på 1.000-1.500 m’s dybde langs skrænten af Baffin Bugts dybe bassin. Hellefisk er i dag den vigtigste eksportfisk i Grønland.
Dybvandsrejen findes især på kanten af bankerne på dybder fra 50 m til 600 m, hvor den lever af orme, dødt organisk materiale, alger og forskellige smådyr. Rejen indgår også som føde for torsk, helleflynder, hellefisk og laks. Fiskeriet efter dybvandsrejen begyndte i 1950’erne i Qeqertarsuup Tunua, og i takt med at fiskeriet efter torsk i løbet af 1960’erne gik tilbage, steg betydningen af rejefiskeriet. Siden 1980’erne har dybvandsrejen været den økonomisk vigtigste fiskeressource i Grønland. Kammuslinger og krabber fiskes i mindre omfang og har lokalt en vis økonomisk betydning.
Andre vigtige arter for fiskeriet inkluderer rødfisk, som fanges på dybt vand i Sydøstgrønland, stenbider, som fanges kystnært i Vestgrønland for at udnytte rognen, og lodden, som fanges i Østgrønland. Fiskeri efter makrel, sild og blåhvilling, som er pelagiske arter, udviklede sig overraskende hurtigt i Østgrønland efter 2011, men er nu i tilbagegang. Enkelte blåfinnede tun er også fanget i Østgrønland. Endelig er der den nordatlantiske laks, som fiskes i mindre omfang, og som har en lille gydende bestand i Nuuk Fjord. Flere andre arter indgår ikke i fiskeriet, men er vigtige for økosystemet: polartorsk, istorsk, tobis og grønlandshaj.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.