Grønlands marine biodiversitet

Når isen forsvinder i løbet af foråret, og lyset igen kan trænge ned i vandet, begynder en kaskade af produktion i vandsøjlen. Afsmeltningen af havisen har efterladt et tyndt lag ferskt vand i overfladen, og her udnytter planteplanktonet Solens stråler til en intensiv produktion. Næringsstofferne tilføres fra det dybere mere salte vand, men i løbet af sommeren opblandes overfladevandet så meget, at primærproduktionen mindskes i intensitet og foregår på større dybder.

Isens og lysets periodicitet betyder, at produktionen i havene omkring Grønland har en skarp sæsonmæssig rytme, som adskiller sig fra lavere breddegrader. Denne rytme har stor betydning for zooplankton, som udgør det næste led i fødekæden. Vandlopperne, som overvintrer på dybt vand, vandrer op i vandsøjlen om foråret for netop at græsse på den intense produktion af planteplankton. De fede vandlopper ædes af fiskelarver og visse fugle og hvaler og er dermed et vigtigt led i transporten af energi, i form af fx omega-3-fedtsyrer, op igennem fødekæden og dermed også for rekrutteringen af nye fisk til fiskeriet.

Sydligere i Øst- og Vestgrønland, i lidt varmere vand uden vinterisdække, er det nordatlantiske arter af krill, som primært græsser på planteplanktonet. Krill er igen føde for en lang række boreale fisk, fugle og havpattedyr, som søger mod de nordlige områder for at fouragere på koncentrationerne af dem.

Stigende havtemperatur vil påvirke sammensætningen af zooplanktonsamfundene, og det vil få konsekvenser for hele fødekæden i havet.

Grønlandshajen forekommer overalt i Grønland og lever også generelt i det kolde vand i Nordatlanten, hvor den findes fra overfladen og ned til 3 km’s dybde. Indtil 2. Verdenskrig var grønlandshajen udsat for kommerciel udnyttelse pga. sin værdifulde leverolie, der bl.a. blev brugt som en fin maskinolie. I dag er hajerne mest en gene for fiskeriet efter hellefisk, og hajkødet bruges kun som hundefoder.

Selvom grønlandshajen bliver sent kønsmoden og kun føder få unger, har bestanden i Nordatlanten tilsyneladende klaret tidligere tiders kommercielle udnyttelse. På trods af den historiske udnyttelse ved man meget lidt om hajernes biologi og deres betydning i økosystemet. De er tilsyneladende altædende, idet rester fra både snegle, mange slags fisk, sæler og selv store hvaler er fundet i hajernes maver. Det vides ikke, om hajerne kun går efter ådsler, eller om de er hurtige nok til at fange levende bytte som fx sæler, der ofte findes i deres maver.

Det mest specielle ved grønlandshajen er, at den har en potentiel levealder på op til 200-300 år, og dermed er den et af klodens længstlevende dyr. Dette er bl.a. påvist gennem analyser af øjelinsen og understøttes af observationer, der viser, at hajerne vokser ekstremt langsomt.

Bunddyr lever i eller på bunden, og de udgør den mest artsrige del af havets dyreverden. De almindeligste hvirvelløse dyr kommer fra grupper af muslinger, orme, søpindsvin, søpunge og krebsdyr. Fisk fra gruppen af fladfisk og stenbiderarter indgår også i bundfaunaen. Grønlands havområder på ca. 2,2 mio. km² rummer en utrolig artsrig bundfauna, men systematiske undersøgelser er kun udført i få områder, og det menes, at de ca. 2.100 forskellige arter, som indtil videre er beskrevet, kun udgør en brøkdel af bundfaunaen.

Dybvandsrejen findes på dybt vand (over 50m) og blød bund fra Uummannarsuaq (Kap Farvel) til Qimusseriarsuaq (Melville Bugt) og langs det meste af kysten i Østgrønland. Rejen har en speciel livsform, idet den i voksenstadiet skifter køn fra han til hun. Den ernærer sig på dødt organisk materiale, alger og små orme, og den laver ofte natlige ekspeditioner op i vandsøjlen, hvor den søger efter plankton. Rejefiskeriet begyndte i 1930’erne ved Sisimiut, men først i 1950’erne fik det indenskærs fiskeri i Qeqertarsuup Tunua (Disko Bugt) en større kommerciel betydning. Med torskens tilbagegang i 1970’erne kom der også gang i det udenskærs fiskeri efter rejer i både Vest- og Østgrønland, og siden 1980’erne har fiskeriet efter dybvandsrejen været det økonomisk vigtigste fiskeri i landet. Af de to andre bundlevende arter, som fanges i mindre omfang i Vestgrønland, er snekrabben den vigtigste, og kammuslingen er i dag uden betydning. Andre almindelige arter i bundfaunaen er muslinger, søstjerner, søpindsvin, slangestjerner og en række andre krebsdyr.

I Davisstrædet findes store mængder af blødkoraller og søfjer; ud for Nuuk, på 300 til 600 meters dybde, findes et område på ca. 500 km² med en høj koncentration af blødkoraller, og i Østgrønland er der forekomster af store 2-3m høje søtræer, som også er en koraltype. Disse områder med høje tætheder af koraller er samtidig levesteder for en række arter af søstjerner, rejer, snegle, søanemoner, svampe, krabber, bundlevende fisk, søliljer og kurvestjerner. Da disse områder er af særlig biologisk betydning, er der på nogle af lokaliteterne med høje koncentrationer af koraller indført begrænsninger for fiskeri med trawl.