Grønlands kyster

Grønland er domineret af en ca. 44.000 km lang kyststrækning mellem Indlandsisen og havet. Langt størstedelen af de menneskelige aktiviteter foregår tæt på kysterne. De fleste byer og bygder ligger direkte ved vandet, hvor vigtige erhverv som jagt og fiskeri har let adgang til åbent vand. Størstedelen af kystområderne er dog ubeboede, hvilket har skabt rum for en naturlige kystudvikling, hvor kystprocesserne har haft frit spil.

Kysterne er domineret af de dybe fjorde, hvor man ofte finder sedimentære aflejringer som strande, alluvialkegler og deltaer, som primært stammer fra en sedimenttilførsel via floder og vandløb. I oplandet har forvitring nedbrudt bjergarter til småpartikler, som kan transporteres til kysterne af vind og vand. Derudover eroderer og transporterer floderne sedimenter på vejen til kysterne. Deltaer dannes nær udløbet, hvor dalsystemer bliver flade, vandets strømning aftager og sedimenter derfor bundfældes.

Størstedelen af kysterne er klippekyster, hvor kystprocesser som bølger og tidevand har en relativt lille påvirkning i forhold til at ændre kystens udformning. Bølger påvirker dog klippekyster gennem brydning og erosion af klipperne, men det er en langsom proces, og selv over årtier observeres der ikke store ændringer i kystområder med klippekyster. En mindre del af kysterne er sedimentære kyster med strande, hvor løst sediment kan eroderes, transporteres og omlejres af kystprocesser knyttet til bølger, tidevand og vind.

Grønlandske kyster er unikke. Der er ikke mange steder i Verden, hvor sedimenttilførslen fra gletsjerne til kystområderne foregår over så korte afstande som mellem 10 og 50 km. Der er en række særlige arktiske forhold, som påvirker kysten. De to vigtigste er havis, der dæmper kystaktiviteten, og permafrost, der nedsætter erosionen. Begge dele påvirkes af de igangværende klimaændringer og kan medføre en øget sedimenttilførsel og øget kystaktivitet.