Kystprocesser og -ændringer i Grønland

Processerne, som påvirker de sedimentære kyster, er primært styret af bølger, tidevand og is. Bølgepåvirkningen i fjordsystemerne er lokal. Det frie stræk, vindhastighed og vindvarighed bestemmer bølgehøjden, som er en målestok for, hvor meget energi der er til rådighed til erosion, transport og aflejring af sediment.

Det frie stræk er ofte begrænset til få kilometer, hvorved bølgehøjden i en fjord sjældent kommer over 1m – selv under storm. Vinden i fjordsystemerne bliver ofte styret af den lokale topografi, hvor vinden accelererer, når den presses ind i fjorden. Det påvirker bølgeaktiviteten; de højeste bølger skabes i forlængelse af fjordorienteringen, og strande med stor omlejring af sedimenter dannes i bunden af fjorden.

På eksponerede kyststrækninger med åbent hav spiller dønninger, som stammer fra vindfelter uden for den specifikke kyststrækning, en væsentlig rolle. Når bølgerne rammer kysten med en vinkel, genereres en transport af sedimenter langs kysten, som kan føre til dannelsen af krumodder eller barrierer. Langs deltafronter skaber bølger ofte revler og redistribuerer sedimenter transporteret via deltaløb. Når en deltakanal ændrer sig, betyder det ofte, at det gamle deltaløb mangler sedimenttilførsel, og at den del eroderes, mens det aktive deltaløb får tilført sedimenter, der akkumuleres. Dertil kommer påvirkningen fra tidevand, som betyder, at bølgeenergien fordeles forskelligt, om der er lav- eller højvande.

Isen har både en direkte og en indirekte påvirkning på kystområderne. Isen dæmper bølger og reducerer dermed intensiteten af processerne langs kysterne. Når isen smelter, kan vind og bølger transportere drivis mod kysterne, hvilket påvirker kysterne direkte ved at skubbe is og sedimenter op på stranden.

Ekstremhændelser har ofte en stor lokal påvirkning på kysterne. Storme i kystområder har to direkte effekter: Bølgehøjden, og dermed bølgeenergien, stiger, og vandstanden stiger.

Det stigende vandspejl er primært en konsekvens af vindstuvning. Høj vandstand og mere bølgeenergi skaber stormaflejringer på stranden, der kan ses som stormrygge, samt erosion langs klinterne. Sedimenterne i disse stormrygge er ofte grus og sand. Store sten på stranden er ofte eroderet direkte fra en klint, mens de mindre partikler er ført væk. Enkelte store sten kan være dropsten, som er kommet med isbjerge og efterladt, når isen smelter.

Ekstreme hændelser på kysterne ses knyttet til jordskred, kælvende isbjerge eller jordskælv. Her kan der dannes en tsunamibølge, der kan vokse sig flere meter høj langs lavvandede kyststrækninger og kan oversvømme kystnære områder. I relativt små fjordområder ses det ofte, at denne type bølge reflekterer på den modsatte side af fjorden og resonerer i bassinet.

Langsigtede processer, som påvirker sedimentære kyster, spiller en rolle på tidsskalaer fra årtier til årtusinder. Relative havspejlsændringer er defineret som resultatet af vertikale ændringer i vandspejlet (eustatiske ændringer) og vertikale ændringer i landets undergrund (isostatiske ændringer).

Vandspejlsstigninger er direkte styret af afsmeltning fra iskapper og varmeudvidelse af havene ved opvarmning. Landhævning sker, når isen smelter tilbage (glacio-isostasi), hvorved trykket på landet lettes. Generelt er der en nord-syd-gradient i Grønland, hvor de sydlige områder har oplevet et relativt havspejlsfald gennem den første del af den holocæne tidsperiode – efterfulgt af en relativ havspejlsstigning i den sidste periode. I den nordlige del af landet har man observeret et relativt havspejlsfald over hele Holocæn. Derudover er der ofte en stærk gradient i det relative havspejl fra indre fjordområder tæt på iskapperne til ydre fjordområder tæt på åbent hav, hvor iskapperne har været bortsmeltet over en længere periode.

Relative havspejlsændringer er udforsket og undersøgt på mange grønlandske kyststrækninger. I områder med et relativt havspejlsfald ses kystaflejringer, der langsomt hæver sig. Det betyder, at gamle strandvolde, som indikerer gamle strande, ligger højt oppe i landskabet i forhold til den nuværende strand og det nuværende havspejl. Datering af strandvoldssystemer på forskellige niveauer over havet er brugt til at rekonstruere relative havspejlsændringer på forskellige kystlokaliteter, og disse havspejlskurver anvendes til rekonstruktion af klimaændringer tilbage i tid.

Strandvoldssystemer har været et typisk bosted for de tidligere kulturer. Ofte består de af grus og sand, som dræner vandet effektivt og er mindre følsomt over for permafrost. Arkæologiske fund og bosættelsesstrukturer er ofte tilknyttet strandvoldssystemer, hvor den ældste kultur ligger højest i terrænet.

Læs mere om natur og landskaber i Grønland

Læs videre om

• Grønlands geologiske historie
• Grønlands marine biodiversitet
• Indlandsisen
• Temperatur og nedbør i Grønland

Læs også om

• Grønlands kyster
• Klimaet i Grønland
• Grønlands geologi
• Havene omkring Grønland
• Grønlands fjorde
• Grønlands landskaber

Se alle artikler om Kyster