Temperatur og nedbør i Grønland

Over Indlandsisen varierer lufttemperaturen primært med breddegrad og højde over havet. Ved Summit Station, et af de højeste punkter på Indlandsisen, er middeltemperaturen ca. -31 °C (og minimumstemperaturer helt ned til -70 °C), med et årligt udsving på ca. 30 °C. Mod vest eller øst fra Summit stiger middeltemperaturen ca. 0,8 °C pr. 10 km. Normalt falder temperaturen med 0,5-1 °C pr. 100 højdemeter, men over Indlandsisen er der lange perioder med lav indstråling og/eller stor refleksion, som medfører det omvendte fænomen: inversionslag.

De stabile temperaturforhold medfører et udbredt og stabilt højtryk over Indlandsisen, som kun afbrydes af ændrede indstrålingsforhold eller frontsystemer, der sommetider passerer. Vejrskift i de isfrie områder styres ofte af vandrende lavtryk, der opstår fra udsving i polarfronten. Når et lavtryk passerer, medfører det et relativt hurtigt vejrskift med lettere stigende temperatur, nedbør og sommetider storme.

Temperaturvariationen fra nord til syd er størst i vinterhalvåret. Nord for 66°33' nordlig bredde (polarcirklen) stiger Solen ikke over horisonten i dele af vinterperioden, og dermed varmes jordoverfladen ikke væsentligt op. I januar vil gennemsnitstemperaturen i Pituffik (76°32N) for eksempel være 20 °C koldere end i det sydlige Qaqortoq (60°43N). Når man nærmer sig sommeren, og dagene gradvis bliver længere (i de nordlige egne stiger dagslængden i en kort periode med mere end 40 minutter pr. dag), vil temperaturforskellen fra nord til syd falde.

I sommerperioden oplever man nord for polarcirklen midnatssol, og det markante skift i indstråling betyder, at der i juli måned kun er et par graders forskel mellem Qaqortoq og Pituffik.

Man kan opleve en anden interessant temperaturgradient, når man bevæger sig fra kyst over land og ind mod Indlandsisen. Om sommeren vil kystområderne blive kølet af det kolde hav, hvorimod de dybe dale inde i landet på samme breddegrad godt kan være 5 °C varmere i gennemsnit. Ud over nedkølingen fra havet skyldes forskellen også et mere stabilt »fastlandsklima« om sommeren inde i landet, med mindre tåge- og skydannelse til at blokere for Solen. Om vinteren vil kystområderne være varmere, idet havvandet ofte er varmere end atmosfæren og derved opvarmer land. I områder med udbredt havis vil den klimatiske forskel mellem kyst og indland være mindre, da isen isolerer havvandet fra atmosfæren.

Ligesom over Indlandsisen kan der dannes inversionslag over isfrie landområder. Om vinteren opstår inversioner som følge af afkøling af de nederste luftlag på grund af snedække, mens de om sommeren i højere grad dannes nær kysten, hvor de nederste luftlag afkøles af koldt havvand. I visse fjorde ser man den mest frodige vegetation i et bælte i 100-200 m’s højde over havniveau, hvilket netop er en effekt af varmere luftmasser om sommeren i denne højde.

Temperaturmålinger fra slutningen af 1980’erne og frem viser, at Grønlands isfrie områder er blevet varmere i den periode. Målinger fra Qeqertarsuaq (Disko) viser eksempelvis en stigning på ca. 2 °C i perioden, især på grund af varmere vintre. Samtidig kan man se en stagnation i temperaturændringen i flere dele af landet siden 2000 – visse steder en mindre afkøling om foråret og efteråret. Målingerne viser kompleksiteten i temperaturændringer, og at geografisk område og måleperiode skal tages med i betragtning.

Nedbørsfordelingen er knyttet til temperaturen i atmosfæren og adgangen til overflader med vand, der kan fordampe, men afgøres også af vindforhold og topografi. Varme luftmasser, der bevæger sig over åbent vand fra syd mod Grønland, indeholder store mængder vanddamp, der frigives som nedbør, når luften møder land og presses opad af de stejle bjergsider ved landets sydspids. I sydvest nær Qaqortoq er årsnedbøren ca. 990 mm og falder herfra mod nord. I Pituffik er årsnedbøren således kun ca. 130 mm.

I de nordlige egne vil størstedelen af nedbøren falde som sne, mens størstedelen af nedbøren i Qaqortoq er regn. Det betyder mod nord, at nedbøren akkumuleres som sne, for så at smelte og i varierende grad strømme af til elve og søer om foråret. Derved kommer en mindre del af nedbøren til rådighed for økosystemerne på land. Hvor nedbøren ligger som sne, vil det have en isolerende effekt på jordtemperaturen i forhold til lufttemperaturen, og derved vil det have betydning for eksempelvis tilstedeværelsen af permafrost.

Der er også en kyst-indland-dynamik i nedbøren. Den koldere vinterluft inde i landet kan indeholde mindre vanddamp. Da der samtidig er færre vandoverflader, vandet kan fordampe fra, vil indlandsområder få mindre nedbør end kystnære områder. Kangerlussuaq på vestkysten (67°0N) oplever mindre end 200 mm nedbør pr. år (1961-90), hvorimod Sisimiut (66°56N), der ligger omtrent på samme nordlige breddegrad, men 130 km længere mod kysten, får ca. 340 mm (1961-90). Det stabile vejr i Kangerlussuaq var i øvrigt en afgørende grund til placeringen af en strategisk vigtig lufthavn dér.

Læs mere om natur og landskaber i Grønland

Læs videre om

• Vindsystemerne i Grønland
• Klimaforskning på Indlandsisen
• Indlandsisen
• Oversvømmelser og tømning af gletsjersøer

Læs også om

• Havene omkring Grønland
• Grønlands kyster
• Grønlands fjorde
• Biodiversitet og naturforvaltning i Grønland
• Grønlands landskaber
• Ferske vande i Grønland

Se alle artikler om Klima