Indlandsisen

I de lavereliggende områder langs randen af Indlandsisen smelter sne og is om sommeren, og i mange områder dannes der blå smeltevandssøer og floder, der dræner smeltevandet via spalter (mouliner) ned til bunden af isen, hvor den flyder under isen ud til randen. I de lavtliggende områder smelter vintersneen væk, og den mørkere isoverflade blottes og smelter. Det er isens naturlige cyklus, at is fra midten af iskappen flyder ud mod randen for at smelte. Den afsmeltende overflade er meget mørkere end den hvide sneoverflade, som man ser i de centrale dele af iskappen, og dette forstærker afsmeltningen langs randen.

Som temperaturen stiger, vil afsmeltningsområdet nå højere op på Indlandsisen om sommeren, og mere is vil smelte. Helt ude ved randen finder man også spalter, der opstår, når isen flyder over klippeunderlagets ujævnheder eller øger hastigheden og trækkes fra hinanden. Spalterne kan typisk være 20 m dybe og kan være svære at se om vinteren og foråret, når de er dækket af nysne.

Den store Indlandsis har været dragende for ekspeditioner helt tilbage fra Fridtjof Nansen, der krydsede isen i den sydlige ende i 1888, Robert Peary nordpå i 1892 og Lauge Koch midtpå i 1913.

De første store internationale videnskabelige ekspeditioner over isen var EGIG-ekspeditionen i årene 1956- 72. Ekspeditionerne blev arrangeret af den internationale kommission for sne og is og havde deltagelse fra Danmark, Tyskland, Østrig, Frankrig og Schweiz. EGIG opmålte en profil over isen og lavede meteorologiske og glaciologiske observationer. Siden har der været talrige ekspeditioner på Indlandsisen til opmåling af isen, iskerner til palæoklimaundersøgelser og forståelse af isens dynamik og afsmeltning. Satellitobservationer af højdeændringer, overfladetemperatur og isflydning har siden 1979 revolutioneret den viden, vi har om Indlandsisen.

Der er meget fokus på den rolle, Indlandsisen og de omkringliggende mindre iskapper og gletsjere spiller for den globale havspejlsstigning. Opvarmningen over Indlandsisen er to-tre gange den globale opvarmning, hvilket giver anledning til massive afsmeltninger. Afsmeltningen fra Indlandsisen kommer både fra smeltning langs randen af isen og ved kælvning af isbjerge fra de mange hurtigflydende isstrømme omkring Grønland. Siden år 2000 er massetabet fra Indlandsisen vokset, og i perioden 2010 til 2020 har Indlandsisen i gennemsnit mistet 240±60 km³ is årligt, hvilket svarer til en global havspejlsstigning på 0,7 mm om året.

Prognoser for massetabet fra Indlandsisen er meget usikre, særligt fordi det er svært at forudsige udviklingen af isstrømmene. Isstrømmene flyder hurtigere end den omkringliggende is og kælver isbjerge ud i fjordene. Sermeq Kujalleq (tidligere kendt som Jakobshavn isbræ) er den bedst kendte med hastigheder på op til 14 km om året. I nyere tid er hastigheden af isstrømmen øget fra 7 til 14 km om året, men senest faldet til omkring 10 km om året, selv om det fortsat bliver varmere over Indlandsisen.

De mange hundrede isstrømme omkring Grønland har næsten alle øget deres hastighed og derved afgivet mere is til havet. Forskere har et stort netværk af observationsstationer til monitorering af afsmeltningen fra Grønland, der ses som en af de største kilder til øget globalt havspejlsniveau i fremtiden.

Læs mere om natur og landskaber i Grønland

Læs videre om

• Isbjørnen
• Klimaforskning på Indlandsisen
• Temperatur og nedbør i Grønland
• Oversvømmelser og tømning af gletsjersøer

Læs også om

• Grønlands geologi
• Klimaet i Grønland
• Grønlands isfrie landskaber
• Ferske vande i Grønland

Se alle artikler om Landskaber