Bygderne i Grønland

Siden årtusindskiftet er indbyggertallet i bygderne faldet betydeligt – fra 10.206 i 2002 til 7.080 i 2021 – et fald på 30 %. Men hvor indbyggertallet i de fleste bygder falder, stiger det i andre, samtidig med at nogle har et stabilt indbyggertal. Forklaringen skal primært findes i den enkelte bygds samlede eksistensgrundlag og befolkningens evner til og muligheder for at udnytte det naturgivne ressourcegrundlag.

For langt størstedelen af bygderne er eksistensgrundlaget fiskeri kombineret med fangst. Ofte indgår fangsten ikke, eller kun i begrænset omfang, i bygdens registrerbare økonomi. Men fangsten bidrager i væsentlig grad til det lokale fødegrundlag, og specielt i de mindre bygder opretholdes de gamle traditioner med kødgaver til personer, der ikke selv har mulighed for at gå på fangst, hvor fangst i de større bygder primært distribueres inden for familiestrukturerne.

Samtidig bidrager fangsten til den enkelte fangerfamilies samlede indkomst, enten gennem bytte med anden fangst, bær eller tilsvarende fra andre distrikter, eller den sælges ad uformelle kanaler over det meste af landet. Dermed udgør en stor del af bygdernes fangst og en del af fiskeriet en ikke-registreret subsistensøkonomi. En del af fangsten indgår i den registrerede økonomi, bl.a. når den indhandles på fiskefabrikker i nogle af bygderne. Det gælder fx dele af det hvalkød, mattak (hvalhud), rensdyr og moskus, der fanges af bygdebefolkningen.

En del af forklaringen på bygdernes samlede faldende befolkningstal skal dermed findes i ændringer i den enkelte bygds eksistensgrundlag. Da torsken fra slutningen af 1980’erne forsvandt fra den sydvestgrønlandske kyst på grund af internationalt overfiskeri i Nordatlanten, forsvandt størstedelen af eksistensgrundlaget for bygderne i dette område, og det er her, den største og hurtigste affolkning af bygder ses. I samme periode kom der for alvor gang i fiskeriet efter hellefisk i Uummannaq og Upernavik distrikter, hvorfor befolkningstallet i nogle af distrikternes bygder fortsatte med at stige. Disse bygder er blandt de bosteder, der målt pr. indbygger har det største bidrag til eksportindkomsten.

Tidsmæssigt falder kollapset i torskefiskeriet delvis sammen med Greenpeaces kampagne imod sælskind og indførelsen af internationale restriktioner for salg af hvalros- og narhvalstand, isbjørneskind mv., der udfordrede økonomien i de bygder, der havde få alternative indtægtskilder.

En anden vigtig faktor for den enkelte bygds udvikling er, om den nødvendige infrastruktur for at udnytte ressourcegrundlaget opretholdes. Hvis ikke bygden selv har et indhandlingsanlæg eller en fabrik inden for en rimelig radius, bliver det ikke muligt at udnytte det lokale ressourcegrundlag, og på det punkt udfordres en række bygder. Samtidig er der en række bygder, hvor indhandlingsanlægget har for lille frysekapacitet, så indhandlingen må stoppe i løbet af islægsperioden, fordi lageret ikke kan tømmes.

Andre bygder udfordres af utilstrækkelig eller manglende ferskvandsforsyning til fiskeproduktionen, for lille elkapacitet, eller af at havnen ikke har tilstrækkelig dybgang. Samtidig udfordres bygderne af ændrede prisstrukturer, så en række varer og tjenesteydelser i dag er betydelig dyrere i bygderne end i byerne. Dertil kommer specielt de unges ønske om øgede muligheder for uddannelse og job, bedre offentlig og privat service, fx inden for sundhedsområdet, samt reelle kultur- og fritidstilbud.

Der har gennem årtier foregået en debat om, at det decentrale bosætningsmønster med 17 byer og 54 bygder er for dyrt, og i særdeleshed, at opretholdelsen af bygderne udgør en tung omkostning. Der er tale om en kompleks og nuanceret problemstilling. Der er meget stor forskel mellem bygder, ligesom der er stor forskel på byer. En række byer og bygder har mistet deres naturgivne eksistensgrundlag og bidrager derfor stort set ikke til eksporten eller den nationale fødevareforsyning, og den primære beskæftigelse er opretholdelsen af selve bostedets drift. En udfordring for ødriftssamfund, hvor det ikke er muligt at pendle.

Målt pr. indbygger er de offentlige omkostninger på nogenlunde samme niveau for byer og bygder samlet set, men det afspejler meget store forskelle i serviceniveauet, der er langt bedre i de større byer. Hvis bygdernes serviceniveau skulle op på de større byers niveau, ville bygderne blive betydelig dyrere pr. indbygger. Ses der derimod på den gruppe i den erhvervsaktive alder, der udgøres af ufaglærte, fiskere, fangere og folk uden for arbejdsmarkedet, er de offentlige omkostninger pr. indbygger markant mindre i bygderne end i byerne. Det skyldes, at bygdebefolkningen er langt mere selvforsynende.

Erkendelsen af, at by versus bygd er en unuanceret modsætning, er ved at finde fodfæste i Selvstyret og kommunerne, hvor der er et stigende fokus på det enkelte bosteds samlede eksistensgrundlag, og i hvilket omfang samfundet støtter op om befolkningens muligheder for at udnytte det naturgivne ressourcegrundlag gennem infrastruktur, prisstrukturer mv.

Dertil kommer, at en række bygder har store uudnyttede turismepotentialer, og at nogle bygder efterhånden har skiftet status til »sommerbygd« med fritidshytter for den nærliggende by, hvor bygdens faste indbyggere bidrager til at opretholde sommerbygdens drift.

Bosætningsmønsteret i Grønland har altid været dynamisk, og der vil også fremover være bygder, der vokser og trives, og bygder, der affolkes og lukker.

De to bygder Kangerlussuaq og Narsarsuaq er oprindelig grundlagt af amerikanerne som lufthavne under 2. Verdenskrig og fungerer i dag som de primære indgange for passagerer til og fra Grønland. Derfor beskrives de særskilt som byer – under deres respektive kommune.

Læs mere om Grønlands kommuner og byer

Læs videre om

• Grønlands befolkning
• De grønlandske ødriftssamfund
• Fangst og subsistensøkonomi
• Fiskeri, fårehold og fangst i Grønland

Læs også om

• De fem storkommuner
• Bosteder med landbrug i Grønland

Se alle artikler om Kommunerne og byerne