De grønlandske ødriftssamfund

Ud over at Indlandsisen dækker otte tiendedele af landet, er Grønland også udfordret af havis, hvor storisen langs østkysten fra november til midt i maj lukker for sejlads til Tasiilaq og distriktets bygder, og Ittoqqortoormiit modtager normalt kun to årlige forsyningsskibe. Ligeledes kan storisen periodisk besværliggøre – eller endda umuliggøre – sejlads i Sydgrønland. I Nordgrønland besejles distrikterne Uummannaq og Upernavik i dag kun fra maj til december, Qaanaaq modtager kun to årlige forsyningsskibe, og om vinteren giver havisen forsinkelser eller skibsaflysninger i Qeqertarsuup Tunua (Disko Bugt). Dertil kommer udfordringerne med kulde, orkaner, store temperaturudsving, nedbør og tørke.

På grund af klima, permafrost samt de brede og dybe fjorde, og fordi flere bosteder ligger på øer, er det kompliceret og meget dyrt at etablere længere vejforbindelser. Det er udfordringer, der også findes i andre øde landområder som fx i Alaska, arktisk Canada, Island og Sibirien, hvor det i et vist omfang er lykkedes at etablere et sammenhængende vejnet. Men for Grønland har udfordringerne, kombineret med den meget lille befolkning, betydet, at ingen beboede steder har vejforbindelse til andre, bortset fra enkelte fåreholdersteder i Sydgrønland.

Derfor foregår transport mellem Grønlands 17 byer og 54 bygder som sejlads eller flyvning, og om vinteren kombineret med snescooter samt i Nord- og Østgrønland også hundeslæde. Enkelte steder køres der om vinteren på havisen med bil og lastbil mellem bostederne. Transportstrukturen indebærer, at det kan tage en eller flere dage at komme fra en by til en anden, hvortil kommer de vejrbetingede forsinkelser og aflysninger. Så selv mellem de bosteder, der ligger tættest på hinanden, kan rejsetiden være lang.

Transportudfordringerne betyder, at beboerne er afhængige af de faciliteter og services, der findes på det enkelte sted, og at alle faciliteter og services grundlæggende skal etableres og drives i såkaldt ødrift uden at være koblet sammen med andet bosted. Som eksempel har alle bosteder egen el- og vandforsyning uden mulighed for backup fra andet sted, dog med undtagelse af Qaqortoq og Narsaq, der har et fælles vandkraftværk.

Samtidig betyder ødriften og transportinfrastrukturen, at det ingen steder er muligt på daglig basis at pendle for at arbejde et andet sted. Derved reduceres arbejdsmarkedet for den enkelte borger reelt til det enkelte bosted – by eller bygd – og for fiskeriets vedkommende den rentable aktionsradius for den enkelte fiskers fartøj.

Alle bosteder er små. Selv hovedstaden Nuuk med godt 19.000 indbyggere er i international sammenhæng en meget lille by, og landets mindste bygd har under 20 indbyggere. Dermed bliver den gennemsnitlige størrelse på de grønlandske bosteder mere sammenlignelig med forholdene i fx dele af Alaska, arktisk Canada og Sápmi (Sameland).

Bostedernes størrelse og den komplicerede og bekostelige transportinfrastruktur udfordrer på en række vitale områder markedsmekanismen, fordi der på mange bosteder ikke findes et kundeunderlag til konkurrerende udbydere af en given varegruppe eller ydelse. Derfor opstår der naturlige monopoler, der kan udfordre prisdannelsen, medmindre det offentlige regulerer området.

Desuden er flere bosteder så små, at der end ikke er kundeunderlag til en enkelt udbyder, selv inden for så vitale områder som detailhandel. Problemstillingen kan enten føre til, at vitale ydelser ikke udbydes, eller at det offentlige bliver nødt til at overtage opgaver, der i en markedsøkonomi ville være udbudt af private aktører. Alternativet er, at det offentlige gennem subsidier helt eller delvis betaler en privat virksomhed for at levere ydelsen, som det fx er tilfældet i forbindelse med Selvstyrets serviceaftaler med private aktører.

I forsøget på i videst muligt omfang at opretholde Grønland som en velfærdsstat ejer det offentlige derfor en række virksomheder, der varetager samfundsnødvendige opgaver de steder og/eller inden for de erhvervsområder, hvor kundeunderlaget og de geografiske og klimatiske forhold ikke muliggør, at opgaverne løses på markedsvilkår. I de større byer er der enkelte af disse opgaver, som udbydes på markedslignende vilkår. Men ønsket om og den politiske prioritering af at opretholde en spredt bosætning med adgang til velfærdsydelser (om end på forskelligt niveau) ville ikke være mulige uden de offentligt ejede virksomheder og fx ens priser på energi, vand og teleydelser.

Samlet medfører ødriften en lang række smådriftsudfordringer, som fx at hvert bosted skal have egen skole, sundhedscenter, el- og vandforsyning, butik mv. Det betyder, at flere af de offentligt ejede virksomheder har mange »filialer« til små kundeunderlag, så der eksempelvis alle steder er en el- og vandværkspasser. Samtidig betyder det, at den offentlige forvaltning uundgåeligt bliver langt større end i lande, hvor eksempelvis børnene kan køre med bus til skolen i den nærmeste større by.

Bosætningsmønsteret er historisk betinget, men det er pga. landets størrelse og de store afstande i høj grad også en forudsætning for at udnytte de lokale naturbetingede ressourcer.

Fisk og skaldyr bidrager med ca. 95 % af værdien af den samlede vareeksport. Fiskeriet kan groft opdeles i det trawlerbaserede udenskærs fiskeri, hvor det har mindre betydning, hvor trawleren har hjemhavn, og det indenskærs fiskeri, der bidrager med godt 40 % af den samlede fangstværdi (2018). For store dele af det indenskærs fiskeri har afstanden til fiskepladserne afgørende betydning, som fx langlinefiskeriet efter hellefisk fra havisen i Nordgrønland. Derfor er det nødvendigt at opretholde en række mindre indhandlingssteder og dermed bosteder.

Bosætningsmønsteret har været en kilde til debat siden den danske modernisering efter 2. Verdenskrig, og selv om bosætningsmønsteret er dynamisk og udvikler sig løbende, er det et rammevilkår for Grønland, hvor afstandene er store. Eksempelvis er der ca. 1.200 km fra Qaanaaq til Ilulissat og ca. 1.500 km fra Qaanaaq til Nuuk. Derfor sætter befolkningens størrelse og ødriften rammerne for samfundets struktur.

Læs mere om samfund og erhverv i Grønland

Læs videre om

• Fangst og subsistensøkonomi
• Den grønlandske fangstkultur
• Turisme i Grønland
• Fiskeri, fårehold og fangst i Grønland

Læs også om

• Grønlands befolkning
• Erhverv og arbejdsmarked i Grønland
• Grønlands infrastruktur
• Grønlands boliger

Se alle artikler om Politik og planer