Bosteder med landbrug i Grønland

De første kendte landbrug med husdyrhold i Grønland tilskrives nordboerne, der bosatte sig omkring år 985, efter at Erik den Røde havde besøgt og navngivet landet. I nyere tid blev det første heltidslandbrug grundlagt i 1924 i bygden Qassiarsuk, i tilknytning til netop Erik den Rødes oprindelige gård.

Husdyravlen var allerede fra 1783 et supplerende livsgrundlag i bygden Igaliku, hvor malkekvæg og geder græssede på det sted, hvor ruinerne fra Garðar, nordboernes bispesæde, henligger. Husdyrhold med kvæg og geder blev således gradvist udbredt i Sydgrønland op gennem 1800-tallet.

Landbrug og fåreavl er med få undtagelser koncentreret i Sydgrønland, hvor det subarktiske klima dybt inde i fjordene er tilstrækkelig varmt, og vinteren generelt er mildere og kortere end længere mod nord.

Den altovervejende del af det grønlandske landbrug er direkte knyttet til fåreavl. Fårene græsser ude hele sommeren, og på markerne opdyrkes grovfoder til vinteren, der suppleres med importeret kraftfoder.

Antallet af besætninger er gået fra 54 i 2005 til 38 i 2019, mens antallet af større bedrifter med mere end 500 moderfår har ligget stabilt på 14-18 bedrifter i den samme periode. Fåreavlen har siden årtusindskiftet udviklet sig til intensiv produktion fra små til større bedrifter. Gennemsnitsstørrelsen på en bedrift er 28,5 ha (2015), og de fleste af landets bedrifter, ca. 68 %, findes i Narsaq distrikt (2015). Bedrifterne drives fortrinsvis af enkelte familier.

Livet som fåreholder i Grønland er helt specielt, ikke kun pga. det sub- og lavarktiske klima, men fordi de fleste fåreholderfamilier i endnu højere grad end by- og bygdebeboere er afskåret fra omverdenen, fra infrastruktur, offentlig og privat service, kulturtilbud og noget så basalt som skolegang for deres børn. De må klare det meste selv. Ud over at opdrætte får og dyrke afgrøder løser fåreholderne opgaver, som andre vil tilkalde tømrere, elektrikere, blikkenslagere eller it-eksperter og lignende til at hjælpe med. Og så underviser de ofte selv deres børn. Det er ikke uden grund, at fåreholdernes børn har ry for at blive nogle af landets fremmeste voksne. De er opvokset med året rundt og i enhver situation at løse problemerne selv. Erhvervet udgør en stærk kultur med stolte og arbejdsomme bønder.

Forsøg med at opdrætte kvæg er startet op inden for de sidste ti år, primært i nærheden af eller i Narsaq. Derudover findes der to bedrifter, som producerer kød fra tamrener i hhv. Isortoq Reindeer Station i Qaqortoq distrikt samt Tuttutooq i Narsaq distrikt. Isortoq, der er den største af de to, har tilladelse til at eksportere til EU og producerer 800-1.000 tamrener årligt på eget slagteri fra en fast avlsbestand på ca. 3.000 dyr. Men det er fortsat fårene, der fylder mest i landskabet.

Gennem årene er der investeret kraftigt i udbygningen af infrastrukturen i fåreholderdistriktet, ligesom Selvstyret yder tilskud til indhandling og etableringsstøtte til fåreavlere, og siden 2004 endvidere til drift af slagteri. Moderne driftsbygninger er opført, og for at sikre forsyningen gennem strenge vintre er produktionen af grovfoder øget, og afhængigheden af importeret kraftfoder er faldende.

Kommune Kujalleqs og Selvstyrets vision er at gøre Sydgrønland til »Grønlands spisekammer« med intensivt landbrug, der forsyner hele landet med kartofler og andre rodfrugter, salat, grøntsager og kød fra kvæg, grise, får og rensdyr. Det er muligt rent landbrugsteknisk; udfordringerne består i at gøre det rentabelt og dermed konkurrencedygtigt på pris samt at sikre en stabil kapacitet, forsyning og kvalitet sammenlignet med den massive import fra udlandet af netop den type produkter, der ofte er subsidieret, fx gennem EU-landbrugsstøtte.

For at understøtte landbrug og fåreavl i bestræbelserne på at opnå de beskrevne mål driver Selvstyret forsøgsstationen Upernaviarsuk, beliggende få kilometer fra Qaqortoq.

På forsøgsstationen afprøves forskellige afgrøder til forbrugerne og typer af vinterfoder under arktiske forhold, ligesom stationen driver en landbrugsskole, der tilbyder undervisning i landbrug, gartneri og fåreavl. Endvidere udføres forsøg med skovbrug i lille skala.

Landbruget udgør en mindre del af samfundsøkonomien, og det meste af produktionen afsættes på hjemmemarkedet. Eksporten udgør beskedne 0,1 % af landets samlede eksport (2015) og er næsten udelukkende produkter fra lam eller rensdyrkød.

Landmændene søger hele tiden at udvikle og optimere driften og gøre den mere rentabel. Solceller og vandkraft har de seneste par årtier fundet vej til bedrifterne, og det sparer mange tusinde liter brændstof til gavn for både miljø og økonomi. Fremtiden for landbruget ligger i biindtægter. Mange udbyder vandrehjemsværelser, opdrætter kvæg eller dyrker grøntsager og kartofler, som kan sælges i byen.