Grønlands infrastruktur

Kommunerne har ansvaret for de lokale vejanlæg. I de større byer er størstedelen af vejene asfalterede, mens der i de mindste byer og bygderne primært benyttes grusveje. I en række mindre bygder er der ingen veje, men alene stisystemer.

For Nukissiorfiit betyder de store afstande og ødriften, at der ikke findes et landsdækkende eller regionalt elnet, hvorfor der er selvstændig elforsyning i hver by og bygd. Eneste undtagelse er byerne Narsaq og Qaqortoq i Sydgrønland, der begge får elektricitet fra vandkraftværket Qorlortorsuaq. Desuden er der vandkraftværker ved Nuuk, Sisimiut, Ilulissat og Tasiilaq. Vedvarende energi fra vandkraft bidrog i 2018 med 67 % af Grønlands elforbrug. Alle øvrige byer og bygders elværker er med dieselgeneratorer.

I de fleste byer leverer Nukissiorfiit fjernvarme baseret på restvarme fra elværket; nogle steder leverer forbrændingsanlægget også varme. I vandkraftbyerne er enkelte boligområder opvarmet med elvarme.

Landets øvrige boliger opvarmes med oliefyr eller, specielt for mindre boliger, den udbredte petroleumsskibsovn. I større etagebyggerier eller rækkehusområder er der ofte en fælles varmecentral.

I langt de fleste bosteder benytter Nukissiorfiit overfladevand fra en eller flere nærliggende vandsøer, mens der enkelte steder benyttes elvvand. Vandet renses og behandles i et lokalt vandværk.

Om vinteren får ca. ti bosteder, primært i Nord- og Østgrønland, vand fra tanke, der er fyldt om sommeren. Desuden er der ca. ti byer og bygder på mindre øer, der helt eller delvis benytter omvendt osmose (RO) til afsaltning af havvand.

I de større byer er hovedparten af boligerne koblet på et vandnetværk, og de fleste boliger uden vandtilslutning får leveret vand med tankbil til en vandtank i boligen. I de mindre byer er langtfra alle boliger koblet på et vandnet, og i bygderne har meget få husstande vandtilslutning. Her må borgerne hente vand i plastikdunke fra et taphus. Det er ikke ualmindeligt med 500 m til et taphus, og for enkelte bygder kan afstanden være længere.

Bygderne Naajaat og Nutaarmiut i Upernavik distrikt og Qeqertat i Qaanaaq distrikt har ingen vandforsyning. Her er borgerne henvist til at hente vand ved en elv eller en sø samt om vinteren til at smelte isskosser, der samles på havisen.

De begrænsede vandressourcer og/ eller fraværet af et forsyningsnet betyder, at det personlige vandforbrug flere steder er meget beskedent. Ca. 5 % af befolkningen har et gennemsnitligt vandforbrug på under 20 l dagligt, og ca. 12 % har et forbrug under 40 l. Et så beskedent vandforbrug til madlavning, bad og tøjvask mv. udfordrer sundhed og personlig hygiejne.

Vandforsyningen har også betydning for erhvervsudviklingen og reducerer mulighederne for lokal forarbejdning af fisk, bl.a. i de store hellefiskedistrikter Uummannaq og Upernavik. Derfor eksporteres hellefisken herfra stort set uforarbejdet, og værditilvæksten ved forarbejdning kommer ikke Grønland til gode. På trods af beskeden vandforsyning flere steder bidrager distrikterne Uummannaq og Upernavik målt pr. indbygger over gennemsnittet til den nationale eksportindkomst.

Det er omkostningstungt at drive de mange decentrale el- og vandværker, hvor flere bosteder ikke kan besejles dele af året. Alle rørføringer skal holdes frostfrie med elvarmekabler, og mange bosteder har et beskedent kundeunderlag. For geografisk at sikre ensartede konkurrenceforhold og sociale vilkår er der politisk vedtaget en fælles pris over hele landet. Det medfører en betydelig krydssubsidiering, hvor byer med vandkraft og store vandressourcer er med til at finansiere driften af de øvrige bosteder.