Tasiilaq

Størstedelen af østkysten er karakteriseret ved at være lukket inde bag Storisen, der driver med Irmingerstrømmen (Polarstrømmen) fra Nordpolen ned langs østkysten og rundt om Uummannarsuaq (Kap Farvel), hvor den møder Golfstrømmen, spredes og går i opløsning.

Storisen betyder, at det er meget vanskeligt at komme ind til kysten, ikke mindst i sejlskibenes tid, og distriktets befolkning fik først kontakt med europæere i 1884 i forbindelse med Konebådsekspeditionen ledet af Gustav Holm. På det tidspunkt levede der i det store distrikt ca. 400 mennesker i et højtudviklet stenaldersamfund, men der var sult og fejlernæring, fordi nordmændene fangede en stor del af sælerne ude i storisen, og fangstmulighederne inden for storisen derfor var beskedne.

Byen blev grundlagt som en dansk handelsstation og mission i 1894 under navnet Angmagssalik, der er afledt af ammassat (den lille laksefisk lodden) og betyder »stedet, hvor der findes ammassat«. Senere blev stavemåden ændret til Ammassalik, og det er fastholdt som navn for distriktet, mens landets øvrige distrikter er navngivet efter hovedbyen.

Placeringen af kolonien blev valgt, fordi der var godt læ for sejlskibe, og storisen ikke i nævneværdig grad kommer ind i fjorden, men placeringen var ringe i forhold til fangst. Kolonien voksede derfor langsomt og havde i 1938 122 grønlandskfødte indbyggere, mens der i distriktet boede 750 på mindre bopladser med bedre fangst, hvor befolkningen primært ernærede sig gennem fangst, der var blevet lettere med rifler og redskaber af jern.

I 1942 etablerede US Air Force lufthavnen Bluie East Two ved bygden Ikateq som led i luftbroen til Europa, og en interaktion med bygdens indbyggere opstod. Basen lukkede i 1947.

I efterkrigsårene vurderede den danske stat, at erhvervsgrundlaget var yderst beskedent, hvorfor der primært blev satset på befolkningens »overlevelse«, og investeringer i infrastruktur og erhvervsudvikling var begrænsede. Fra slutningen af 1950’erne blev torskefiskeriet dog udviklet, og i en periode op gennem 1960’erne var der et vist torskefiskeri ved Kuummiut og i mundingen af Ammassalik Fjord.

I forbindelse med DEW Line flyvarslingssystemet tværs over Indlandsisen etablerede US Air Force i 1956 gruslandingsbanen DYE-4 ved Kulusuk, som også blev benyttet til civil flyvning. Der opstod igen en interaktion mellem amerikanere og lokale indbyggere. Da amerikanerne forlod Kulusuk i 1991, overtog Mittarfeqarfiit driften.

Fønvinde fra Indlandsisen kan give voldsomme storme i Tasiilaq – kendt som piteraq – med vindstød op til 70 m/s. Efter en særlig voldsom piteraq i 1970 med vindstød på op til 90 m/s, hvor over halvdelen af husene fik skader, mange blev totalskadet og skolen forsvandt, blev det overvejet at nedlægge byen. Den blev dog genopbygget, advarselslamper og sirener blev sat op, og bygningerne blev forstærket, så de kunne modstå de voldsomme vindbelastninger.

Distriktets naturgivne og øvrige erhvervspotentialer er ikke tilbundsgående kortlagt, og kun i beskedent omfang er der investeret i infrastruktur, som understøtter en erhvervsudvikling.

Tasiilaq var hovedby i Ammassalik Kommune og deler skæbne med den eneste anden by på østkysten, Ittoqqortoormiit, knap 850 km mod nord: De to tidligere hovedbyer blev ved kommunesammenlægningen i 2009 en del af Kommuneqarfik Sermersooq. Såvel geografisk som kulturelt og sprogligt er de langt fra beslutningstagerne i Nuuk, på den anden side af Indlandsisen. Ved sammenlægningen forsvandt en del administrative arbejdspladser, hvorved der opstod et kompetencedræn. Koblet med det lille befolkningsgrundlag er der udfordringer med at opretholde et niveau af velfærd, særligt på det sociale og sundhedsmæssige område. Kommunen, Selvstyret og den danske stat prøver i fællesskab at løfte byen ud af de sociale problemer med forskellige tiltag. I 2021 åbnede et ungdomshus i byen, der skal hjælpe de unge med trygge rammer for et meningsfuldt fritidsliv.

Kulusuk Lufthavn er distriktets primære indfaldsvej og har typisk to flyvninger til Nuuk og to-tre flyvninger til Island om ugen. Fra Kulusuk er der helikopterforbindelse til Tasiilaq og distriktets bygder. Mellem Tasiilaq og nogle af distriktets bygder er der om vinteren mulighed for transport med hundeslæde eller snescooter.

Royal Arctic Lines isforstærkede containerskibe anløber Tasiilaq og bygderne hver 14. dag fra juni til begyndelsen af november.

Bebyggelsen er overvejende enfamilieshuse og rækkehuse. Elforsyningen er siden 2004 kommet fra et lille vandkraftværk et par kilometer nordvest for byen, og det gamle dieseldrevne elværk fungerer som nødelværk. Nukissiorfiit leverer ud over elektricitet også vand til byen. En del boliger er ikke koblet på forsyningsnettet, så borgerne må selv hente vand ved taphuse eller få det kørt ud. Der er et kommunalt kloaknet, men den overvejende del af husene har fortsat tørkloset og natrenovation.

Telefoni og internet foregår via satellit, hvorfor det er langsomt og omkostningstungt for borgere, erhvervsliv og for leverandøren, Tusass (Tele Post Greenland).

Byens topografi med store højdeforskelle betyder, at en del veje er meget stejle, og det stiller krav til køretøjernes bremser og trækkraft, særligt når vejene er dækket af sne og is. Terrængående atv’er er derfor meget populære i byen.

Tasiilaq har et lille lægebemandet sundhedscenter. Børn kan afslutte folkeskolen i byen, og på skolens ældste trin undervises der også børn fra bygderne, der bor på byens skolehjem.

Med en placering midt i den barske natur med de karakteristiske høje stejle fjelde, storisen og adgang til isfjorden Sermilik med isbjerge fra flere gletsjere samt flyforbindelse til Island via Kulusuk er Tasiilaq og Ammassalik distrikt Grønlands næstmest besøgte turistdestination. Gæster via Island bidrager med flertallet af de 19.271 årlige overnatninger på østkysten inkl. Ittoqqortoormiit (2019).

Der er to hoteller med restauration, flere caféer, pensionater og private indkvarteringssteder samt en halv snes turoperatører i Tasiilaq, der tilbyder mange former for oplevelser som sejl- og vandreture, hundeslædekørsel, kajak mv. Distriktets rige kultur og historie tiltrækker også en del ældre turister.

Ammassalik Museum har siden 1990 haft til huse i byens gamle kirke oven for havnen og råder over en betydelig samling, der belyser den østgrønlandske kulturarv. Ud over kirkebygningen består museet af et kapel, et fotomuseum, et kartoffelhus og et tørvehus.

Turismen er i vækst, men fiskeri og fangst er fortsat distriktets hovederhverv med sæl og hellefisk som de primære arter.

I 1989 åbnede Tele Post Greenland Filateli, der formidler grønlandske frimærker til samlere verden over.

Flest beskæftigede findes inden for det offentlige i forbindelse med undervisning, administration, sundhed, kommunal drift samt i de selvstyreejede infrastrukturselskaber som Nukissiorfiit, Mittarfeqarfiit, Air Greenland og Tusass (Tele Post Greenland). Endvidere er en del beskæftiget i detailhandelen og i byggeri og anlæg, ligesom turismen giver en del arbejdspladser.

Læs mere om Grønlands kommuner og byer

Læs videre om

• Ammassalik Museum
• Ittoqqortoormiit
• Kommuneqarfik Sermersooq
• Paamiut
• Nuuk

Læs også om

• Bosteder med landbrug i Grønland
• Bygderne i Grønland
• De fem storkommuner

Se alle artikler om Kommunerne og byerne