Grønlands befolkning

Grønland er ikke alene verdens største ø, men landet består af mange bosteder, der kan karakteriseres som øsamfund bestående af 17 byer og 54 bygder samt fåreholdersteder og stationer.

Den traditionelle levevis blandt de grønlandske inuit var, da koloniseringen af Grønland og missionsvirksomheden begyndte, seminomadisk med udgangspunktet i en fast vinterboplads og skiftende sommerpladser afhængig af forekomsten af fangstdyr og fisk. Både handelen (Den Kongelige Grønlandske Handel, KGH) og missionen havde interesse i, at befolkningen i højere grad blev fastboende. Antallet af bosættelser steg, bl.a. på grund af et stigende befolkningstal, frem til begyndelsen af 1900-tallet, men har siden været faldende. Befolkningstallet i byerne (betegnelse fra 1721: »kolonier«) har været stigende fra 1700-tallet og oversteg i begyndelsen af 1950’erne befolkningstallet »uden for byerne«. Betegnelsen »uden for byerne« er en samlebetegnelse for »bygder«, der udgør langt den største del af gruppen, samt fåreholderstederne i Sydgrønland og stationer.

De overordnede politiske målsætninger, der var udtrykt i de statslige planer fra 1950’erne og 1960’erne om at modernisere Grønland, de såkaldte G-50- og G-60-planer, var bl.a. forbedring af levestandarden for den grønlandske befolkning og en erhvervsmæssig satsning på torskefiskeriet, bl.a. ved at etablere fiskefabrikker i få udvalgte byer på vestkysten. Moderniseringsplanerne byggede på en forudsætning om, at både velfærdsforbedringer og realisering af stordriftsfordele i fiskeindustrien nødvendiggjorde en befolkningskoncentration på væsentligt færre beboede steder.

Koncentrationspolitikken indebar en lukning af og dermed flytning fra mange bygder, bl.a. minebyen Qullissat (1972). Denne politik mødte megen lokal modstand og blev en af drivkræfterne i den politiske bevægelse mod grønlandsk selvstændighed. Derfor gennemførtes også nogle forbedringer i bygdernes vilkår (fx etablering af indhandlingsanlæg) i perioden efter hjemmestyrets indførelse. Befolkningstallet i bygderne blev i 1980’erne stabiliseret, mens afvandringen fra bygder (og en række mindre byer) tog fart efter årtusindskiftet, ikke mindst på baggrund af en række politiske initiativer som fx afskaffelse af ensprissystemet på detailvarer (1994) og energi- og vandafgifter (2005). Ensprissystemet på energi og vand blev genindført i 2018.

Befolkningstallet i Grønland har været stigende fra folketællingen i 1901 og frem til 1991, da det grønlandske befolkningstal var 55.520. Siden begyndelsen af 1990’erne har folketallet fra år til år kun ændret sig lidt i opad- eller nedadgående retning og var i 2021 56.421. Det hidtil højeste indbyggertal var på 56.969 i 2005.

Mens det samlede folketal har været relativt stabilt i de seneste 30 år, er der sket mere markante forskydninger i enkelte befolkningsgruppers andele, og en sammenligning med udviklingen i befolkningens størrelse og sammensætning fra begyndelsen af det 20. århundrede viser da også væsentligt større ændringer.

Således blev folketallet i 1900-tallets første halvdel fordoblet til 23.647 i 1951, og med endnu en fordobling nåede det i 1971 op på 47.935. Der er flere årsager til disse markante ændringer: en forbedret sundhedstilstand (bl.a. udryddelse af tuberkulose), nedbringelse af børnedødeligheden, en øget fertilitet og indvandring af primært dansk arbejdskraft.

I 1960’erne blev der født dobbelt så mange børn pr. årgang som årgangene ti år før og ti år efter. Det er baggrunden for, at årgangene, der fødtes i 1960’erne, kaldes »de store årgange«.

Antallet af levendefødte nåede det højeste i 1966, hvor der fødtes 1.781 børn. Med henblik på at begrænse befolkningstilvæksten opfordrede Grønlandsministeriet og Sundhedsstyrelsen til, at der blev lagt spiraler op i fertile grønlandske kvinder. I perioden 1966-1970 blev der lagt 4.500 spiraler op.

Da spiralkampagnen startede, var der ikke lovhjemmel til at påsætte spiraler på mindreårige piger uden forældrenes samtykke. Loven blev i 1970 ændret, så lægerne i Grønland kunne vejlede unge piger fra 15 år om prævention uden samtykke fra deres forældre. Ved en FN-konference i 1974 rettedes en hård kritik af familieplanlægning i tidligere koloniserede lande som fx Grønland, og FN opfordrede til, at alle skulle have lov til at bestemme, hvor mange børn de vil have og hvornår.

I 1975, knap ti år efter antallet af levendefødte toppede og efter gennemførelse af spiralkampagnen, var fødselstallet 815, altså en nedgang på mere end 50 %.

Det stigende antal i grupperne 17-24-årige og 25-64-årige op gennem 1980’erne er således bl.a. de store årgange, der er blevet unge og voksne, ligesom det stigende antal 0-6-årige i 1980’erne og 1990’erne er børn af de store årgange. De er således udtryk for det, der også kaldes en ekkovirkning. Borgere på 65 år og derover udgør i hele perioden den mindste aldersgruppe, men den er svagt stigende, især i den sidste del af perioden. Som følge af en stigende levealder er gruppens størrelse alt i alt tredoblet i de godt 40 år.

Frem til 1961 udgjorde kvinderne den største andel af den grønlandske befolkning. Det skyldtes primært, at mange grønlandske mænd døde som fangere og fiskere under udførelse af deres erhverv på havet. Overvægten af kvinder var frem til 1960 blevet indsnævret, bl.a. på grund af færre dødsfald til havs. Den væsentligste årsag til, at mænd siden 1961 har udgjort et flertal af befolkningen, var det store antal udsendte danske håndværkere (typisk enlige mænd) og senere gruppen af tilkaldte. Et flertal af dem, der migrerede til Grønland, var og er stadig enlige mænd. Samtidig har der i de seneste godt 25 år (siden 1993) været en nettoudvandring af kvinder født i Grønland på ca. 200 årligt.

Den grønlandske samfundsudvikling beskrives ofte som både hastig og dybtgående, og befolkningsudviklingen afspejler denne udvikling.

Kønsfordelingen blandt de erhvervsaktive har ændret sig betydeligt, samtidig med at det samlede antal beskæftigede i perioden 1965 til 2001 blev fordoblet. Mens 76 % af alle beskæftigede i 1965 var mænd, faldt andelen til at være 67 % i 1974 og 1987 og yderligere til 54 % i 2001. I det seneste årti har fordelingen været mere stabil, og andelen af mænd har her ligget mellem 54 % og 56 %.

Arbejdsmarkedsdeltagelsen, erhvervsfrekvensen, har i perioden fra 2010 til 2018 været lidt højere for mænd end for kvinder, men den har været stabil for begge køn. For mænd har den ligget på 76-77 % og for kvinder på 71-72 %.

Ikke alene har kvinders arbejdsmarkedsdeltagelse, men også deres gennemførelse af uddannelser på alle niveauer været under hastig udvikling. Således har eksempelvis flere kvinder end mænd i alle årene siden 2003 fuldført en videregående uddannelse. Uddannelsesniveauet er generelt stigende, og i 2019 havde en større andel af kvinderne gennemført en uddannelse over grundskoleniveau.

Stigningen i befolkningstallet for både personer født i og uden for Grønland var eksponentiel i perioden 1951-61. For den grønlandske del af befolkningen på grund af bl.a. forbedrede sundhedsforhold og øget fertilitet, for den udefrakommende, typisk danske, del af befolkningen, pga. behovet for bygningsarbejdere, håndværkere, teknikere og administratorer. Da den grundlæggende opfattelse hos danske planlæggere og politikere i forhold til varetagelse af disse opgaver var, at arbejdskraftbehovet ville være kortvarigt, udsendte staten faglærte såvel som ufaglærte for at gennemføre moderniseringsprocessens forskellige dele, mens uddannelse af lokal arbejdskraft ikke var en del af planerne.

Omfanget af den udefrakommende arbejdskraft blev imidlertid ikke mindre, hverken i moderniseringsperioden eller efter hjemmestyrets indførelse i 1979. Det tempo, hvormed Hjemmestyret overtog ansvarsområder fra den danske stat, var meget hurtigere end forventet. Da det ikke var muligt umiddelbart at uddanne grønlændere til at indgå i jobs i de overtagne områder, var det derfor ofte nødvendigt at tilkalde arbejdskraft med de fornødne kvalifikationer for at få løst de mange nye opgaver, der i stigende grad også omfattede opgaver i kommunernes og Hjemmestyrets (senere Selvstyrets) forvaltninger, servicesektorer (uddannelses-, sundheds- og socialsektoren) og de offentligt ejede virksomheder.

Antallet af indbyggere født uden for Grønland toppede i slutningen af 1980’erne tæt på 10.000. Hjemmestyret stod i de år i en dyb økonomisk krise, der bl.a. indebar reduktion i antallet af tilkaldte. Siden da har både andelen af befolkningen født uden for Grønland og antallet af immigranter været faldende, og det lå i 2020 på knap 6.000.

For at få et mere differentieret billede af befolkningssammensætningen end opdelingen i »født i Grønland« og »født uden for Grønland« har Grønlands Statistik for perioden 1977 og fremefter ud over personens eget fødested inddraget forældres og bedsteforældres fødested. For hver kombinationsmulighed fastsættes en grundkode.

Gruppen af personer, der er født i Grønland og har to grønlandskfødte forældre, er den hyppigst forekommende. Gruppen tæller mellem 46.000 og 47.000, svarende til ca. 82 % af befolkningen. Andelen af personer, der er født uden for Grønland (typisk i Danmark), og hvis forældre også var født uden for Grønland (ligeledes oftest i Danmark), er blevet reduceret med mere end 40 %.

Hvordan det samlede befolkningstal udvikler sig, befolkningstilvæksten, afhænger af fire forhold: antal fødte og døde samt antal indvandrede og udvandrede. Forskellen mellem fødte og døde betegnes fødselsoverskuddet og forskellen mellem ind- og udvandrede kaldes nettoindvandringen.

Det grønlandske befolkningsregnskab har i de seneste 70 år udvist en positiv balance, befolkningsforøgelse, i langt de fleste år.

Fødselsoverskuddet var størst i 1960’erne, hvor de såkaldte »store årgange« blev født. De år og korte perioder, hvor det samlede befolkningstal har været i tilbagegang, er sammenfaldende med en positiv nettoudvandring, altså en periode, hvor udvandringen har været større end indvandringen. Det skete eksempelvis i årene før hjemmestyrets indførelse, i perioden omkring 1990 og igen i perioden fra 2005 til 2015. Udvandringen af personer født i Grønland er typisk til Danmark, og antallet af grønlandskfødte i Danmark var i 2020 ca. 16.770 (en stigning på ca. 2.400 siden 2009).

Der har i alle årene siden 1950 været et fødselsoverskud, om end det pga. faldende fertilitet har været aftagende siden slutningen af 1980’erne. Fertilitetsraten var i 2019 2,08 barn pr. kvinde mellem 15 og 49 år. Den faldende fertilitet skyldes ikke mindst et højt antal legale aborter. I perioden 1993 til 2019 var det årlige aborttal mellem 740 og 1.000, mens fødselstallet i samme periode varierede mellem 780 og 1.180. I perioden siden 2013 har antallet af legale aborter hvert år oversteget antallet af fødsler.

Læs mere om samfund og erhverv i Grønland

Læs videre om

• Grønlands sprog
• Grønlands traditioner og fortællinger
• De grønlandske ødriftssamfund

Læs også om

• Politik og planer i Grønland
• Uddannelse i Grønland
• Sundhed og omsorg i Grønland
• Erhverv og arbejdsmarked i Grønland

Se alle artikler om Befolkning og boliger