Hans Egede og missionstjenesten

Bortset fra om vinteren, hvor grønlænderne boede i deres jord- eller tørvehytter på vinterbopladsen, levede grønlænderne en nomadetilværelse på jagt efter fangst. Op til 40 skindbåde med i alt omkring 500 personer tog hver sommer den lange tur fra det sydligste Grønland og det sydlige Østgrønland til Qeqertarsuup Tunua (Disko Bugt) for at fange hvaler. Efter en overvintring gik rejsen sydpå igen. Undervejs indgik de ægteskaber på tværs af hjemsted og handlede med andre grønlændere og europæiske hvalfangere.

Et centralt element i grønlændernes tro var, at ikke kun mennesker, men alt i naturen havde en sjæl. Man mente, at menneskers handlinger havde en indflydelse på fangstdyrenes adfærd, og at det var nødvendigt at overholde en række taburegler for at sikre, at fangstdyrene ville lade sig fange. Når fangsten blev mager eller udeblev, henvendte man sig til en angakkoq, en åndemaner, som kunne hjælpe med at genoprette balancen.

For Hans Egede var en sådan levemåde hedensk, og han brugte trusler og til tider fysisk vold i kampen for at udrydde åndemanerne og trommesangen. Problemer med sproget var med til at gøre det endnu sværere for Hans Egede at få de over 200 grønlændere ved den lille koloni nær Kangeq til at tage imod det kristne budskab, og den første grønlænder blev døbt 1. januar 1725.

Det gik heller ikke godt for projektets økonomiske fundament, Bergenskompagniet. Grønlændernes livlige handel med hvalfangerne gjorde det så vanskeligt for handelsvirksomheden at få økonomien til at hænge sammen, at dens aktiviteter ophørte i 1726, og kongen måtte overtage handelen.

Administrationen af sager vedrørende Grønland blev i 1728 flyttet fra Bergen til København. Samme år forlod Hans Egede Haabets Ø og flyttede kolonien til det nuværende Nuuk, som han gav navnet Godthåb. Kong Frederik 4. døde i oktober 1730, og arvtageren, kong Christian 6., befalede i 1731 et stop for koloniseringen og beordrede alle ansatte under missionen og handelen i Grønland til at vende hjem.

Hans Egede og hans familie besluttede sammen med nogle få andre, i alt 15 personer, at blive i landet. Resten af mandskabet forlod landet og tog seks grønlændere med sig. Kort efter deres ankomst til København d. 2. september 1731 ombestemte kongen sig og opfordrede i stedet de dansk-norske borgere til at danne et nyt handelskompagni til fordel for koloniseringen.

Kong Christian 6. gav i 1733 tilladelse til, at den tyske brødremission sendte tre missionærer til Grønland. De skulle være til støtte for Hans Egede i hans missionsarbejde, men fik også lov til at arbejde for deres egen sag. Brødremissionen, som havde hjemsted i Herrnhut i Tyskland, anlagde missionsstationen Ny Herrnhut omtrent en halv kilometer fra kolonien Godthåb.

På samme skib som missionærerne befandt sig også to af de seks yngre grønlændere, som kolonisterne i 1731 havde taget med til Danmark. De havde fået lov at rejse hjem, efter at de andre fire var døde af kopper. Den ene døde undervejs, mens den anden, Carl, først blev syg efter ankomsten til Godthåb. Da han døde fire måneder senere, havde han nået at bringe smitten videre. Koppeepidemien hærgede ved Godthåb i 1733-34, og Hans Egede berettede, at kun godt 20 døbte havde overlevet epidemien.

Hans Egede så et behov for anlæggelse af flere kolonier for at kunne udvide missionen og handelen. Den 25. juli 1734 indviede sønnen Poul Egede en ny koloni, Christianshaab (i dag: Qasigiannguit), med sin første prædiken som nyuddannet præst. Kolonien blev anlagt af Jacob Severin, der også siden anlagde kolonierne Jakobshavn (i dag: Ilulissat) i 1741 og Frederikshåb (i dag: Paamiut) i 1742.

Sammen med sønnen Niels og de to døtre forlod Hans Egede Grønland i juni 1736. Han var udbrændt, deprimeret og desillusioneret over ikke at have formået at tiltrække flere grønlændere til dåben. Samtidig var han fuld af bedrøvelse og skyldfølelse over alle dem, som havde mistet livet under koppeepidemien, og han sørgede over hustruens død d. 21. december 1735.

I 1737 blev Seminarium Groenlandicum oprettet i København. Missionskollegiet ansatte Hans Egede til at lede uddannelsen af missionærer og rådgive missionsmyndighederne om grønlandske forhold. Han skrev selv en del lærebøger til brug for undervisningen i Grønland. Da han trådte tilbage i 1747 blev han afløst af sønnen Poul Egede, der siden 1740 havde fungeret som hans medhjælper.

Poul Egede udgav i 1744 en oversættelse til grønlandsk af de fire evangelier og i 1750 en grønlandsk-latinsk ordbog. Derved fik grønlænderne mulighed for at læse det kristne budskab på deres eget sprog.