Trommedans og trommesang (Grønland)

De første grønlandske rammetrommer (qilaat) og fragmenter heraf kan dateres mere end 4.000 år tilbage og er fundet i mandshuse i Nordvestgrønland. Det antages derfor, at traditionen er indvandret med inuit.

Inuitkulturens rammetromme findes i flere varianter, fra Østgrønlands relativt store tromme til den lille og spinkle nordgrønlandske tromme. Udførelsen er også forskellig fra region til region, men grundlæggende er trommen lavet af træ eller ben, hvorover der er spændt en membran af dyrehinde eller -skind, som resonerer, når man slår på undersiden af rammen med en trommestik af træ eller ben. Ved fremførelsen vil personen traditionelt stå med let adskilte ben og foretage en række kropsvridninger, samtidig med at han eller hun synger og trommer. I forbindelse med angakkoqens åndemaneri eller ånderejser indgik trommen som et vigtig element.

Da den dansk-norske mission kom til Vestgrønland i 1721, blev trommesang og -dans associeret med hedensk kultur og udsat for mere eller mindre direkte forbud. Derfor stammer den primære viden om traditionen fra Øst- og Nordgrønland.

Trommedans og trommesang er indgået i den østgrønlandske trommeduel. Her kunne stridende parter synge anklager og udføre let vold mod hinanden foran et kor bestående af de stridendes respektive familier. På denne måde kunne parterne få luft for konflikter som et alternativ til vold og blodhævn.

Trommeduellen udgjorde inuits retsvæsen, hvor stridigheder blev afgjort af publikums dom, efter at de stridende parter havde sunget og danset deres smædeviser mod hinanden. Blev en part så vred over publikums latter, at han ikke kunne gennemføre duellen, tabte han automatisk.

Trommeduellerne blev som regel udført ved de store aasiviit, de store sommerlejre ved Sermermiut, Taseralik, Kangeq, Uunartoq og Aluk, hvor inuit rejste lange strækninger for at mødes, handle og finde potentielle nye partnere.

I kølvandet på grønlandiseringen fra 1970’erne og frem har der været en stigende interesse for trommesang og -dans som oprindelig grønlandsk musikkultur. Traditionen har oplevet en revival, der dels består af traditionel fremførelse af indsamlede trommesange, dels af nye kompositioner og integration af trommesang og -dans i globaliserede musikgenrer.

Den danske musiketnolog Michael Hauser lavede optagelser af trommesange i Thuleområdet i 1980’erne, hvor traditionen var ved helt at forsvinde. Han nedskrev og analyserede sangene og kunne påvise, at en stor del af dem har en kompleks struktur, mens andre er enklere. Sidstnævnte stammer fra senere indvandring vestfra, den sidste i 1860’erne.

Robert Hivshu Peary, der er opvokset i Thule og oplært i traditionel trommedans, har arbejdet for at genoplive traditionen. I 2010 udgav Michael Hauser Traditional Inuit Songs from Thule Area, et værk på over 1.500 sider, der er blevet til bl.a. i samarbejde med Robert Hivshu Peary. Musiketnolog og komponist Poul Rovsing Olsen udgav i 1975 sange af Egon Sikivat, en kendt trommesanger fra Kuummiut i Østgrønland.

I 2021 blev trommedans og -sang (qilaatersorneq) optaget på UNESCOs liste over immateriel kulturarv. Hermed ønsker man bl.a. at sikre en levende kulturarv. Grønland er det første land i Rigsfællesskabet, der får opført et kulturelt udtryk på denne liste. Optagelsen gælder ikke kun den grønlandske trommedans og -sang, men også brug af rammetrommen hos andre oprindelige folk i Arktis.

Læs mere om Grønlands kultur

Læs videre om

• Dansetraditionen kalattuut
• Sportsforeninger i Grønland
• Grønlandske foreninger inden for kultur, natur og samfund
• Lyd- og billedoptagelser fra Grønland

Læs også om

• Grønlands traditioner og fortællinger
• Kulturhistoriske museer og kulturarv i Grønland
• Religion og trossamfund i Grønland
• Teater i Grønland
• Film i Grønland
• Foreninger og frivillige i Grønland

Se alle artikler om Musik og dans