I 1966 udkom The Eskimos med deres to ep’er, der var indspillet i Nuuk som tospors-optagelse og udgivet af Grønlands Indkøbsring på pladeselskabet Kajak. Repertoiret bestod af en blanding af verdenskendte rock’n’roll-hits og kalattuut udsat for elguitar, bas og trommer.
Nive Nielsen debuterede i 2009 med albummet Nive Sings! Kernen i gruppen var Nive Nielsen og hendes daværende partner Jan de Vroede, som også havde spillet med Chilly Friday. Et internationalt kollektiv af musikere, The Deer Children, var musikalsk backup. Hendes andet album Feet First udkom i 2016. Nive Nielsen har opnået stor opmærksomhed internationalt, og hun er i dag desuden aktiv som skuespiller i internationale produktioner som den amerikanske dramaserie The Terror (2018).
Rapperen Josef Tarrak-Petrussen opnåede stor bevågenhed i både Grønland og Danmark med nummeret Tupilak i 2016. Gennem brug af samples fra et kendt nummer af samme navn af gruppen Mariina (1992) tog han igen det dansk-grønlandske tema op i populærmusik.
Til Dansk Melodi Grand Prix i Jyske Bank Boxen i Herning d. 23. februar 2019 kom Julie Berthelsen og Nina Kreutzmann Jørgensen på andenpladsen med sang nummer 7: League of Light. Nummeret var primært på engelsk, men delvist på grønlandsk. Efterfølgende måtte DR offentliggøre deres vurderingssystem pga. klager over fejl. Det viste sig, at Julie og Nina havde fået flest publikumsstemmer, men var vurderet lavest blandt finalisterne af juryen.
Den tidligste grønlandske musik, trommesang, lever endnu – både i kraft af fremførelse af indsamlede sange og gennem nye kompositioner, hvor trommesangen integreres i globale musikgenrer. Siden europæiske hvalfangere bragte instrumenter og melodier med sig, har man haft tradition for at integrere det nye og sætte det i en grønlandsk kontekst.
I den nyere musikhistorie ses dette bl.a. både i Sumes 1970’er-rock og i Tarraks rapmusik.
Med Hans Egede og siden den herrnhutiske mission blev korsang en del af den grønlandske musikkultur. Begge missioner var protestantiske, og det tidlige salmerepertoire har derfor været grønlandske versioneringer af det europæiske repertoire.
Fra midten af 1800-tallet begyndte grønlandske komponister som Rasmus Berthelsen at opbygge et repertoire af originale salmer og nationale sange, der i dag spiller en vigtig rolle i den grønlandske salme- og kortradition. Berthelsens julehymne Guuterput Qutsinnermiu er fx en vigtig del af juletraditionerne, og den er et eksempel på den særlige langsomt bølgende sangstil inuttooq, der kendetegner lyden af meget grønlandsk korsang.
Der har været tradition for spontan flerstemmighed ved gudstjenester, hvor menigheden kunne synge firstemmig koralharmonisering til en række salmer. Selvom denne tradition ikke bliver holdt i hævd overalt i dag, er korsang en vigtig del af den nationale og lokale kultur, og der findes en række kor, som jævnligt indspiller og turnerer i Grønland og udlandet.
Vaigat-musik var inspireret af amerikansk country og western-musik, der blev tilgængelig i Grønland under 2. Verdenskrig i forbindelse med amerikansk base-radio og bestillingskataloger. Nogle af sangene er grønlandske versioneringer af dette repertoire. Musikken er opkaldt efter Vaigatstrædet mellem Nuussuaq-halvøen og Qeqertarsuaq (Disko), og genren er tæt knyttet til den nedlagte mineby Qullissat, hvor den opstod og florerede.
Genren opstod i 1950’erne, da det lokale orkester i Qullissat, under ledelse af Jens Hendriksen, fik mulighed for at købe en række instrumenter, herunder en pedal-steel-guitar, som kom til at spille en væsentlig rolle i genrens lyd.
Efter at myndighederne lukkede Qullissat i 1972, har musikken fået politisk betydning i den efterfølgende kritik af nedlukningen, men oprindelig var der tale om underholdnings- og dansemusik.
I 1960’erne kom rock’n’roll-musikken til Grønland. Der var en række bands inden for genren, som bl.a. dystede til musikkonkurrencer i Nuuk. Det bedst kendte band fra den tid er The Eskimos, som spillede fast på Aleqas Kaffebar og i forsamlingshuset i Nuuk i midten af 1960’erne. Gennem Grønlands Indkøbsrings pladeselskab Kajak udgav bandet i 1966 to ep’er. The Eskimos havde Barselaj Danielsen (guitar og sang) og Peter O. Petersen (trommer) som gennemgående figurer. Bandet gik i opløsning i 1966, da Barselaj Danielsen tog til Danmark for at uddanne sig.
The Eskimos sang primært på engelsk eller dansk, og deres repertoire bestod dels af sange fra internationalt kendte pigtrådsgrupper, dels af musik fra kalattuut-repertoiret udsat for rock’n’roll-instrumentarium, og desuden havde de enkelte egenkompositioner.
1960’ernes øvrige bands holdt sig også primært til rock’n’roll-repertoiret.
Da hjemmestyrebevægelsen i 1970’erne vandt frem, var bandet Sume musikalsk spydspids for bevægelsens politik. Med Malik Høegh og Per Berthelsen i front udgav bandet deres første album Sumut i 1973. Deres rockmusik fik stor opmærksomhed, idet teksterne var på grønlandsk og omhandlede grønlandske kulturelle temaer, og fordi bandet gjorde brug af visuelle og auditive symboler på inuitidentitet. Desuden indeholdt bandets tekster ofte eksplicit kritik af dansk indflydelse i Grønland. Sumes musikalske tilgang, at appropriere en global musikgenre og sætte den i en grønlandsk kontekst, er fortsat fremherskende i dag.
Sumes første to album blev skabt i samarbejde med det socialistiske og antiimperialistiske forlag DEMOS i København, og i 1970’erne kom også andre grønlandsksprogede udgivelser ud på forlaget, som Rasmus Lyberths debutalbum Erningâ – Til min søn fra 1975 og Juaakas album Kalaaleqatikka, der begge genremæssigt bevæger sig mere i folkmusik end rock.
Den socialistiske og antiimperialistiske linje fra Sume blev holdt i hævd af rockgrupper som Inneruulat og Piitsukkut, men fra midten af 1980’erne blev bandet Zikaza samt kunstneren Ole Kristiansen nogle af de mest toneangivende navne på den grønlandske musikscene med storsælgende album som henholdsvis Miki Goes to Nuussuaq (1986) og Isimiit Iikkamut (1989). Disse to navne havde en mindre konfrontatorisk tilgang til dansk indflydelse i Grønland og fokuserede i højere grad på almenmenneskelige temaer som kærlighed og sorg. Den grønlandske kontekst fyldte dog stadigvæk meget igennem sprog, symboler, brug af sagnfigurer og naturen som metafor i teksterne.
Den grønlandske rockmusik havde ikke kvindelige udøvere i 1970’erne og 1980’erne, men i Vaigat-musikken og den blødere ende af pop-rock-spektret var der kvindelige sangere, bl.a. Birthe Olsen, som på nogle populære udgivelser i 1980’erne sang sammen med sin bror Per Berthelsen.
Kvindelige forsangere fik i 1990’erne en øget betydning, i første omgang med bandet Mariina, der havde Marina Schmidt i front. Sammen med Hans Lange opnåede hun stor succes med albummet Utaqqivunga fra 1992. Mariina var et forbillede for Nina Kreutzmann Jørgensen, som i første omgang kom frem med børneudgivelsen Arnajaraq (1997) sammen med Julie Berthelsen, men mere indflydelsesrigt i gruppen Qulleq i slutningen af 1990’erne.
Sammen med navne som Kimmernaq Kjeldsen og Tupaarnaq Mathiassen er Nina Kreutzmann Jørgensen og Julie Berthelsen fortsat nogle af de bedst kendte navne inden for grønlandsk pop.
Rap kom frem med Nuuk Posse i begyndelsen af 1990’erne. Gruppen rappede med humor på både grønlandsk, dansk og engelsk. I 2003 politiserede gruppen Prussic genren ved at bruge rap som talerør for medlemmernes egne oplevelser med omsorgssvigt. Siden er der i Grønland blevet produceret store mængder undergrundsrap.
I 2016 oplevede genren igen bred popularitet med rapperen Josef Tarrak-Petrussen, der med nummeret Tupilak, baseret på et sample af Mariinas nummer af samme navn, genoptog Sumes kritik af dansk indflydelse i Grønland og danskeres racistiske fordomme over for grønlændere.
Siden Sume har den grønlandske musikscene primært været nationalt orienteret, idet sangene i vid udstrækning har været på grønlandsk og omhandlet lokale tematikker. Enkelte bands og kunstnere har dog formået at opnå opmærksomhed uden for Grønland, herunder særligt Sume og Rasmus Lyberth. Derudover har bl.a. Angu Motzfeldt, Simon Lynge, Nive Nielsen, Nanook og Small Time Giants opnået opmærksomhed i Danmark og internationalt.
Fra 2010’erne har elektronisk musik spillet en stigende rolle på den grønlandske musikscene, dels gennem kunstneren Uyarakq, der desuden producerer rapmusik, dels med Da Bartali Crew, der har opnået stor popularitet inden for genren. Bandet Inuk har desuden været øverst på salgslisterne med grønlandsksproget pop-rock.
I 1970’erne opstod der ønske om pladeselskaber og indspilningsstudier dedikeret til en bølge af ny musik i Grønland. Fra oprettelsen i 1976 var det pladeselskabet ULO, der regerede i grønlandsk musik. Gennem tiden dukkede flere og flere pladeselskaber op. De mest populære udgivelser solgte i denne periode over 10.000 eksemplarer.
I 1990’erne toppede udviklingen med fem aktive pladeselskaber. Til sidst havde butikkerne store lagre af usolgte cd’er, i takt med at færre og færre købte cd’er pga. ulovlig kopiering og internetdeling. Af disse selskaber er Atlantic Music, oprettet i 1990 af Ejvind Elsner, det eneste aktive i 2021. Firmaet har overlevet ved at udgive musik sideløbende med salg af musikinstrumenter, udlejning af musikanlæg samt afholdelse af festivaler.
I den første del af pladebranchens historie i Grønland stod pladeselskabet for hele processen omkring indspilning og udgivelse af musik.
Musikere blev transporteret og indkvarteret med dagpenge i indspilningsperioden, og pladeselskabet havde ansvar for marketing, salg, distribution, tryk og cover. I 2020, hvor de mest populære udgivelser solgte omkring 3.000 eksemplarer, agerede Atlantic Music enten kun som distributør af kunstnernes egne indspilninger, eller selskabet holdt udgifterne nede. Indspilningstiden er blevet kortere, og musikerne står typisk selv for delfinansiering af udgivelsen gennem fx fondsstøtte. Sideløbende med den etablerede musikindustris nedgang begyndte kunstnere i løbet af 2010’erne at udgive selv på de digitale tjenester. I 2020 var 16 ud af 24 udgivelser indspillet og udgivet af kunstnerne selv.
Den langsomme overgang til en mere digitaliseret musikbranche hænger sammen med befolkningstallet. Udgivelser skal sælge omkring 50.000 downloadede sange eller streames 2 mio. gange for at indtjene det samme som 1.000 solgte cd’er. Derfor er der kun begrænset adgang til grønlandsk musik online. De mest populære bands eller kunstnere kan fortsat opretholde en deltids- eller, i ganske få tilfælde, en fuldtidsindtjening gennem koncertaktiviteter.
Læs mere om Grønlands kultur
Læs videre om
Læs også om
Se alle artikler om Musik og dans
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.