Kvinde med traditionelle inuitiske tatoveringer
Kvinde med traditionelle inuitiske tatoveringer. Af . Begrænset anvendelse

Inuitiske fortællinger og traditioner

Reinkarnation var en del af den inuitiske livsverden, og dette gjaldt mennesker såvel som dyr. Når man som spæd fik et navn, ville navnets karaktertræk og eventuelle hjælpeånder følge med.

.
Licens: Begrænset anvendelse

Denne anorak tilhørte den fireårige dreng Tertaq, og den bærer intet mindre end 80 amuletter, der er syet fast både på yder- og indersiden. Amuletterne, der tæller kraniet fra en jærv, en hel ravn, isbjørneklør og meget andet, skulle beskytte drengen mod åndelige angreb, men nogle af dyrenes særlige egenskaber kunne samtidig smitte af på drengen. Det var dog usædvanligt at, en dragt havde så mange amuletter, så Tertaqs far forlangte forståeligt nok en god pris af polarforskeren Knud Rasmussen: polarfarerens blyant, der kunne »fange historier i streger«, og en lok af hans hår. I 1924, hvor dragten er indsamlet, var det nemlig ikke alle inuit, der kunne læse og skrive.

.
Licens: Begrænset anvendelse

Anorakken der tilhørte den fireårige dreng Tertaq.

.
Licens: Begrænset anvendelse

De inuitiske tatoveringer kendes fra historiske skitser og optræder på de velbevarede Qilakitsoq-kvinder (se s.106). De fleste tatoveringer findes på kvindekroppen som amuletter, da kvinden skal igennem både menstruation og potentielt farefulde fødsler, og samtidig kunne de være mytiske referencer; fx symboliserer streger hen over andet fingerled Sassuma Arnaa, der ifølge fortællingerne fik netop disse fingerled skåret over af sin far. Tatoveringerne blev skabt ved at prikke sod fra spæklampen ind i huden med en nål eller ved at trække en sodvædet tråd under huden. De seneste år er traditionen blevet genoptaget, og primært kvinder har fået tatoveret hænder, underarme, nakke, lår, underben og mere sjældent ansigtet. Kvinden fortæller bl.a., at hun på hænderne har symbolet for Havets Moder og nogle amuletter for sin mand og søn. Prikkerne sørger for, at de onde ånder ikke kommer ind.

.
Licens: Begrænset anvendelse

De inuitiske fortællinger spillede en altafgørende rolle som den sammenhængende kraft, der forklarede inuit, hvordan verden var skabt, og hvordan alt var forbundet. Mennesker var forbundne med hinanden ved familiære bånd, men også knyttet gennem en navnesjæl. Hvert menneske bestod af krop (timeq), sjæl (tarneq) og et navn (ateq). Ved dødsfald var det derfor vigtigt, at det næste nyfødte barn ville blive opkaldt efter den senest afdøde, så navnet – og dets særlige evner og amuletter – kunne leve videre. Denne tradition lever til dels videre i nutidens Grønland.

Mennesket var dog ikke centrum i den inuitiske livsverden, for mennesket var blot ét af mange forholdsvis ligeværdige væsener, og derfor havde alt en inua, som er en kraft eller et iboende væsen. Selve ordet kan oversættes til »dets væsen«, og inua fandtes i alle levende væsener (mennesker som dyr), naturelementer som klipper og vinden, i en sten og selv i latter, sult og søvn.

På samme måde som religiøse skrifter udstikker rammerne for god og dårlig moral, havde de mundtligt overleverede fortællinger til formål at videreformidle livsvigtige erfaringer og formaninger for socialt acceptabel adfærd. Desuden gav fortællingerne anledning til socialt samvær og nærvær både gennem de lange, mørke vinternætter og på de årlige aasiviit (sommersammenkomster), hvor folk fra nær og fjern var samlet.

Maliina, Aningaaq og Sassuma Arnaa

Én af de fortællinger, der går igen blandt inuit i både Grønland, det nordlige Canada, Alaska og helt over i det østlige Sibirien, er fortællingen om Maliina og Aningaaq. De to var i tidernes morgen søskende, da drengen Aningaaq forelskede sig dybt i sin søster, Maliina. Da søsteren til sin forfærdelse indser, at hun i mørket har ligget med sin bror, flygter hun skamfuld fra bopladsen. Hun når at gribe et stykke lysende mos fra spæklampen, og broderen gør det samme, men i hans mos er der kun gløder. I flugten stiger de begge til vejrs, og derfor ser vi på himmelhvælvet Månen (Aningaaq) jagte Solen (Maliina), dog uden at han nogensinde indhenter hende.

En anden bærende fortælling handler om Sassuma Arnaa (i tidligere litteratur kaldet Havets Moder eller Havkvinden). I fortællingen bliver en (ifølge faderen) giftemoden datter præsenteret for en række bejlere, som hun afviser, da hun kan forsørge sig selv, dvs. gå på jagt. Dette tolererer faderen ikke, hvorfor han en dag skubber datteren ud over rælingen på sin båd. Da hun knuger sig til båden, skærer han hendes fingre af, hvorved hun synker til havets bund, mens hendes afskårne fingre forvandles til havets mangeartede dyr, og hun bliver til »kvinden i dybet« (Sassuma Arnaa). Når bopladser sidenhen oplevede misfangst og hungersnød, skyldtes det menneskets regelbrud, og det var nu opgaven for en angakkoq (åndelig rådgiver) at foretage en ånderejse til Sassuma Arnaa i forsøget på at mildne hende og forhandle med hende, så verdens balance blev genoprettet.

Angakkoq, amuletter og tupilak

Ved en ånderejse til den usynlige verden måtte en angakkoq trække på åndelig styrke fra sine hjælpeånder (toornat). Disse ånder havde angakkoq overvundet under sin lærlingetræning, da ånder var til at forhandle med. Hvis en angakkoq-lærling derimod måtte opgive sin træning, kunne denne blive en ilisiitsoq: én, der brugte sin forståelse af den åndelige verden til ugerninger. Mennesker uden åndelig træning måtte derimod beskytte sig gennem amuletter og tatoveringer.

Amuletterne havde en todelt funktion. De skulle beskytte bæreren mod dårligdom, men samtidig kunne bæreren erhverve sig en tilstræbt evne fra dyret, som amuletten bestod af. Sneuglen kunne give én bedre syn, mens isbjørnen kunne give styrke, og ederfuglen gjorde én hurtigere i kajak. Var man født med skavanker, afhang ens overlevelse primært af, hvorvidt bopladsen var rig på føderessourcer, og om man blev åndeligt beskyttet og styrket i evner.

Et frygtet væsen var tupilakken, der blev skabt for at skade et andet menneske. En tupilak kunne bestå af mange forskelligartede dele fra dyr og eventuelt hår fra den person, man ønskede at gøre ondt. Når væsenet var vakt til live, fik den fra sin skaber befaling om en mission.

Hvor den oprindelige tupilak var et skadevoldende væsen, sælges den smukt udskårne tupilak i dag i souvenirbutikken som en lykkebringer, og derved har den materielle genstand skiftet betydning.

Tabuer og ritualer

De inuitiske ritualer giver en dybere indsigt i inuits livsverden. Ud over et hav af tabuer, der omgærdede livets transitioner, såsom menstruation, fødsel og død, udførte inuit en række ritualer, når de interagerede eller endog forhandlede med (fangst)dyrene. Jagten blev ikke tillagt jægerens årelange træning og kunnen, derimod gjaldt det om at overtale dyret til at »give sig selv« til fangeren, hans familie og øvrige boplads. Det gjorde jægeren ved at være moralsk stræbsom, ved at udforme jagtredskabet, så dyret kunne genkende sig selv i det, og ved at jægeren efter fx en sæls død viste sin respekt og tilbød sælen ferskvand at drikke.

Havde man igennem livet efterlevet disse regler, kom en god jæger i dødsriget, hvor der var fangstdyr i overflod. Den respektløse og grådige jæger kom derimod i dødsriget, hvor man måtte fange sommerfugle med munden, fordi hænderne var bundet på ryggen – en grusom skæbne set fra det inuitiske perspektiv.

Videre læsning

Læs mere om Grønlands kultur

Læs videre om

Læs også om

Se alle artikler om Traditioner og fortællinger

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig