Tupilak i hvalrostand udskåret af Gedion Qeqe fra Tasiilaq.
.

Der er to hovedstrømninger inden for grønlandsk kunsthåndværk: en, der er tæt forbundet med billedkunsten, og en, der lægger sig op ad brugskunsten.

I den første og nyere strømning ser man ofte kunsthåndværkere, der både skaber billedkunst og kunsthåndværk. Mange er medlemmer af kunstnersammenslutningen KIMIK, fx Buuti Pedersen, uddannet fra Skolen for Brugskunst, i dag Designskolen ved Det Kgl. Danske Kunstakademi. Foruden billedkunsten har hun bl.a. skabt en række glasskulpturer, udsmykninger med døbefonte, smykkeserie m.m. Et andet eksempel er Kristine Spore Kreutzmann, uddannet fra Det Kgl. Danske Kunstakademis keramikerskole på Bornholm. Kreutzmann laver både eksperimenterende keramiske værker og kopper og tallerkener til hjemmet. Maria Panínguak’ Kjærulff arbejder i spændingsfeltet mellem design og billedkunst. Hendes serie Inuit Lady, en serie akvareller og tryk, forestiller små uluer (knive), der er blevet til kvinder med kamikker, luffer med orkidéer og anden dekoration omkring. Serien skiller sig ud fra hendes ellers store og ekspressive værker, og den er blevet en selvstændig designlinje med et helt andet udtryk end hendes andre værker.

Den del af kunsthåndværket, der i højere grad lægger sig op ad brugskunst, er figurer, smykker og lignende, ofte udført i ben, sten og tand. Det eneste sted i Grønland, hvor man kan uddanne sig inden for dette felt, er Kalaallisuuliornermik Ilinniarfik (Nationaldragtskolen) i Sisimiut, som arbejder med at skabe de grønlandske egnsdragter.

Simon Kristoffersen en af de personer, der historisk set har haft en stor betydning, særligt for fedtstensfigurerne. Far og datter Aron Kleist og Cecilie Kleist har markeret sig inden for benskærearbejdet, og kunstnere refererer stadig til deres værker.

I dag er særligt Kristian Fly, Kim Eriksen og Oline Binzer værd at bemærke. Alle skaber de isbjørnehoveder til hurtigt salg, men fordyber sig samtidig i store eksperimenterende unikaværker.

Tupilak

Tupilakken, en lille figur skåret i ben eller tand, er et af de udtryk, grønlandsk kunst er mest kendt for, men det er en ganske ny tilføjelse.

Ordet »tupilak« betegner oprindelig den onde ånd, man kunne kaste på et menneske, man ville skade. Ånden er bl.a. illustreret af Kârale Andreassen. Først omkring år 1900 begyndte man at skabe figurer, der forestiller ånden, og det er dem, vi i dag kender som tupilak: groteske figurer skåret i ben og tand, og ofte er der også indarbejdet en række dyreelementer. Meget få af kunstnerne er navngivne, og figurerne opgives ofte som værker af ukendt kunstner.

Der er en del referencer til figuren hos de grønlandske kunstnere, fx hos Anne-Birthe Hove, der i værket Portræt II bygger en figurlignende skikkelse op på samme måde som en tupilak.

Der har været lavet en række forsøg på at efteruddanne i og højne kvaliteten af denne type kunsthåndværk, men ingen tiltag har fået rigtig fat.

Videre læsning

Læs mere om Grønlands kultur

Læs videre om

Læs også om

Se alle artikler om Billedkunst og kunsthåndværk

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig