Grønlandske medier

De første tv-programmer udsendt i Grønland var optaget fra dansk tv på VHS-bånd og blev fra 1966 udsendt via Godthåb lukkede TV-net. Foreningen var medlemsbetalt og baseret på frivilligt arbejde. I 1981 var der 25 foreninger, men man ønskede et rigtigt tv, der ikke var afhængigt af, at danske tv-programmer blev tappet, fragtet med skib, udvalgt og udsendt af de lokale foreninger.

Efter hjemmestyrets indførelse blev det kulturelle område i 1981 hjemtaget, heriblandt også radio- og fjernsynsvirksomhed. Hjemmestyret legaliserede nu de illegale privatbaserede tapninger.

Samtidigheds-tv begyndte d. 1. november 1982. I årene før bølgede diskussionen om økonomi, kultur og sprog. Politikere og mediefolk tænkte, at når teknik og økonomi var på plads, ville det gradvist blive muligt at producere grønlandske udsendelser, som kunne opfylde public service-betingelserne.

Udsigten til nationalt tv var præget af ambivalens: Idealisterne fokuserede på, at underholdning ville holde unge væk fra gaderne, at det ville gavne sprogkundskaber og styrke uddannelse og kulturelt arbejde. Kritikerne frygtede, at den fremmede indflydelse ville underminere det grønlandske sprog og den nationale identifikation. En tv-betænkning fra 1975 viste, at man forestillede sig en sprogfordeling med 85 % egenproduktion/versionering og 15 % ikke-versioneret. Tallene viste sig imidlertid at være omvendte, ofte til folks kritik.

Igennem årene steg sendetiden støt: I 1983 sendte KNR i gennemsnit fire timer og 20 minutter pr. dag, og heraf var 17 minutter egenproduktion. I 2011 var sendetiden udvidet til 13 timer og 52 minutter, og heraf var en time og 27 minutter egenproduktion – med aktuelle nyheds- og aktualitetsprogrammer som Qanorooq (nyheder) og Tamassa, besøg, underholdning og debat i studiet.

Når KNR-TV’s årlige udsendelser gennemsnitligt bestod af ca. 15 % egenproduktion, var det et spørgsmål om ressourcer. En sammenligning med den danske public service-kanal viste, at det var umuligt at forvente mere i et stort og tyndtbefolket land. Først i 2014 var der 100 % tv-dækning overalt.

I 2013 omorganiserede KNR fra flowkanal til nichekanal. Blandingen af danske og grønlandske programmer blev afløst af egenproducerede programmer. Danske programmer blev nu sendt direkte fra DR og TV 2. Kanal- og programudvælgelse kunne besluttes af tv-forbrugerne selv, og ekstra tv-pakker kunne flere steder tilkøbes.

Mange nye programmer er kommet til, og KNR-TV har en moderne brugerflade med flere platforme, men med hård konkurrence fra betalingskanaler og internet.

I december 2010 udgav en mediearbejdsgruppe, der skulle belyse de grønlandske mediers udviklingsperspektiv, en redegørelse, der bl.a. udstak, at medierne skal binde landet sammen og afspejle hele samfundet, så alle målgrupper kan være med. Men de begrænsede midler og ressourcer, der er til rådighed til distribution og rejser, sætter deres begrænsninger og forhindrer medierne i at udfylde deres rolle optimalt.

Arbejdsgruppens kommissorium havde bl.a. til hensigt at skabe en mangfoldighed af frie medier, der kunne inddrage borgerne i den frie demokratiske proces. Medierne skulle dække behovet for alsidige og engagerede oplevelser, højne informationsniveauet og ikke mindst reflektere grønlandsk sprog og kultur. Men den forventede politiske debat udeblev.

Efter mere end et årti kan redegørelsen stadig danne grundlag for en diskussion, der tager stilling til mediernes udviklingsperspektiv

Ligesom i resten af verden henter mange grønlandske unge de fleste nyheder fra sociale medier og ikke fra de landsdækkende mediers produktioner. Et blik på de landsdækkende mediers indhold viser, at deres primære målgruppe ikke er den unge generation. Det mønster, som Mediearbejdsgruppen afdækkede i 2010, er i store træk uændret: Børn og unge var og er den gruppe, som får mindst opmærksomhed i mediebilledet.

De grønlandske medier har få ressourcer, reklamemarkedet er begrænset, og der er mangel på professionelle medarbejdere og specialiseret viden. I 2017 var der kun ca. 35-40 fuldtidsjournalister til at producere alle slags produkter – fra nyheder og kulturprogrammer til undersøgende erhvervsjournalistik. Det billede har ikke ændret sig. Alligevel har både Sermitsiaq.AG og KNR onlineredaktioner, som bringer nyheder dagligt.

Aviserne Sermitsiaq.AG og AG/Atuagagdliutit, som er de eneste landsdækkende aviser, har hver sin redaktion på ca. fem journalister, hvor ca. halvdelen er dobbeltsprogede (grønlandske) journalister, og den anden halvdel er danske journalister hentet fra Danmark. Det samme forhold gør sig gældende i KNR’s nyhedsafdeling Radioavisen, hvis indhold bliver bragt både på grønlandsk og dansk. Yderligere har KNR en tv-nyhedsafdeling, Qanorooq, der i ugens fem hverdage bringer nyheder fra kysten og korte nyheder fra omverdenen med en redaktion på kun fem-seks dobbeltsprogede journalister. Nyheder i tv tekstes til dansk, så alle borgere uanset sprog kan følge med.

Det er ikke kun journalister, der udgør den professionelle arbejdskraft i medierne. I de landsdækkende aviser er der ansat grafikere og versionister samt en fotograf. Ligeledes har KNR av-assistenter, teknikere, superbrugere og produktionsassistenter.

Versionister har en uundværlig funktion i medieproduktionen, da både danske journalister og en del grønlandske journalister skriver artikler på dansk og får dem oversat til grønlandsk.

Inden for stort set alle offentlige og private virksomheder, uddannelsessteder m.m. er arbejdssproget dansk, så selvom grønlandsk er det officielle hovedsprog, er hverdagssproget stærkt præget af det danske sprog, hvilket betyder, at journalistens kilder meget ofte er dansksprogede. Det stiller høje sprogkrav til journalisterne, der skal beherske begge sprog flydende, og det kan være en barriere for unge, der ønsker at tage en journalistisk uddannelse.

Læs mere om Grønlands kultur

Læs videre om

• Lyd- og billedoptagelser fra Grønland
• Teleforbindelse og internet i Grønland
• Grønlands infrastruktur
• Politik og planer i Grønland

Læs også om

• Film i Grønland
• Grønlandsk musik
• Grønlands sprog
• Grønlandsk litteratur

Se alle artikler om Medier