Maniitsoq

Handelsstedet og kolonien Sukkertoppen blev oprindelig grundlagt i 1755 af den norske købmand Anders Olsen der, hvor bygden Kangaamiut ligger i dag, men den blev i 1782 flyttet til sin nuværende placering på Maniitsoq-øen, fordi mulighederne for hvalfangst var bedre her. Det var i øvrigt samme Anders Olsen, som grundlagde handelsstederne Fiskenæsset og Julianehåb (i dag: Qaqortoq). Købmand Jens Larsen Smidt foreslog flytningen i 1779 og grundlagde dermed Maniitsoq der, hvor byen ligger i dag.

I forbindelse med den danske modernisering af Grønland efter 2. Verdenskrig blev Maniitsoq (Sukkertoppen) udpeget som en af de prioriterede fire åbentvandsbyer. Og fordi byen lå godt i forhold til de vigtige fiskepladser, bl.a. Store Hellefiskebanke, blev det i Grønlandskommissionens store G-50-plan overvejet at flytte landets administrative hovedcenter fra Godthåb (Nuuk) til Maniitsoq. Flytningen blev dog opgivet. Men i den efterfølgende G-60-plan var Maniitsoq en af Grønlands Tekniske Organisations (GTO) vigtige prioriteringer. Der blev gennemført en kraftig udbygning af havnen og den tilhørende fiskeindustri samt de boliger, der skulle huse den voksende befolkning.

Et godt fiskeri af bl.a. havkat, torsk og laks bidrog til byens økonomiske udvikling, men fra slutningen af 1980’erne forsvandt torsken, og det startede en økonomisk nedtur, der førte til gradvis fraflytning. Fra 1989 til 2010 lå fiskeindustriskolen Aalisakkanik Tunisassiornermut Ilinniarfik (ATI) i Maniitsoq.

På grund af det kuperede terræn ligger boligblokkene fra 1960’erne og -70’erne mere spredt end i andre grønlandske byer, og byen er præget af en forholdsvis stor andel af punktog rækkehuse.

Maniitsoq Lufthavn afløste i 1999 den gamle heliport. Der er flere ugentlige flyforbindelser til Nuuk, Sisimiut og Kangerlussuaq og herfra til resten af landet og udlandet.

Der er gode forbindelser med kystpassagerskib og private bådfirmaer, der besejler bygderne, Nuuk og Sisimiut. Som åbentvandsby er Maniitsoq kendetegnet ved stærke fisker- og fangertraditioner og en stor og aktiv lystbådehavn, der giver let adgang til sejlture i fjordene og til de mange gamle sommerbosteder i området.

Nukissiorfiits dieselbaserede elværk leverer fjernvarme til dele af byen, og drikkevandet indvindes fra en inddæmmet sø i den nordlige udkant af byen.

De vestlige og østlige bydele samt bycenteret er fuldt kloakerede, men området omkring fodboldbanen er ikke tilsluttet kloaknettet.

I Maniitsoq findes der et sundhedscenter, som hører under regionssygehuset i Sisimiut. Byens folkeskole har plads til ca. 440 elever fra 1. til 10. klasse. På de ældste trin har skolen elever fra kommunens fire mindste bygder – de bor på skolekollegiet. Elever i Kangaamiut og Kangerlussuaq afslutter skolen der.

Der blev i 2011 etableret en efterskole med tilhørende kollegium i den tidligere ATI-skole. Efterskolen kan tage op til 70 elever fra hele Grønland.

Der er to hoteller i Maniitsoq, begge centralt beliggende i byen. Det største, Hotel Maniitsoq, har udsigt over havnen og sundet med de mange hvaler, en af Maniitsoqs turistattraktioner.

Den gamle kirke midt i bycenteret kan dateres tilbage til 1864. Den er opført i sten og har fungeret som kommunalt mødested, siden den nye kirke stod færdig i 1981.

Maniitsoq Museum har til huse i nogle af byens ældste bygninger, der kan dateres tilbage til midten af 1800-tallet. De blev genopført på stedet i perioden 1970-78 og fredet i 1982. Deres oprindelige funktion har været værkstedsbygning (opført i sten ca. 1874), proviantbod (bræddebeklædt bindingsværk opført ca. 1850), assistentbolig (stokværkshus i toenhalv etage opført i 1844) og endelig bødkerværksted (stenhus muret med kampesten opført ca. 1840-50).

Maniitsoq var i mellemkrigstiden en af landets største byer, og fra 1950 til 2009 var byen hovedby i Maniitsoq Kommune. I 2009 blev byen en del af Qeqqata Kommunia, og en stor del af forvaltningen er efterfølgende flyttet til hovedbyen, Sisimiut. Befolkningstallet toppede i 1991 med 3.197. Siden er det faldet støt – i 2002 lå det på 2.903, og i 2010 var befolkningstallet 2.784.

Nordøst for Maniitsoq ligger nogle af landets største vandkraftpotentialer, bl.a. Tasersiaq og Tarsartuup Tasersua. For at udnytte energipotentialet var der i 00’erne en plan om at etablere et større aluminiumssmelteværk i Maniitsoq, som blev skrinlagt i 2015. Andre erhvervsmuligheder forsøges nu opdyrket – primært inden for fiskeri, turisme og mineraler. Maniitsoqområdet er rigt på bl.a. nikkel, kobber, sjældne jordarters metaller, niobium, uran, fosfat, guld og platin. Fra 2005 til 2010 drev Minelco en olivinmine i Niaqunngunaq (Fiskefjorden). Fjorden munder ud ved bygden Atammik syd for Maniitsoq.

Øst for Maniitsoq Ø, i det store isfri landområde med flere dybe fjorde ind mod Indlandsisen, er der rige muligheder for vandre- og fjeldture i det spændende landskab, der oprindelig er formet af gletsjere. Om vinteren giver områdets iskapper, høje fjelde og dybe dale unikke muligheder for såvel langrends- som alpinski. Heliskiing tiltrækker skientusiaster fra hele verden, men er mest for dem, der ikke bekymrer sig om prisen. Grønlands første og bedste sommerskisportssted ligger på iskappen Apussuit knap 30 km øst for byen.

De to fiskefabrikker i byen beskæftiger mellem 35 og 100 medarbejdere afhængigt af sæsonen. Royal Greenland producerer bl.a. torsk, hellefisk, rogn og tørret fisk, og Maniitsoq Fish ApS, ejet af Polar Seafood & Sermersooq Seafood, producerer torsk, hellefisk, havkat, ørreder samt rogn. De lokale fiskere opnår højere indhandlingspriser pga. fabrikkernes indbyrdes konkurrence.

I de senere år har fiskere på strækningen fra Sisimiut til Paamiut fisket Nutaaq-torsk, hvilket betyder »ny torsk«. Fisken fanges med bundgarn, især langs kysten inde i fjordene, og den flyttes derefter til såkaldte netbure. Fisken bliver i buret, indtil maveindholdet forsvinder, typisk efter 10-14 dage. Hermed opnås et hvidt kødprodukt med meget fin kvalitet. Efterfølgende hentes fiskene af en brøndbåd og flyttes til havnebassinet uden for fiskefabrikken, hvor de falder til ro, inden de transporteres levende ind i fabrikken til produktion. I 2020 producerede Royal Greenland omkring 4.500 tons Nutaaq-torsk, der som det eneste sted i verden produceres i Maniitsoq.

Læs mere om Grønlands kommuner og byer

Læs videre om

• Kangerlussuaq
• Maniitsoq Museum
• Sisimiut
• Qeqqata Kommunia

Læs også om

• Bosteder med landbrug i Grønland
• Bygderne i Grønland
• De fem storkommuner

Se alle artikler om Kommunerne og byerne