Udviklingen i befolkningstallet 1805-2021. Her ses hhv. hele Grønland, udsteder og bopladser/bygder samt kolonier/byer. Perioden 1805 til 1947 omfatter alene den del af befolkningen, der er født i Grønland. Først fra 1901 er Ammassalik distrikt inkluderet i »hele Grønland«, fra 1925 indgår Scoresbysund (Ittoqqortoormiit), og fra 1938 er også Thule (Qaanaaq) indregnet.
.

Siden 1805 er der lejlighedsvis gennemført folketællinger i Vestgrønland, skønt de første år formodentlig skal tages med et vist forbehold. Vestgrønland var delt i Syd- og Nordgrønland og omfattede området fra Kap Farvel (Uummannarsuaq) til Kraulshavn (Nuussuaq) i Upernavik distrikt.

I de knap 100 år fra 1840 til 1938 blev den grønlandskfødte befolkning mere end fordoblet fra 7.877 til 16.969 personer. I samme periode voksede den europæiske del af befolkningen fra 251 til 383 personer, en vækst, der primært skyldtes det stigende antal medarbejdere ved kryolitbruddet i Ivittuut, mens antallet af europæere i kolonierne var beskedent.

Befolkningen ved Ammassalik fik først kontakt med europæere i 1884, og i 1901 blev der registreret 431 grønlændere og ti europæere i distriktet. Bosætningen ved Scoresbysund blev etableret i 1921, primært af familier fra Ammassalik. I 1938 blev der samlet registreret 1.071 grønlændere og otte europæere i de to distrikter, hvilket primært skyldtes en befolkningstilvækst i Ammassalik distrikt.

Det nordvestlige Grønland nord for Qimusseriarsuaq (Melville Bugt) blev først formelt en del af Danmark, da staten i 1938 overtog handelsstationen Thule. I 1938 blev der registreret 271 grønlændere og seks europæere i distriktet.

I forbindelse med efterkrigstidens modernisering opstod en befolkningstilvækst, der nærmest havde eksplosiv karakter. På et årti voksede befolkningen med 35 %, hvor tilflytningen fra Danmark var større end tilvæksten i den grønlandske befolkning, og fra 1947 til 1967 voksede den samlede befolkning fra godt 20.000 til knap 44.000 indbyggere. En befolkningstilvækst, der pga. den danske centraliseringspolitik stort set udelukkende foregik i byerne.

Videre læsning

Læs mere om Grønlands historie

Læs videre om

Læs også om

Se alle artikler om Historie

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig