Upernavik

Lokaliseringen af kolonien Upernavik kan tilskrives den fangstplads, inuit havde på stedet, og bugten, hvor sejlskibene kunne ligge sikkert for anker i læ af de fremherskende vindretninger. Som en af de få danske kolonier fik Upernavik et grønlandsk navn.

Upernavik blev første gang forsøgt oprettet som dansk koloni i 1772, men pga. de barske vejrforhold og den manglende besejling fra de sydligere kolonier forlod kolonisterne flere gange området. I 1823 blev Upernavik et udsted under Godhavn (Qeqertarsuaq) og i 1826 en selvstændig koloni. Upernavik var den nordligste officielle danske tilstedeværelse og koloni i Grønland, indtil den danske stat overtog ansvaret for Thule distrikt i 1937. Frem til mellemkrigstiden omfattede kolonien kun dele af det nuværende Upernavik distrikt; området nord for Holms Ø med bl.a. bopladsen Kullorsuaq lå i et »ingenmandsland«. I 1938 havde Upernavik 240 indbyggere og voksede til 367 i 1947, mens der i hele distriktet var 1.459 indbyggere.

Den danske administration vurderede i efterkrigsårene, at distriktet – i lighed med Uummannaq – ikke havde noget fremtidigt erhvervsgrundlag, og ønskede, at størstedelen af distriktets befolkning skulle flytte til Qeqertarsuup Tunua (Disko Bugt) og længere sydpå for at deltage i torskefiskeriet eller arbejde i fiskeindustrien. Det lykkedes at få en del af befolkningen til at flytte – dog uden større succes for de fleste, hvorfor flere flyttede tilbage. Sideløbende foregik en centralisering af befolkningen på færre bosteder, fra 24 bopladser i 1938 til ni bygder i dag, og en betydelig vækst i byen Upernavik, hvor indbyggertallet i 2003 toppede med 1.218.

Upernavik fortsatte som et udpræget fangerdistrikt og var i mange år et af Grønlands fattigste. Selv efter hjemmestyrets indførelse i 1979 blev det drøftet fra centralt hold, hvordan man kunne få dele af befolkningen til at flytte sydpå. Fra slutningen af 1980’erne kom der dog gradvis mere gang i fiskeriet af hellefisk, og Upernavik har i en årrække været et af de distrikter, der målt pr. indbygger har givet det største bidrag til det indenskærs fiskeri af hellefisk og eksportindtægterne. Hellefiskeriet har øget distriktets indkomstgrundlag, og den gennemsnitlige husstandsindkomst har i perioder ligget i top i nogle af Upernaviks bygder.

Størstedelen af hellefiskeriet i det knap 400 km lange distrikt foregår om sommeren med jolle og om vinteren med langline fra havisen. Det forudsætter relativt kort afstand til fiskepladserne og lokal indhandling, og derfor er der fiskefabrikker i byen Upernavik og syv af distriktets bygder. De fleste fangere i distriktet ernærer sig gennem en kombination af fiskeri og fangst af sæl, hvalros, narhval, isbjørn og fugle til eget hushold samt salg til resten af landet, der fortsat har afgørende betydning.

Siden kommunesammenlægningen i 2009, hvor Upernavik havde 1.157 indbyggere, er der foregået en mindre fraflytning, bl.a. fordi en del administrative arbejdspladser flyttede til Ilulissat.

Byen Upernavik ligger på en relativt lille ø ud mod havet i et distrikt karakteriseret af en langstrakt skærgård med flere særdeles aktive bræer.

De mange enfamilieshuse og enkelte dobbelt- og rækkehuse ligger op ad en skrånende fjeldside, mens butik, fabrik og de fleste offentlige bygninger er placeret ved havnen. Vejnettet er mindre og består i vid udstrækning af stejle grusveje. Husene ligger tæt op ad vejene uden mulighed for etablering af grøfter, og det giver ofte problemer med smeltevand og gråt spildevand.

Trods byens befolkningstal er der ikke etableret vandforsyning, og kun det lokale sygehus og alderdomshjemmet har indlagt vand. Byens husstande får enten kørt vand ud med tankbil til husets vandtank, hvilket er en relativt dyr løsning, eller henter selv vand ved et af byens taphuse. Den manglende vandforsyning og borgernes beskedne forbrug kan tilskrives, at øen kun har en lille vandsø, der ikke dækker det reelle behov og ikke altid leverer god vandkvalitet. Samtidig indebærer de begrænsede vandressourcer, at Royal Greenlands fiskefabrik blot indfryser de hele hellefisk, hvorved potentielle indtægter fra fiskeforarbejdningen ikke udnyttes. På naboøen Akia en lille kilometer mod sydøst findes store søer, hvorfra der potentielt kan etableres en tilstrækkelig vandforsyning.

Upernavik er ikke kloakeret, og der benyttes konsekvent tørkloset og natrenovation i byen, delvis pga. de sparsomme vandressourcer.

Der er få oplagspladser til både og containere, og pladsmanglen er et problem for private og byens virksomheder.

Upernavik besejles kun fra medio maj til udgangen af november. I perioden har Upernavik ugentligt anløb af Royal Arctic Lines forsyningsskib, hvoraf det første og det sidste skib potentielt kan aflyses på grund af is.

Landets højest beliggende lufthavn er etableret på toppen af øen Upernavik og har i vinterhalvåret flyforbindelse til Ilulissat et par gange om ugen og om sommeren noget oftere.

Byen udvides mod nord, hvilket bl.a. har givet plads til endnu en fiskefabrik opført af Polar Seafood. For at skabe muligheder for fremtidige erhvervsområder, modtagestation og boligområder er kommunen ved at forlænge vejen. Formålet med modtagestationen er at nedlægge den åbne dump (affaldsdeponi) og det utidssvarende forbrændingsanlæg, der skaber lugt- og røggener i den sydlige og mere historiske del af byen.

Ud af distriktets 1.769 indbyggere i den erhvervsaktive alder har knap 400 et erhvervsfangerbevis og får dermed størstedelen af – eller hele – indkomsten fra fangst og fiskeri. Dertil kommer omkring 200 ansatte på de ni fiskefabrikker, og fiskeriet har således stor betydning.

Skolen i Upernavik, der på ældste trin også varetager undervisningen for elever fra de fleste bygder, bidrager også med en del arbejdspladser både på selve skolen og det tilhørende skolehjem. Dertil kommer jobs i administration og service samt i mindre omfang bygge og anlæg. Byen har et enkelt supermarked (Pilersuisoq) nær havnen samt to kiosker og en tøjbutik.

Upernavik anses for at være en driftig og velfungerende by, på trods af den udfordrede infrastruktur. Byen oplever en gradvis stigende turisme både sommer og vinter og primært med gæster, der ønsker at opleve »det oprindelige Grønland« med de mange bygder og livet som fanger og fisker. Om sommeren sejles der mellem bygderne og med kajak i skærgården, og om vinteren er der en tiltagende slædeturisme. Lokale virksomheder og private tilbyder 40-50 gode sengepladser, der lejes ud som værelse, lejlighed eller et helt hus.

Læs mere om Grønlands kommuner og byer

Læs videre om

• Avannaata Kommunia
• Ilulissat
• Uummannaq
• Qaanaaq
• Upernavik Museum

Læs også om

• De fem storkommuner
• Bosteder med landbrug i Grønland
• Bygderne i Grønland

Se alle artikler om Kommunerne og byerne