Qeqertarsuaq på sydsiden af øen Qeqertarsuaq (Disko) er opkaldt efter øens navn, der på dansk betyder »den store ø«. Qeqertarsuaq giver også navn til Qeqertarsuup Tunua (Disko Bugt). Byens danske navn er Godhavn – den eneste af de tidlige danske kolonier i Grønland, hvor navnet er beskrivende for bostedet, idet byen ligger ved en bugt, der gav læ og god beskyttelse for datidens sejlskibe. Øen Qeqertarsuaq er lidt større end Sjælland, og store dele består af basalt. Tæt på byen er der flere varme kilder, der bidrager til en usædvanlig høj og kraftig vegetation. Qeqertarsuaq har 838 indbyggere, og distriktets bygd har 11 indbyggere.
Frem til 1950 var Godhavn, nu Qeqertarsuaq, det administrative hovedsæde for Nordgrønland. Af Kåre Hendriksen, 2020.
Begrænset anvendelse
Qeqertarsuaq
Qeqertarsuaq, bykort. 1) Arktisk Station. 2) og 13) Fiskefabrik. 3) Skonnertbro. 4) Sundhedscenter. 5) Folkeskole. 6) Hotel Disko. 7) Vandrehjem. 8) Kommunekontor. 9) Qeqertarsuaq Kirke. 10) Qeqertarsuaq Museum. 11) Idrætshal. 12) Forsamlingshus.
Befolkningsudviklingen i Qeqertarsuaq 1886-2021.
Skateboardrampe i byen Qeqertarsuaq, den eneste by på øen af samme navn. Qeqertarsuaq, der er på størrelse med Sjælland, ligger i Qeqertarsuup Tunua (Disko Bugt) omkring 100 km fra fastlandet. I klart vejr kan øen ses fra samtlige byer i bugten. Byen Qeqertarsuaq ligger smukt placeret helt ned til vandet, og bag byen troner basaltfjeldene Lyngmarksfjeldet og Skarvefjeldet.
Qeqertarsuaqs historie
Farvandet omkring Qeqertarsuaq er rigt på hvaler, sæler og øvrige havpattedyr, og der er flere arkæologiske fund helt tilbage til de første indvandringer til Grønland. I 1600- og 1700-tallet spillede Qeqertarsuup Tunua en central rolle i den europæiske hvalfangst, og hollænderne havde fast hvalfangerstation vest for byen Qeqertarsuaq ved det, der kaldes Hollænderhavnen.
I 1773 blev der etableret en dansk hvalfangerloge ved Qeqertarsuaq. Målet hermed var at styrke den danske hvalfangst og at reducere de øvrige landes hvalfangst og handel med inuit. Qeqertarsuaq, der fik status af koloni, var et vigtigt center for fangsten af grønlandshvaler.
De ensvarme (homoterme) kilder og vegetationen samt de geografiske forhold betød, at der fra slutningen af 1800-tallet kom flere videnskabelige ekspeditioner, og i 1906 etablerede botanikeren Morten P. Porsild en naturvidenskabelig station, der har været centrum for en mangesidig forskning. Stationen drives i dag af Københavns Universitet under navnet Arktisk Station.
I 1913 blev Nordgrønlands bogtrykkeri etableret i byen, og fra 1925 til 1950 var Qeqertarsuaq hovedsædet for administrationen af Nordgrønland. Det på trods af, at kolonien med sine 341 indbyggere i 1947 var den næstmindste by i Nordgrønland. Som administrativ hovedby blev Qeqertarsuaq prioriteret gennem kolonitiden og havde sammenlignet med andre byer et relativt højt uddannelsesniveau. Kombineret med de naturgivne ressourcer var der generelt et godt erhvervsgrundlag.
Under efterkrigstidens modernisering var fiskerne fra Qeqertarsuaq blandt de første til at gå ind i kutterfiskeriet efter rejer i Qeqertarsuup Tunua, og i 1963 fik Qeqertarsuaq en rejefabrik, og Godhavn Shrimp A/S producerede i 1981 200 tons rejer og beskæftigede 20-25 medarbejdere. Endvidere var der fire til fem ansatte ved fabrikken Disko Laks, der indhandlede laks, sæl, hval og helleflynder.
Kutterfiskeriet efter rejer var med til at udvikle byens økonomi og bidrog til en betydelig befolkningstilvækst, så byen i 1994 toppede med 1.125 indbyggere og generelt blev anset for at være velfungerende. Fra begyndelsen af 1990’erne foregik der en centralisering af rejefiskeriet, hvor kvoterne blev fordelt på færre og større fartøjer. Kutterfiskeriet efter rejer forsvandt fra Qeqertarsuaq, og i 2001 blev rejeindhandlingen flyttet til Aasiaat. Med lukningen af byens rejefabrik forsvandt en betydelig del af arbejdspladserne, og en gradvis fraflytning begyndte.
Som erstatning for rejefabrikken etablerede Royal Greenland i 1999 produktion af friller af hellefisk. Frilleproduktionen ophørte i 2008, og omkring 30 medarbejdere mistede arbejdet. Fabrikken blev solgt til Greenland Spring Water ApS og ombygget til tapning af kildevand fra kilderne tæt ved byen. Vandproduktionen blev ikke en succes, og fabriksbygningen bliver nu forpagtet af Royal Greenland, der benytter den til sæsonmæssig produktion af stenbiderrogn.
Fiskerne begyndte i stigende grad at fiske efter andre arter. Krabber havde særligt i de første år relativt stor betydning, ligesom hellefisk eller stenbider enkelte år har haft økonomisk volumen, men det har aldrig fået den samme betydning som den tidligere indhandling af rejer.
I forlængelse af kommunesammenlægningen i 2009, hvor Qeqertarsuaq blev en del af Qaasuitsup Kommunia, blev en række administrative opgaver flyttet til Ilulissat, hvilket forstærkede fraflytningstendensen. I 2018 blev Qeqertarsuaq en del af den nye Kommune Qeqertalik.
Qeqertarsuaqs fysiske udvikling og geografi
Qeqertarsuaq ligger på en relativt plan halvø med de høje røde basaltfjelde som baggrund, og der er flere kildeløb og en større elv tæt på byen. De historiske kolonibygninger nær havnen ligger centralt placeret i byen. Her ligger også kirken, kaldet Vorherres blækhus. De fleste boliger er enfamilieshuse og i mindre omfang rækkehuse. Byen fortsætter mod øst langs stranden, og mod udkanten af selve byen ligger Arktisk Station, et Geofysisk Observatorium og den tidligere Ionosfærestation, der i dag fungerer som vandrehjem. På selve stranden, kaldet Sortsand, ligger byens fodboldbane med kunstgræs samt heliporten.
I sommerhalvåret varetager Disko Line passagertransporten til Qeqertarsuaq med relativt små både, og om vinteren beflyves byen af Air Greenland med helikopter. Der har ad flere omgange været planer om at etablere en landingsbane på Sortsand, og stranden har lejlighedsvis været benyttet som landingsbane for mindre fly.
På grund af de mange kilder har Qeqertarsuaq rigeligt med godt drikkevand. Til trods for det er det kun en del af byen, der er sluttet til et vandforsyningsnet – de øvrige husstande har en vandtank og får kørt vand ud eller henter selv vand i dunke ved et af byens taphuse. Det er kun en mindre del af byen, der er kloakeret, og for de fleste husstande er det udbredt at benytte tørkloset og natrenovation. Byen har et dieselbaseret elværk. De centrale veje er asfalterede mens de øvrige er grusveje.
Qeqertarsuaq har et mindre sygehus, der lejlighedsvis er lægebemandet, og folkeskole, mens ungdomsuddannelser og videregående uddannelser må tages andre steder.
Der er et supermarked og nogle mindre butikker i byen.
Erhverv i Qeqertarsuaq
Omtrent halvdelen af de beskæftigede arbejder inden for offentlig forvaltning, service og undervisning, mens omkring en fjerdedel arbejder med fiskeri og fiskerirelaterede områder, og godt en tiendedel med detailhandel, hvortil kommer en række mindre områder, herunder bygge og anlæg og turisme (2020).
Siden 1980’erne har der været flere initiativer for at udvikle Qeqertarsuaqs store turistpotentiale, hvilket delvis er lykkedes. Der er flere indkvarteringsmuligheder for turister, bl.a. Hotel Disko, ligesom der er flere udbydere af turistaktiviteter som vandre- og sejlture, slædeture både vinter og sommer, hvor der køres på Lyngmarksbræen. Der er tidligere kommet relativt mange turister til Qeqertarsuaq, men de senere år har turismen været noget udfordret af den begrænsede transportinfrastruktur til byen.
Arbejdspladsernes fordeling på brancher for personer med arbejdssted i byen Qeqertarsuaq og hele Grønland, 2020.
Videre læsning
Læs mere om Grønlands kommuner og byer
Læs videre om
Læs også om
Se alle artikler om Kommunerne og byerne
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.