Handelsstationen Egedesminde blev etableret i 1759 af Hans Egedes søn Niels Egede ved Eqalussuit nord for Nordre Strømfjord, der ligger syd for Kangaatsiaq. I 1763 blev kolonien flyttet til sin nuværende placering, fordi der i den store skærgård var mange inuitsommer- og vinterbopladser og dermed mulighed for god handel.
Den store skærgård med de mange sunde gav gode muligheder for kajakfangst og sælfangst fra havisen om vinteren, og der findes arkæologiske fund tilbage fra de første indvandringer og siden omkring år ca. 1150 fra de nuværende inuit.
Farvandet var også et godt udgangspunkt for europæiske hvalfangere, som havde flere faste anker- og flænsepladser i distriktet, hvilket indebar interaktion og tuskhandel mellem inuit og hvalfangerne. Flytningen af handelsstationen Egedesminde indgik således i bestræbelserne på at sikre handelen på danske hænder, og ved flytningen blev den gode naturhavn, som hollænderne ofte benyttede og kaldte »Jesse Bay«, valgt. Der opstod derfor i de følgende år mindre sammenstød mellem de danske kolonister og de hollandske hvalfangere.
I 1774 overtog Den Kongelige Grønlandske Handel (KGH) handelsstationen. I kraft af det efter datidens målestok tætbefolkede opland og placeringen ved indsejlingen til Qeqertarsuup Tunua (Disko Bugt) blev Aasiaat en af de vigtigste handelsstationer, der bidrog positivt til KGH’s økonomi. Derfor blev Aasiaat handels- og administrationscenter for den sydlige del af Qeqertarsuup Tunua.
Efterhånden blev Aasiaat en uddannelsesby, hvor skolen ud over egne børn modtog elever fra kolonidistriktets bosteder, og i 1928 blev Grønlands første efterskole for drenge etableret, fulgt af en efterskole for piger i 1932.
I 1930’erne udvikledes gradvis et torskefiskeri, der bidrog med øgede indtægter til befolkningen. Under 2. Verdenskrig var Aasiaat transithavn for den amerikanske forsyning af Nordvestgrønland, og i 1942 etablerede amerikanerne vejrstationen Bluie West 5. Der opstod dermed arbejdspladser og en interaktion mellem lokalbefolkningen og de amerikanske soldater.
Transitfunktionen fortsatte efter krigen og fik stor beskæftigelsesmæssig betydning. I 1948 blev der etableret et offentligt ejet bådebyggeri med beddingkapacitet til kuttere og trawlere samt de fartøjer, der varetog transitbefragtningen af Qeqertarsuup Tunuas øvrige byer og bygder. Aasiaat fik i 1951 en af de første grønlandske havne med kapacitet til datidens Atlantskibe.
I efterkrigsårene slog omstillingen fra fangertilværelse til fiskeri for alvor igennem, og i 1949 etablerede KGH et fiskehus til produktion af tørrede torsk på Transitøen ud for byen, som i 1966 blev udvidet til en filetfabrik. Dengang var det almindeligt, at slædehundene gik frit, så fabrikken blev lagt på øen for at holde hundene væk fra produktionen i sommerens fiskesæson.
Efterhånden fik rejefiskeriet større betydning. Den private fabrik til frosne rejer, der blev etableret i 1951, blev overtaget af KGH i 1953.
Samtidig med elværk og andre servicefaciliteter blev Aasiaat Radio etableret i de tidlige 1950’ere som søredningstjeneste og flykommunikation for hele det nordvestlige Grønland. I 2017 blev tele-søkablet trukket op til Aasiaat, og sidenhen er Aasiaat Radio udvidet til også at fungere som relæstation for telefoni og internet til byer og bygder, som endnu ikke har fået søkabel. Endelig udsender Aasiaat Radio vejrvarslinger i samarbejde med Arktisk Kommando til fly- og skibstrafik.
Efterkrigstidens modernisering medførte et voldsomt byggeboom, hvor Aasiaat med det store distrikt, der også omfattede Kangaatsiaq og bygderne, blev hjemsted for danske håndværksmestre, der tog opgaver over store dele af landet. I 1969 havde byen 27 håndværksmestre med svende og lærlinge.
I 1964 blev der etableret en realskole, og byens status som uddannelsesby blev styrket.
Aasiaat udviklede sig til et af Grønlands kulturelle centre, og fra slutningen af 1960’erne havde byen, inspireret af det europæiske ungdomsoprør, central betydning i det spirende opgør mod den danske dominans. I 1976 blev venstrefløjsgruppen Inuit Ataqatigiit (IA), der i 1978 blev til et egentligt parti, stiftet i Aasiaat.
I 1974 blev havnen uddybet og udvidet, så Royal Arctic Lines nye Atlantskibe kunne lægge til, og der blev etableret faciliteter til containertransit. Siden har Aasiaat fortsat funktionen som transithavn for store dele af Nordgrønland.
Avannaani Ilinniarnertuunngorniarfik (Nordgrønlands Gymnasium) blev etableret i 1987. Det betød arbejdspladser og øget tilflytning af unge fra hele Nordgrønland. Gymnasiet har ca. 400 elever og 28 ansatte og disponerer over 350 kollegiepladser. Det giver en mindre demografisk overrepræsentation af unge, der bidrager til byens aktive kulturliv. Endvidere blev den landsdækkende specialskole for lettere psykisk udviklingshæmmede og sent udviklede børn og unge, Ado Lyngep Atuarfia, etableret i 1982.
En rejeforarbejdning i større skala var udfordret af, at der er relativt lidt vand på Aasiaat Ø, så størstedelen af rejeindhandlingen og forarbejdningen foregik i Qasigiannguit. Trods vandudfordringer blev der i 2000 bygget en større rejefabrik, hvor vandforsyningen blev søgt sikret ved at koble stort set alle søerne på forsyningen – en løsning, der ikke var optimal. I 2008 gik fabrikken over til at benytte renset, men ikke afsaltet, havvand i produktionen. I dag er fabrikken ejet af Polar Seafood.
Ved kommunesammenlægningen i 2009 blev Aasiaat Kommune en del af Qaasuitsup Kommunia, der dækkede det geografiske område fra Kangaatsiaq til Qaanaaq. Senere, i 2018, blev Qaasuitsup Kommunia delt i Avannaata Kommunia og Kommune Qeqertalik, hvor Aasiaat blev hovedbyen.
Siden 2011 har Aasiaat været hjemsted for Qeqertarsuup Tunuas regionssygehus, der foruden Aasiaat dækker distrikterne Kangaatsiaq, Qasigiannguit og Qeqertarsuaq.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.