Kangaatsiaq

Distriktet har lange forgrenede fjorde med flere strømsteder, der giver åbent vand hele året, og det store relativt flade isfrie landområde ind mod Indlandsisen har historisk haft betydning for inuit pga. den gode fangst af havpattedyr, fugle, rener og øvrige landpattedyr. Derfor var området også en vigtig del af indtægtsgrundlaget for kolonidistrikterne Egedesminde (Aasiaat) og Holsteinsborg (Sisimiut). De to kolonier havde fra begyndelsen af 1800-tallet faste udliggere (små handelsstationer) i distriktet, og i begyndelsen af 1900-tallet var der 17 permanente bosteder. Kangaatsiaq distrikt er et godt eksempel på den grønlandske befolknings oprindelige store mobilitet og fleksibilitet. Der blev flyttet efter fangstmulighederne, ligesom den delvise overgang fra fangst til fiskeri betød oprettelsen af nye bosteder.

Frem til 1950 var Kangaatsiaq og distriktets bygder en del af Egedesminde kolonidistrikt, men fik derefter en særegen kommunal status. Store dele af den nye Kangaatsiaq Kommunes administrative opgaver blev fortsat varetaget af Egedesminde Kommune, og Kangaatsiaq var under skoledistriktet Egedesminde, ligesom det var kæmneren i Egedesminde, der var sekretær for Kangaatsiaqs kommuneråd. Tilsvarende var Kangaatsiaq under Egedesminde læge-, handels- og politidistrikt.

I 1986 fik Kangaatsiaq status som egentlig selvstændig kommune. Modsat landets øvrige kommuner havde Kangaatsiaq ikke et sygehus, og bygdernes skolebørn blev fortsat sendt til Aasiaat for at afslutte folkeskolen, mens børnene i Kangaatsiaq kunne afslutte folkeskolen i byen. I mange henseender var det fortsat Aasiaat, der reelt var det administrative center, hvorfor Kangaatsiaq var og er den by med forholdsmæssigt færrest personer, der ikke er født i Grønland.

Perioden som selvstændig kommune medførte en befolkningsmæssig opblomstring, hvor Kangaatsiaq i 1997 nåede op på 690 indbyggere, men kommunesammenlægningen i 2009 medførte en gradvis affolkning, specielt af personer med lidt længerevarende uddannelse, der havde arbejdet på kommunekontoret.

Under torskefiskeriet havde Kangaatsiaq distrikt perioder med god indhandling, set i relation til befolkningsstørrelsen. Da torsken forsvandt ved udgangen af 1980’erne, blev fabrikken i Kangaatsiaq i 1994 lagt om til rejeindhandling. Den lokale kutterflåde riggede om til rejer, men i 2000 blev rejeindhandlingen flyttet til Aasiaat, og kutterne fulgte efterhånden med. Der er fortsat torsk i distriktets fjorde, og i dag driver Royal Greenland byens fabrik og producerer torskefilet og torsk i frosne blokke samt rogn og i mindre omfang indfrysning af andre fiskearter. I sæsonen er der ansat op til 25 medarbejdere.

Kangaatsiaq ligger på en relativt lav halvø med de centrale funktioner som havn, fabrik, tankanlæg, butik, sundhedsstation og den gamle skole ved næsset i vest. Der er i byens østende ved at blive bygget en ny skole, som forventes færdig i 2022. Størstedelen af boligerne er enfamilieshuse suppleret med enkelte rækkehuse. Der er et vandnetværk, men enkelte boliger er ikke tilsluttet, så disse borgere må selv hente vand. Byen er ikke kloakeret, og der benyttes tørkloset med poser, som indsamles og tømmes af natrenovationen.

Royal Arctic Line besejler ugentligt Kangaatsiaq med gods, og Disko Line har en ugentlig passagersejlads med relativt små både i sommersæsonen, mens Air Greenland beflyver byen en gang om ugen med helikopter i vinterhalvåret. De fleste passagerer tager over Aasiaat.

Parallelt med fiskeri og fiskeforarbejdning er fangererhvervet blevet opretholdt, og den lokale økonomi omfatter en blanding af subsistensøkonomi fra fangst kombineret med fiskeri samt indtægterne fra administration, undervisning og service mv.

Læs mere om Grønlands kommuner og byer

Læs videre om

• Kommune Qeqertalik
• Aasiaat
• Qasigiannguit
• Qeqertarsuaq

Læs også om

• Bosteder med landbrug i Grønland
• Bygderne i Grønland
• De fem storkommuner

Se alle artikler om Kommunerne og byerne