Grønland under 2. Verdenskrig

Den førte Grønlandspolitik sigtede på, at samfundet skulle udvikles hen imod en åbning af landet. Et element i dette var, at grønlænderne over tid skulle have større og større indflydelse på egne anliggender, så samfundet på sigt blev i stand til at klare sig selv. På den baggrund blev et fælles landsrådsmøde i begyndelsen af maj 1940 afholdt, hvor de grønlandske holdninger blev fremlagt. Mødet endte med to udmeldinger: en til kong Christian 10. og en til præsident Roosevelt.

Meldingen til kongen udtrykte beklagelse over situationen, mens hånden blev rakt ud mod USA i meldingen til Roosevelt. Efterfølgende blev diplomatiske og handelsmæssige forbindelser etableret til USA og Canada for at erstatte den tabte forbindelse til Danmark. I første omgang skete det ved, at begge lande sendte konsuler til Grønland, og et US Coast Guard-skib blev indsat til at patruljere farvandene.

Grønlands strategiske betydning blev i løbet af krigen understreget. Forsvarsaftalen fra 1941 mellem USA’s regering og Danmarks gesandt i USA Henrik Kauffmann indvarslede USA’s militære engagement i Grønland, der stadig er gældende. Aftalen blev indgået uden om den danske regering, men Danmarks befrielsesregering tiltrådte aftalen som en af de første beslutninger kort efter Befrielsen i maj 1945.

USA oprettede i løbet af krigen en række militære faciliteter forskellige steder i Grønland, hvoraf basen i Sydgrønland i Narsarsuaq var den største med op mod 6.000 amerikanske soldater. Befolkningen i Grønland var på det tidspunkt omtrent 20.000, så den forholdsmæssigt store amerikanske tilstedeværelse fik uvægerlig indflydelse på samfundsudviklingen. Fra koloniadministrationens side lå fokus på at videreføre beskyttelsen af det grønlandske samfund.

Efterhånden blev et fraterniseringsforbud iværksat, og kontrollører blev placeret ved de militære anlæg. De skulle sikre, at der ikke var kontakt mellem den grønlandske befolkning og de amerikanske tropper. Fra grønlandsk side var der dog i høj grad ønske om kontakt med de amerikanske tropper. Den amerikanske tilstedeværelse var på mange måder en øjenåbner, dels ved at den grønlandske befolkning fik indblik i en anden måde at gøre ting på, dels ved at se USA’s evne til at gennemføre tiltag, såsom etablering af militærbaserne, som ledte tankerne hos mange mod mulighederne for en industrialisering af fiskeriet i Grønland.

Den grønlandske befolkning fastholdt i løbet af krigen tilliden til Danmark, til trods for den brudte forbindelse og den amerikanske tilstedeværelse. Grønlands rolle i de allieredes kamp mod Aksemagterne var på flere leder ganske væsentlig: Grønland lagde land til amerikanske militære anlæg, herunder de landingsbaner, der var forudsætningen for, at USA kunne sende bombefly til Europa, og igennem Nordøstgrønland Slædepatruljen, senere Sirius, blev tyske forsøg på at etablere sig i Nordøstgrønland forpurret. Meteorologiske observationer i farvandet ud for Nordøstgrønland var desuden vigtige, da vejret i det nordvestlige Europa påvirkes af vejrsystemerne dér.

Kryolitminen ved Ivittuut i Sydgrønland havde en særlig betydning; det var den eneste af sin slags i verden, og kryolitten blev brugt til aluminiumsproduktion og var dermed afgørende for krigsindustrien. Kryolitten fra minen blev solgt til USA og Canada, og på den måde blev vareforsyningen af Grønland finansieret.

Vareforsyningen var hidtil sket med skib direkte fra København til kolonibyerne, hvorefter varerne blev sejlet videre til de mindre steder i distriktet. Det havde betydet, at der ikke var nævneværdig kontakt mellem kolonidistrikterne, da der ikke var nogen organiseret passagertrafik. Under krigen blev der på grund af den nedsatte fragtkapacitet oprettet transithavne, hvorfra mindre skibe fordelte varerne. Det skabte øget kontakt mellem de forskellige dele af landet, også gennem passagerbefordring.

Muligheden for at udskifte personale var ringe, og af hensyn til situationen blev der gennemført en centralisering af administrationen, hvor Nuuk blev en slags hovedstad. De to landsråd holdt fællesmøder, og beslutninger kunne gennemføres hurtigere end før.

I løbet af krigen blev der oprettet flere medier, for at befolkningen kunne blive holdt opdateret på udviklingen i verden: Den dansksprogede avis Grønlandsposten, der senere blev lagt sammen med den grønlandsksprogede Atuagagdliutit, som i dag hedder A/G, åbnede op for dialogen mellem danskerne i Grønland og de grønlændere, der kunne dansk.

Radiotjenesten blev udvidet, og salget af radioapparater steg ganske markant. Mange i Grønland fik dermed en fornemmelse af, at verden kom tættere på, og at Grønland var en del af verden. Udviklingen under krigen gav det grønlandske samfund en ny retning og en større bevidsthed i befolkningen om, hvilken udvikling der skulle ske. Ved Danmarks befrielse i maj 1945 var det derfor et ganske anderledes grønlandsk samfund end det, der følte sig kastet ud på dybt vand i april 1940, da kontakten til Danmark blev brudt.