Kolonitiden frem til krigsårene i Grønland

I 1734 gav kongen den danske købmand og godsejer Jacob Severin eneret til al handel og besejling i eksisterende og fremtidige kolonier i Grønland. Det skulle bringe grønlændernes handel med de hollandske hvalfangere til ophør og sikre, at missionen kunne fortsætte. Den fortsatte handel mellem grønlænderne og hollænderne resulterede i 1739 i et endeligt opgør, hvor mandskabet i fire hollandske hvalfangerskibe efter en timelang beskydning fra Severins kanonbesatte skibe overgav sig, og skibene blev beslaglagt.

Kapitalmangel fik Severin til at opgive sin virksomhed i 1749, og Det Almindelige Handelskompagni, hvis ejere bestod af købmænd, godsejere og højtstående embedsmænd, overtog handelsmonopolet i 1750. Da den danske stat overtog aktierne i 1774, havde Det Almindelige Handelskompagni oprettet yderligere 12 handelssteder og kolonier.

Den 1. januar 1776 blev Den Kongelige Grønlandske Handel (KGH) en egentlig statslig forvaltningsenhed med egen direktion. Samme år trådte en kongelig anordning i kraft med et krav om særlig tilladelse til at komme ind i landet. Det betød, at Grønland siden da blev mere afsondret fra omverdenen end de fleste andre europæiske kolonier.

Det vigtigste fangstdyr for grønlænderne var sælen. Sammen med hvalspæk var sælspæk også den vigtigste eksportvare for de skiftende handelsvirksomheder. På grund af produktionen af tranolie, bl.a. til brug for sæbeproduktion og brændstof til gadelygter, var der frem til begyndelsen af 1900-tallet stor efterspørgsel efter spæk på verdensmarkedet. Langt hovedparten af spækket kom fra sæler, som grønlænderne fangede fra kajak – og om vinteren på fast is med sælgarn. Både Bergenskompagniet og Det Almindelige Handelskompagni havde forsøgt sig med havgående hvalfangst, men konkurrencen, ikke mindst fra de hollandske hvalfangere, var for stor.

Da Niels Egede i 1759 vendte tilbage til Grønland for at oprette kolonien Egedesminde (i dag: Aasiaat), realiserede han i samarbejde med grønlænderne sine tanker om kystbaseret hvalfangst.

Niels Egede var også med til at flytte kolonien Holsteinsborg til det sted, hvor byen Sisimiut i dag ligger, og dette var med de forbedrede muligheder for hvalfangst i høj grad med til at skabe en god økonomi for stedet.

I samarbejde med grønlænderne blev den havgående hvalfangst i 1781 stort set opgivet til fordel for den kystbaserede. Ved siden af sin handelsvirksomhed lavede Niels Egede missionsarbejde, indtil han i 1782 rejste til København og døde kort efter.

Mens en samlet bosætning gav de bedste forudsætninger for missionens arbejde, var en spredt bosætning og dermed større fangstområder i handelens interesse. Derfor etablerede handelen små handelssteder, hvor fangerne fra de nærliggende bopladser kunne aflevere deres fangst. Det første udsted, Eqaluk ved Uummannaq distrikt, blev oprettet i 1787. Omkring slutningen af 1800-tallet var der 23 udsteder i Sydgrønland og 271 i Nordgrønland. Kommunikationen mellem distrikterne blev helt frem til 1900-tallet varetaget af grønlænderne i form af kajak- og slædepost.

I begyndelsen var udstedsbestyrerne danske håndværkere eller ufaglærte danskere, der som oftest var grønlandsk gift, men fra anden halvdel af 1800-tallet var det typisk de såkaldte »blandinger«, børn af en dansk mand og en grønlandsk kvinde, der blev ansat til at bestyre udstederne. Det var også hovedsagelig børn af blandet herkomst, der kom på uddannelse eller blev ansat i handelen og missionen. For at støtte de unge, der kom på uddannelse i Danmark, etablerede myndighederne i 1880 et Grønlænderhjem i København.

Den første folketælling fandt sted i 1799 og viste et antal på 5.122 grønlændere i strækningen fra Uummannarsuaq (Kap Farvel) til Qimusseriarsuaq (Melville Bugt). I 1901 var antallet af Grønlands samlede indfødte befolkning vokset til 11.621. Heraf udgjorde befolkningen af blandet herkomst 65 % i Nordgrønland og 29 % i Sydgrønland.

Afhængigheden af, at grønlænderne leverede varer til eksport, og hensynet til missionens udbredelse medførte, at man fortsatte arbejdet med at anlægge handelssteder. I 1781 var der handels- og missionssteder langs hele vestkysten, fra Upernavik i nord til Julianehåb (i dag: Qaqortoq) i syd. Denne udvikling resulterede i, at den vestgrønlandske befolkning blev mere og mere bofast, og formålet med grønlændernes traditionelle årlige handelsrejser mellem Syd- og Nordgrønland forsvandt.

I 1782 blev Vestgrønland delt i to inspektorater: et Søndre Inspektorat fra Sisimiut og sydover og Nordre Inspektorat med kolonierne nord for Sisimiut til og med Upernavik. Den 19. april 1782 udstedte KGH et regelsæt på 15 kapitler, Instruksen, som forpligtede handelens ansatte til altid at udføre deres arbejde med sigte på størst mulig indtjening til KGH. De skulle sørge for, at grønlænderne fangede flest mulige fangstdyr, og at produkterne kom hurtigst muligt til Danmark.

Selv om Instruksen var møntet på KGH’s personale i Grønland, kom den i praksis til at gælde som en rettesnor for forholdet mellem grønlændere og danskere i almindelighed. Bestemmelserne lød blandt andet på, at handelspersonalet skulle modvirke grønlændernes handel med andre europæere og begrænse de grønlandske kvinders samkvem med overvintrende søfolk, kolonister og andre europæere. I modsætning til tidligere måtte kolonisterne nu kun gifte sig med grønlandske kvinder af blandet herkomst efter ansøgning. Hvis en kolonist fik lov til at gifte sig med en grønlandsk kvinde, måtte han binde sig til at blive i Grønland, indtil hans kone var død, og børnene var blevet voksne.

Købmændene skulle sørge for, at grønlænderne ikke drak sig fulde i øl og stærkere alkohol, og at de ikke blev forvænt til kaffe, te, tobak og andre europæiske varer. Ens priser i hele landet ved indhandling af grønlandske produkter skulle modvirke konkurrence blandt købmændene, og det var også dem, der skulle håndhæve de meget detaljerede bestemmelser og straffe, hvis KGH-ansatte brød reglerne. En stor del af bestemmelserne i Instruksen gjaldt helt frem til nyordningens begyndelse i 1950.

I 1807 havde Frankrig med Napoleon i spidsen indtaget det meste af Europa. For at sikre, at Napoleon ikke ville indtage og bruge den store dansknorske flåde til at angribe England, indledte englænderne d. 1. september 1807 et angreb på Danmark og fulgte op med bombardement af København de næste to dage.

Krigen, som varede i syv år, havde også mærkbare følger for Grønland. Ustabiliteten i skibsforbindelserne resulterede i varemangel. Grønlænderne manglede krudt og kugler til deres fangst, og indhandlingen gik stort set i stå, fordi der ikke var varer at bytte med. Mange af de europæiske ansatte i KGH og en del missionærer rejste tilbage til Danmark eller Norge. Epidemierne, som grønlænderne havde så ringe modstandskraft imod, voldte også problemer. Et lille samfund med en befolkning på 429 ved Uummannaq oplevede fx i 1813 at miste i alt 108 voksne og 50 børn.

Frankrig, Danmarks allierede, tabte krigen, og i 1814 måtte Danmark afstå Norge til Sverige, men fik lov til at bevare sit overherredømme over Færøerne, Island og Grønland. Ved krigens afslutning var af de dansk-norske missionærer kun Bernhard Hartz ved Ilulissat tilbage. De grønlandske kateketer varetog missionens arbejde under hele krigen.

I 1815 valgte missionskollegiet at ordinere kateketen Frederik Berthelsen fra Maniitsoq til præst for hele Sydgrønland. Han blev den første præst af blandet afstamning. Kommissionen fra 1835 afviste dog et forslag om, at seminarierne også skulle uddanne grønlandske præster. Medlemmerne mente ikke, at grønlænderne var modne nok til en præsteuddannelse. Staten etablerede dog to kateketseminarier i Nuuk og i Ilulissat i hhv. 1847 og 1848. Selv om vilkårene for den danske mission havde været svingende, var der i 1850 kun få udøbte tilbage på vestkysten.

I 1894 oprettede Danmark en handels- og missionsstation ved Tasiilaq. Den første dåbshandling af østgrønlændere skete i april 1899, og i 1921 døbte den vestgrønlandske præst og missionær Christian Rosing den sidste udøbte østgrønlænder. Samme år fandt det første kongebesøg i Grønland sted, da kong Christian 10. sammen med dronning Alexandrine, kronprins Frederik og prins Knud brugte fejringen af 200-året for Hans Egedes ankomst til Haabets Ø som anledning til at besøge landet.

I 1934 blev den sidste voksne døbt i Thule. I 1910 stiftede Knud Rasmussen en privat handelsstation ved Thule. Trods stort arbejde og pres fra komiteen bag driften af Handelsstationen Thule, overtog staten først i 1938, hvorefter Thule fortsatte som koloni.

For brødremenigheden havde Englandskrigen ikke mærkbare følger. Ingen af missionærerne havde forladt landet, og der var under hele krigen kommet forsyninger fra Europa. Brødremissionen forlod Grønland i 1900, dels på grund af uenigheder med den danske mission, dels fordi deres mission var fuldført. Inden da havde brødremissionen fået stor tilslutning i Sydgrønland. Blandt de døbte var over 700 østgrønlændere.

Mange af de østgrønlændere, der hver sommer rundede Kap Farvel (Uummannarsuaq) for at tage på jagt- og handelsrejser, tog fast bopæl ved missionsstationen Friedrichsthal, i dag Grønlands sydligste bosted, Narsamijit.

I 1925 blev 70 voksne og børn fra den østgrønlandske koloni Ammassalik (i dag: Tasiilaq) flyttet nordpå til Ittoqqortoormiit, hvor de skulle være med til at etablere en ny koloni. De, der skulle flytte, fik at vide, at fangstmulighederne ved Tasiilaq ikke længere var tilstrækkelige til den voksende befolkning. Hovedårsagen var dog snarere striden mellem Danmark og Norge om retten til Østgrønland. I 1931 besatte norske fangstmænd to områder i Østgrønland. Danmark indbragte sagen for domstolen i Haag, som i 1933 afgjorde, at det var hele Grønland, der var kommet under dansk overhøjhed ved adskillelsen fra Norge i 1814.

Europæerne i Grønland var underkastet dansk lov, men der var ingen love for grønlænderne. I 1828 besluttede regeringen, at dansk lovgivning også skulle gælde for de grønlændere, der var ansat ved KGH eller missionen, medmindre der var tale om forhold, som allerede var beskrevet i Instruksen.

Koloniseringen havde ændret samfundsstrukturen væsentligt. Nye systemer med udgangspunkt i kolonihandel og kristendom betød, at grønlænderne reelt stod uden indflydelse på samfundets udvikling. Et af de tiltag, der senere fik stor betydning for meningsdannelsen i det grønlandske samfund, var, at inspektøren for Søndre Inspektorat, H. Rink, skaffede et trykkeri til Nuuk i 1857. Betydelige grønlandske personligheder var ledere af trykkeriet, først seminarielærer Rasmus Berthelsen, dernæst Lars Møller, som uddannede sig til bogtrykker i Danmark og ledede trykkeriet helt frem til 1922, hvor journalist og forfatter Kristoffer Lynge tog over.

Styrelsen af Kolonierne i Grønland blev i første halvdel af 1900-tallet opmærksom på potentialet for fiskeri i de grønlandske farvande, og i perioden 1919 til 1939 oprettedes 125 fiskeristationer. Skiftet fra fangst til fiskeri medførte store ændringer i grønlændernes hverdag. Mange fangere flyttede med deres familie ind til de større kolonier, kvinderne fik arbejde i produktionen af fisk, og fangerne erhvervede sig motorbåde og robåde. Antallet af robåde i Sydgrønland steg fra 50 i 1880 til 743 i 1939 og i Nordgrønland fra 33 til 673. Også længere sydpå i Sydgrønland vandt et nyt erhverv indpas. Styrelsen anlagde en fåreavlsstation i Qaqortoq i 1915, og bestanden af får voksede betydeligt, fra et par hundrede dyr i 1915 til omkring 10.000 i 1936.

Befolkningen i Vestgrønland var vokset fra 11.190 i 1901 til 16.970 i 1938. Dårlige bolig- og hygiejneforhold blev set som hovedårsagen til den hurtige spredning af sygdomme, ikke mindst tuberkulosen, som var årsag til 36 % af alle dødsfald i perioden mellem 1924 og 1933.

I den politiske verden voksede ønsket om større indflydelse på beslutningerne for den grønlandske befolkning. Mathias Storchs fremtidsroman Sinnattugaq fra 1914 beskriver ligestilling med danskere i et moderne og veluddannet Grønland i 2021. Han karakteriserer også det grønlandske medlemskab af forstanderskaberne som skindemokrati.

I 1939 inviterede direktøren for Grønlands Styrelse, Knud Oldendow, fire grønlændere til Danmark for at diskutere grønlandske forhold med Rigsdagens Grønlandsudvalg mellem d. 1. august og d. 7. september 1939. Dog fik udfaldet af forhandlingerne ikke den store effekt, da 2. Verdenskrig brød ud i begyndelsen af september 1939.

Grønland havde stort set været et lukket land for omverdenen siden 1776. Dermed havde grønlænderne været afskåret fra den udvikling, som sker, når et samfund oplever kontakt og samhandel med andre lande og befolkninger. Dette forhold ændrede sig drastisk med udbruddet af 2. Verdenskrig.

Læs mere om Grønlands historie

Læs videre om

• Grønlands traditioner og fortællinger
• Hans Egede og missionstjenesten
• Kampen for oprindelige folks rettigheder
• Religion og trossamfund i Grønland

Læs også om

• Palæo-inuit
• Nordboerne
• Inuitkulturen – før-kolonitid
• Grønland under 2. Verdenskrig
• Efterkrigstiden og afkolonisering i Grønland

Se alle artikler om Historie